Fremragende fortælling om en mand, som bliver fundet død i den australske ødemark. Romanen udvikler sig til en gribende historie om en dysfunktionel familie.
I Queensland ligger to kvæggårde, hvis jorder grænser op mod hinanden, men med flere timers kørsel mellem sig. Begge gårde tilhører den samme familie. På den ene gård bor to brødre, Bub og Cameron, Camerons kone og to døtre, Camerons mor og en gammel medhjælper. Desuden er der et par backpackere, hvor kvinden underviser børnene og manden hjælper til på gården. På den anden gård bor den tredje bror Nathan helt alene, efter at han er blevet skilt. Han har besøg af sin søn, som han ikke har set så ofte efter skilsmissen.
Den nærmeste gård ligger flere hundrede kilometer væk, og den har et areal på størrelse med Sydney, og det i det lille samfund bor der omkring 65 mennesker og flere hundredetusinder stykker kvæg.
Det er den mellemste bror Cameron, som bliver fundet død foran gravstenen for den legendariske kvægdriver. Cameron havde noteret i kalenderen, at han ville reparere en radiomast langt fra det sted, han blev fundet. Hvad lavede han ved gravstenen, og hvorfor havde han forbrudt sig mod den uskrevne regel om aldrig at forlade sin bil, som for øvrigt var fyldt med vand og mad? Var det mord? Selvmord? Og hvorfor? Nathan og Cameron, de to ældste brødre, har altid haft et godt forhold til hinanden..
Efterhånden som historien skrider frem, og en udefrakommende politibetjent stiller spørgsmål om relationerne i familien og motiver for at dræbe Cameron, vælter skeletterne ud af skabet, og der bliver afsløret mange uoverensstemmelser, fortielser og løgne i familien.
Historien foregår omkring juletid, som er den varmeste periode i Australien, og under læsningen kunne jeg nærmest mærke heden, den ubarmhjertige sol og det røde støv, som lægger sig overalt. Nathan forsøger at forklare sin søn, hvorfor han ikke kan flytte til Brisbane:
”Der var noget særligt ved den skånselsløse varme, når solen stod højt på himlen,…..når han lod blikket glide over de vidtåbne sletter og så jordens skiftende farver . Det var det eneste tidspunkt, hvor han følte sig tilnærmelsesvis lykkelig. Det var barsk og uforsonligt, men det var hans hjem.”
Efter en lidt stille start tager fortællingen fart, så jeg til sidst have svært ved at lægge den fra mig, og romanen får min bedste anbefalinger, måske også til læsekredse, som ikke lader sig afskrække af, at der står "spændingsroman" på omslaget.
Jane Harper er født i England, men hun har boet Down Under, siden hun har 8 år. Det er hendes tredje roman på dansk.
Kommentarer