Anmeldelse
Den gule regn af Julio Llamazares
En helt fantastisk roman om en gammel mands dødsleje – skrevet så poetisk og smukt, at den stemning, den skaber er lige til at komme i godt humør af. Hvis det lyder sært, så læs den selv!
Anbefalet af bibliotekar Inga Thyra Nielsen, Horsens Bibliotek
Jeg læste bogen, da den kom i 1991, og den var god. Det er den stadig, selvom ”god” er et rigtigt dårligt ord i forbindelse med ”Den gule regn”. Det er simpelthen en enestående bog. Den handler om døden – og alt i den dør: Kulturen, landsbyen, den sidste beboer i den, naturen (den gule regn er de visne blade, der falder af træerne om efteråret), selv hans hund.
Bogen er skrevet som et tilbageblik fra hans dødsleje. Han har i 10 år levet alene i landsbyen – den næstsidste beboer var hans kone, som hængte sig af sorg over, at de var ladt tilbage. Landsbyen ligger højt oppe i Pyrenæerne, vintrene er fulde af sne og storme, der langsomt æder husene i byen, hans kontakt med nabolandsbyer ebber ud, og da en tidligere beboer vil hente møbler og husgeråd truer han med geværet. Ingen skal røre ”hans” by.
Sproget er lyrisk, det er næsten skrevet som ét langt fortællende digt, hvor det er de helt nære dagligdags ting, der sanses på siderne. Samtidig får vi det nødvendige at vide om hans og de andres liv. Om hans tre børn, hvoraf den sidste overlevende besluttede at rejse bort – faderen slog hånden af den unge mand af samme grund - om det hus, hvor dyr og mennesker indebrændte for mange år siden, om det hugormebid, der nær havde taget livet af ham, men som han af uforklarlige grunde - måske ved spøgelsers hjælp - alligevel overlevede.
Bogen virker tidløs, men vi får at vide, at den foregår i 1970. Det er ikke mange år siden, men alligevel en evighed i forhold til det liv, der blev levet i landsbyen. Et hårdt og udmarvende bjergbondeliv, i sandhed et simpelt og barsk liv.
Emnet kan lyde trist, men det er bogen slet ikke. Den er utrolig smuk, og døden ender med at blive en velkommen udfrielse. Skildringen af byen og landskaberne i bjergene er fantastisk og meget billedskabende.
En lille stor bog, der har levet et stille liv i årevis.
Oversat fra spansk af Iben Hasselbalch efter 'La lluvia amarilla'. Gyldendal, 1991. 128 sider
En helt fantastisk roman om en gammel mands dødsleje – skrevet så poetisk og smukt, at den stemning, den skaber er lige til at komme i godt humør af. Hvis det lyder sært, så læs den selv!
Anbefalet af bibliotekar Inga Thyra Nielsen, Horsens Bibliotek
Jeg læste bogen, da den kom i 1991, og den var god. Det er den stadig, selvom ”god” er et rigtigt dårligt ord i forbindelse med ”Den gule regn”. Det er simpelthen en enestående bog. Den handler om døden – og alt i den dør: Kulturen, landsbyen, den sidste beboer i den, naturen (den gule regn er de visne blade, der falder af træerne om efteråret), selv hans hund.
Bogen er skrevet som et tilbageblik fra hans dødsleje. Han har i 10 år levet alene i landsbyen – den næstsidste beboer var hans kone, som hængte sig af sorg over, at de var ladt tilbage. Landsbyen ligger højt oppe i Pyrenæerne, vintrene er fulde af sne og storme, der langsomt æder husene i byen, hans kontakt med nabolandsbyer ebber ud, og da en tidligere beboer vil hente møbler og husgeråd truer han med geværet. Ingen skal røre ”hans” by.
Sproget er lyrisk, det er næsten skrevet som ét langt fortællende digt, hvor det er de helt nære dagligdags ting, der sanses på siderne. Samtidig får vi det nødvendige at vide om hans og de andres liv. Om hans tre børn, hvoraf den sidste overlevende besluttede at rejse bort – faderen slog hånden af den unge mand af samme grund - om det hus, hvor dyr og mennesker indebrændte for mange år siden, om det hugormebid, der nær havde taget livet af ham, men som han af uforklarlige grunde - måske ved spøgelsers hjælp - alligevel overlevede.
Bogen virker tidløs, men vi får at vide, at den foregår i 1970. Det er ikke mange år siden, men alligevel en evighed i forhold til det liv, der blev levet i landsbyen. Et hårdt og udmarvende bjergbondeliv, i sandhed et simpelt og barsk liv.
Emnet kan lyde trist, men det er bogen slet ikke. Den er utrolig smuk, og døden ender med at blive en velkommen udfrielse. Skildringen af byen og landskaberne i bjergene er fantastisk og meget billedskabende.
En lille stor bog, der har levet et stille liv i årevis.
Oversat fra spansk af Iben Hasselbalch efter 'La lluvia amarilla'. Gyldendal, 1991. 128 sider
Kommentarer