Nænsom roman om at forsone sig med det liv, man har levet, de valg, man har truffet, og det menneske man er blevet.
"Hvilke historier skaber vi af vore liv? Dem, vi kan leve med. Eller dem, vi tror, udspillede sig." Dette spørgsmål stiller hovedpersonen Thea sig selv i begyndelsen af denne roman, og det er samtidig romanens tema.
Thea boede som ganske ung pige i 1950´erne et år i Paris. Hun studerede på Sorbonne, boede i Det danske hus i universitetsbyen og tog her hul på voksenlivet; sårbar og forvirret, men alligevel nysgerrig og med appetit og mod på livet.
Nu 50 år senere rejser hun tilbage og bor en måned i Paris, for at opsøge de steder, der gjorde indtryk på den unge Thea, og for at få det hele til at hænge sammen, hele det liv, hun har levet.
Aase Schmidts sprog har en finhed og en nænsomhed, der gør det til en nydelse at læse hendes bøger, og "Den nøgne mur" er bestemt ingen undtagelse. Hun skildrer så fint et ungt menneskes usikkerhed og nervøsitet ved at skulle finde sine ben i livet som voksen; hvad skal man vælge som sit fremtidige arbejde, hvad er man god til, og er det det, man vil, og hvad med kærligheden, finder man ud af det.
På samme fine måde skildrer hun den modne kvindes tanker om det liv, hun har levet. Kan og vil hun forsone sig med det. Og hvordan tager hun afsked med sin gamle mor, der på mange måder allerede er væk i demensens tabte tåger.
Jeg er 37 år, men kan med lethed og med enten smil på læben eller tårer i øjnene leve mig ind i den unge Thea, den modne Thea og den demente mor, og det kan jeg kun, fordi forfatteren er rigtigt god til sit arbejde! Aase Schmidts menneskelige lydhørhed resulterer i levende og yderst troværdige følelses- og personskildringer.
Se denne præcise og smertefulde skildring af den demente mors tilstand: "I det fremmede landskab, sygdommen har skabt, er intet følgeskab muligt. Man kan lindre, give kærlighed. Være til stede. Men ikke følges ad. Min mor er ubodeligt alene og har allerede glemt mig."
Samleren, 2007. 167 sider.
Kommentarer