Anmeldelse
Den ensomme bodybuilder
Motoya bringer læseren ud i absurditetens afkroge for at belyse karakterernes brister med en enkelhed og styrke, der resonerer lang tid efter læsningen.
En kvinde har giftet sig med en mand lavet af strå. En helsebutik-ansat beslutter sig for at blive bodybuilder for at få sin husbonds opmærksomhed. En nyforelsket mand bliver udfordret til en dødelig duel af sin nye kæreste. En succesfuld kvinde forvandler sig til et spøgelse under det lykkeligste øjeblik i sit liv. Ovenstående er blot et udpluk af de 11 fantastiske noveller, der udgør japanske Yukiko Motoyas fremragende 'Den ensomme bodybuilder'.
Her er ikke tale om fantasy eller gys – og heller ikke helt magisk realisme – men om historier, som alle tager udgangspunkt i velkendte situationer med karakterer i identitetskrise, og som så – med et magisk pennestrøg – pludselig tager en drejning imod absurditeten. Der er både uhygge og humor, sorg og glæde, kaos og ro i disse smukke fortællinger, der leger rundt i det myrekrybende rum lige midt imellem virkelighed og fantasi.
Som i ’Prøverummet’, hvor en ekspedient vil gøre alt for at finde det præcis rigtige tøj til en kvindelig kunde, som har forskanset sig i prøverummet, men som intet tøj kan passe. Nok fordi kunden faktisk ikke er kvinde - eller menneske for den sags skyld.
Eller i ’Jeg kalder dit navn’, hvor en afdelingsleder er på randen af et identitetsmæssigt sammenbrud, da hun under et møde opdager en menneskeformet bule i det ene af møderummets gardiner.
Eller i ’Hundene’, hvor en kvinde har søgt arbejdsro i en afsidesliggende bjerghytte, hvor et kobbel hvide hunde pludselig opsøger hende, taler til hende og bliver venner med hende – alt sammen med en bagtanke, der først åbenbares til sidst.
Det er svært at sætte ord på, hvad der gør novellesamlingen så dragende. De 11 noveller bærer måske alle præg af magi, men mister – trods deforme væsener, talende hunde og flyvende pendlere med paraplyer (ja, de er der også) – aldrig jordforbindelsen. Så måske er det hele mystikken, der omgiver de identitetsfortabte karakterer igennem novellerne. Eller det stærke sprog, der enkelt og overlegent (i en fremragende oversættelse af Hanne Arnold) får os til tydeligt at se ind imellem sprækkerne på personerne. Eller måske er det bare de almenmenneskelige tematikker, som Motoya så fremragende gransker igennem fortællinger, og som er forbandet lette at relatere til.
I hvert fald bliver historierne siddende. Nogle for deres evne til at skabe relation imellem læser og karakter, andre for deres groteske visualiseringer af den skævvredne virkelighed, der beboer Motoyas Japan. Hun bringer os, med sine noveller, ud i absurditetens afkroge for at belyse karakterernes indre brister, og hun gør det med en enkelhed og styrke, der resonerer lang tid efter, man har lagt novellesamlingen fra sig.
Historierne er fulde af skarpe kommentarer til mande-/kvinderollerne i det moderne Japan, men man behøver ikke være fra Solens Rige for at sætte pris på Motoyas evne til at skildre kønsrollerne. Japansk er muligvis et sprog fjernt fra det danske, men japanske Yukiko Motoya taler igennem ’Den ensomme bodybuilder’ et sprog, som vi alle kan forstå.
Motoya bringer læseren ud i absurditetens afkroge for at belyse karakterernes brister med en enkelhed og styrke, der resonerer lang tid efter læsningen.
En kvinde har giftet sig med en mand lavet af strå. En helsebutik-ansat beslutter sig for at blive bodybuilder for at få sin husbonds opmærksomhed. En nyforelsket mand bliver udfordret til en dødelig duel af sin nye kæreste. En succesfuld kvinde forvandler sig til et spøgelse under det lykkeligste øjeblik i sit liv. Ovenstående er blot et udpluk af de 11 fantastiske noveller, der udgør japanske Yukiko Motoyas fremragende 'Den ensomme bodybuilder'.
Her er ikke tale om fantasy eller gys – og heller ikke helt magisk realisme – men om historier, som alle tager udgangspunkt i velkendte situationer med karakterer i identitetskrise, og som så – med et magisk pennestrøg – pludselig tager en drejning imod absurditeten. Der er både uhygge og humor, sorg og glæde, kaos og ro i disse smukke fortællinger, der leger rundt i det myrekrybende rum lige midt imellem virkelighed og fantasi.
Som i ’Prøverummet’, hvor en ekspedient vil gøre alt for at finde det præcis rigtige tøj til en kvindelig kunde, som har forskanset sig i prøverummet, men som intet tøj kan passe. Nok fordi kunden faktisk ikke er kvinde - eller menneske for den sags skyld.
Eller i ’Jeg kalder dit navn’, hvor en afdelingsleder er på randen af et identitetsmæssigt sammenbrud, da hun under et møde opdager en menneskeformet bule i det ene af møderummets gardiner.
Eller i ’Hundene’, hvor en kvinde har søgt arbejdsro i en afsidesliggende bjerghytte, hvor et kobbel hvide hunde pludselig opsøger hende, taler til hende og bliver venner med hende – alt sammen med en bagtanke, der først åbenbares til sidst.
Det er svært at sætte ord på, hvad der gør novellesamlingen så dragende. De 11 noveller bærer måske alle præg af magi, men mister – trods deforme væsener, talende hunde og flyvende pendlere med paraplyer (ja, de er der også) – aldrig jordforbindelsen. Så måske er det hele mystikken, der omgiver de identitetsfortabte karakterer igennem novellerne. Eller det stærke sprog, der enkelt og overlegent (i en fremragende oversættelse af Hanne Arnold) får os til tydeligt at se ind imellem sprækkerne på personerne. Eller måske er det bare de almenmenneskelige tematikker, som Motoya så fremragende gransker igennem fortællinger, og som er forbandet lette at relatere til.
I hvert fald bliver historierne siddende. Nogle for deres evne til at skabe relation imellem læser og karakter, andre for deres groteske visualiseringer af den skævvredne virkelighed, der beboer Motoyas Japan. Hun bringer os, med sine noveller, ud i absurditetens afkroge for at belyse karakterernes indre brister, og hun gør det med en enkelhed og styrke, der resonerer lang tid efter, man har lagt novellesamlingen fra sig.
Historierne er fulde af skarpe kommentarer til mande-/kvinderollerne i det moderne Japan, men man behøver ikke være fra Solens Rige for at sætte pris på Motoyas evne til at skildre kønsrollerne. Japansk er muligvis et sprog fjernt fra det danske, men japanske Yukiko Motoya taler igennem ’Den ensomme bodybuilder’ et sprog, som vi alle kan forstå.
Kommentarer