En gribende beretning om slavepigen Julys liv i en sukkerrørsplantage på Jamaica, med blodig uretfærdighed, undertrykkelse og racediskrimination af værste skuffe.
Vi befinder os på Jamaica i 1830-erne, hvor øen er under Britisk herredømme. Slaveoprør med mord på over 400 slaver giver genlyd i England og slaveriet bliver forbudt.
Andrea Levy – engelsk forfatter af Jamaicansk afstamning – har med ’Den lange sang’ sat denne turbulente og oprivende tid under lup. Med July som en egenrådig fortæller føres læseren til sukkerplantagen Amity.
Her bliver July undfanget som et resultat af den skotske forvalters voldtægt af hendes mor Kitty.
Senere røver plantageejerens søster Caroline den lille July, der bliver hendes kammerpige og dermed ender et trin over markslaverne.
Beretningen om Julys liv er lige præcis så sørgelig og oprørende som forventet. July forelsker sig i en fri neger og føder sønnen Thomas, som hun må efterlade på trappen hos en baptistpræst.
Efter plantageejerens død, indleder hun et forhold til den nye forvalter på Amita. Manden med de blå øjne og gode intentioner, men med rygrad som en regnorm, gifter sig med Caroline, der har arvet plantagen - og ”holder” July som 2. kone.
Dette forhold resulterer i en datter som plantageejeren senere fører bort til England.
Andrea Levy foregiver, at Julys beretning bliver nedskrevet på opfordring af sønnen, Thomas, der er vokset op hos præstefamilien i London og nu ejer et trykkeri på Jamaica. Thomas har genfundet sin mor i en retssal, hvor hun forkommen og nedslidt er beskyldt for at røve ”en tam høne”.
Den lange sang er skrevet i mol. Sorgen og vreden kommer til udtryk i Julys fortællestil - hun skriver i første person i romanens nutid. Vender hun blikket mod fortiden, sker det i tredje person og med en stor indlevelse i den naive slavepiges liv og sproglige kunnen.
En fremragende roman jeg læste med glæde. July har en fantastisk evne til at beskrive situationerne så man føler man selv er til stede. Hendes kommentarer til læseren om, at man bedes forføje sig, hvis man hellere vil sætte sin lid til ”de tåbelige hvide kvinders erindringer”, får en til at leve sig ind i romanen, så man næsten kan føle den ulidelige varme og det hårde slid på sukkerrørsmarkerne.
Kommentarer