Anmeldelse
Den gamle mand der læste kærlighedsromaner af Luis Sepúlveda
Det er vidunderligt at møde bøger, der får en til at opdage, hvor meget bras man egentligt læser. Det her er én af dem. Den handler om Antonio José Bolívar Proaño, der er en gammel mand. Han har set og oplevet mere end de fleste i løbet af sit ca. 70-årige liv, og det alt sammen bliver fortalt på knap 120 sider på ganske fremragende vis.
Antonio er flyttet til regnskoven som ung, og efter i to år at have kæmpet for et levebrød ved at forsøge at rydde skoven for at kunne dyrke den, giver han op og finder sig tilrette blandt shuar indianerne. Der har aldrig hersket nogen tvivl om, at han ikke er en af dem, men han er blevet accepteret og har nydt den ubegrænsede frihed – at spise, når man er sulten, sove når man har lyst og opspore dyr uden nødvendigvis at dræbe dem.
Bogen starter dog et helt andet sted. Antonio er blevet en gammel mand, der er vendt tilbage til de hvides selskab i den lille flække El Idilio (idyllen). Han betragter samfundet lidt på afstand, med naturmenneskets forståelse for ’de civiliseredes’ grådighed og forsøger at holde kløften på afstand ved at fordybe sig i sentimentale kærlighedsromaner.
Denne dag skal dog vise sig at tvinge Antonio Bolívar til at reagere. Nogle shuarer dukker op, medbringende liget af en hvid mand og for at forhindre den inkompetente borgmester i at begå justitsmord, må den gamle mand tage affære. Et hold mand bliver samlet, og jagten er gået ind.
Og nu viser det sig, hvor stor forståelse den gamle mand har fået for regnskoven og alle dens indbyggere. Den sidste kamp med dræberen bliver langvarig og hård, men udkæmpet på lige fod.
Bogen minder mig i sin morale om Isabel Allendes roman ”Den usynlige by”, der ligeledes har temaet med ’de gode indianere mod de onde hvide’. Men hvor Allendes roman bliver meget frelst, er ”Den gamle mand der læste kærlighedsromaner” en lise for sjælen.
Jeg vil på det varmeste anbefale denne roman, der formår på en og samme tid at bevare det latinamerikanske sprogs syngende særpræg og at give os et indblik i virkelighedens magi.
Oversat fra spansk af Kirsten Nielsen efter 'Un viejo que leía novelas de amor'. Klim, 1993. 118 sider.
Det er vidunderligt at møde bøger, der får en til at opdage, hvor meget bras man egentligt læser. Det her er én af dem. Den handler om Antonio José Bolívar Proaño, der er en gammel mand. Han har set og oplevet mere end de fleste i løbet af sit ca. 70-årige liv, og det alt sammen bliver fortalt på knap 120 sider på ganske fremragende vis.
Antonio er flyttet til regnskoven som ung, og efter i to år at have kæmpet for et levebrød ved at forsøge at rydde skoven for at kunne dyrke den, giver han op og finder sig tilrette blandt shuar indianerne. Der har aldrig hersket nogen tvivl om, at han ikke er en af dem, men han er blevet accepteret og har nydt den ubegrænsede frihed – at spise, når man er sulten, sove når man har lyst og opspore dyr uden nødvendigvis at dræbe dem.
Bogen starter dog et helt andet sted. Antonio er blevet en gammel mand, der er vendt tilbage til de hvides selskab i den lille flække El Idilio (idyllen). Han betragter samfundet lidt på afstand, med naturmenneskets forståelse for ’de civiliseredes’ grådighed og forsøger at holde kløften på afstand ved at fordybe sig i sentimentale kærlighedsromaner.
Denne dag skal dog vise sig at tvinge Antonio Bolívar til at reagere. Nogle shuarer dukker op, medbringende liget af en hvid mand og for at forhindre den inkompetente borgmester i at begå justitsmord, må den gamle mand tage affære. Et hold mand bliver samlet, og jagten er gået ind.
Og nu viser det sig, hvor stor forståelse den gamle mand har fået for regnskoven og alle dens indbyggere. Den sidste kamp med dræberen bliver langvarig og hård, men udkæmpet på lige fod.
Bogen minder mig i sin morale om Isabel Allendes roman ”Den usynlige by”, der ligeledes har temaet med ’de gode indianere mod de onde hvide’. Men hvor Allendes roman bliver meget frelst, er ”Den gamle mand der læste kærlighedsromaner” en lise for sjælen.
Jeg vil på det varmeste anbefale denne roman, der formår på en og samme tid at bevare det latinamerikanske sprogs syngende særpræg og at give os et indblik i virkelighedens magi.
Oversat fra spansk af Kirsten Nielsen efter 'Un viejo que leía novelas de amor'. Klim, 1993. 118 sider.
Kommentarer