Anmeldelse
Den violette død & andre fortællinger
- Log ind for at skrive kommentarer
Der er masser af gys, gotik og groteske scenarier i Gustav Meyrinks korte fortællinger.
Østrigske Gustav Meyrink (1868-1932) er relativt ukendt herhjemme. Vi skal således adskillige årtier tilbage for at finde den seneste danske udgivelse, romanen ’Golem’. Men det har Det Poetiske Bureaus Forlag og oversætter Eva Botofte nu rådet bod på med denne lille bog, der indeholder femten af Meyrinks fortællinger, alle skrevet i de første år af 1900-tallet. Er man til gotiske gys med et satirisk glimt i øjet, vil man elske dem.
Meyrinks fortællinger er skiftevis uhyggelige og absurde, med selvmord, vanvid, okkulte videnskaber og makabre dødsfald som hverdagskost. I ’Dr. Cinderellas Planter’ forvilder vores fortæller sig f.eks. ind i et mystisk hus med vægge dækket af blodige planter og stirrende øjne, mens titelnovellen handler om en opdagelsesrejsende, hvis møde med en ukendt stamme i Himalayabjergene fører til noget, der ligner verdens undergang.
Gotik og samtidskritik går hånd i hånd i Meyrinks lidt floromvundne, men meget charmerende, prosa, hvor både præster og videnskabsfolk står for skud. Mest absurd bliver det i ’Automobilet’, hvor læseren møder en fysikprofessor, der pure afviser, at biler overhovedet kan køre, hvad han mener at kunne bevise ved hjælp af en række matematiske formler. Det er ren Monty Python!
Man fornemmer en skepsis overfor traditionelle værdier og overfor troen på videnskabelig og teknologisk fremskridt, en skepsis, som Meyrink delte med den modernistiske strømning i litteraturen omkring århundredeskiftet. Samtidig er hans skrivestil klart inspireret af f.eks. Edgar Allan Poe og E.T.A. Hoffmann. Helt så stemningsfulde og medrivende som disse to forgængeres værker er Meyrinks fortællinger ikke, men holder man af gys og skrækromantik er den lidt oversete østriger et oplagt bekendtskab.

Kommentarer