Anmeldelse
Den bortkomne af Hans-Ulrich Treichel
Den bortkomne af Hans-Ulrich Treichel anbefalet af bibliotekar Ianne Elo, Bibliotekerne i Søllerød
Lån bogen på 
I grunden er denne lille bog grusom – men tonen er lettere grotesk og omstændelig, så det er let at overse, at det faktisk er meget synd for personerne.
Fortælleren er en ung mand, som altid har været næsten usynlig for sine forældre. De er nemlig helt forblindet af mindet om den spæde søn, de mistede under flugten fra russerne i krigens sidste tid. Som dreng er fortælleren næsten stolt over storebroderen - ”Der var ikke én af mine kammerater, der havde en død bror, for slet ikke at tale om en bror, der var død af sult under flugten fra russerne”.
Historien gentages ofte af den grådkvalte mor, mens hun betraqter et foto af ”Arnold, der sad på et hvidt uldtæppe og var glad”. Men en dag åbenbares sandheden: Arnold er slet ikke død - han er blevet borte under flugten. Faderen (tidligere bonde ”østpå”, nu viktualiegrosserer), og især moderen er besat af tanken om at finde Arnold og få ham tilbage til familien.
Der følger nogle groteske undersøgelser, som skal godtgøre, om hittebarn nummer 2307 (nu en ung mand) kan være deres søn. Der undersøges på fingeraftryk, blod og fotos – og der udføres en retsmedicinsk undersøgelse, som involverer analyser af bl.a. hovedform, panderelief og øreform. Det er dog ”i høj grad usandsynligt”, at der er slægtskab med nr. 2307. Til sidst en herligt beskrevet ”antropologisk-arvebiologisk afstamningsundersøgelse” i Heidelberg.
Alle disse undersøgelser viser en stor lighed mellem fortæller-sønnen og hittebarnet. Det groteske er, at forældrene stadig ikke får øje på den søn, de lever med til daglig!
Denne bog i lille format er kun godt 100 sider lang – og den er skrevet i ét afsnit uden afbrydelser. Den oversete drengs stemme fortæller stort og småt, i et lidt gammelmodigt og højtideligt sprog.
Men den grusomme humor lurer lige under overfladen. Gang på gang må man more sig over skønne detaljer fra livet i den lille by og fra drengens liv med den koleriske viktualiefar, som elsker svinehoved tilberedt på alskens måder, og med den nervøse og dog beregnende mor.
Oversat fra tysk af Anneli Høier. Forlaget Rosinante, 1999. 104 sider
Læs også af Hans-Ulrich Treichel: 'Den jordiske Amor', 2003 og 'Tristanakkord' fra 2001.
Der findes 2 anbefalinger af den sidste på Litteratursiden: Tristanakkord1 og Tristanakkord2
Den bortkomne af Hans-Ulrich Treichel anbefalet af bibliotekar Ianne Elo, Bibliotekerne i Søllerød
Lån bogen på
I grunden er denne lille bog grusom – men tonen er lettere grotesk og omstændelig, så det er let at overse, at det faktisk er meget synd for personerne.
Fortælleren er en ung mand, som altid har været næsten usynlig for sine forældre. De er nemlig helt forblindet af mindet om den spæde søn, de mistede under flugten fra russerne i krigens sidste tid. Som dreng er fortælleren næsten stolt over storebroderen - ”Der var ikke én af mine kammerater, der havde en død bror, for slet ikke at tale om en bror, der var død af sult under flugten fra russerne”.
Historien gentages ofte af den grådkvalte mor, mens hun betraqter et foto af ”Arnold, der sad på et hvidt uldtæppe og var glad”. Men en dag åbenbares sandheden: Arnold er slet ikke død - han er blevet borte under flugten. Faderen (tidligere bonde ”østpå”, nu viktualiegrosserer), og især moderen er besat af tanken om at finde Arnold og få ham tilbage til familien.
Der følger nogle groteske undersøgelser, som skal godtgøre, om hittebarn nummer 2307 (nu en ung mand) kan være deres søn. Der undersøges på fingeraftryk, blod og fotos – og der udføres en retsmedicinsk undersøgelse, som involverer analyser af bl.a. hovedform, panderelief og øreform. Det er dog ”i høj grad usandsynligt”, at der er slægtskab med nr. 2307. Til sidst en herligt beskrevet ”antropologisk-arvebiologisk afstamningsundersøgelse” i Heidelberg.
Alle disse undersøgelser viser en stor lighed mellem fortæller-sønnen og hittebarnet. Det groteske er, at forældrene stadig ikke får øje på den søn, de lever med til daglig!
Denne bog i lille format er kun godt 100 sider lang – og den er skrevet i ét afsnit uden afbrydelser. Den oversete drengs stemme fortæller stort og småt, i et lidt gammelmodigt og højtideligt sprog.
Men den grusomme humor lurer lige under overfladen. Gang på gang må man more sig over skønne detaljer fra livet i den lille by og fra drengens liv med den koleriske viktualiefar, som elsker svinehoved tilberedt på alskens måder, og med den nervøse og dog beregnende mor.
Oversat fra tysk af Anneli Høier. Forlaget Rosinante, 1999. 104 sider
Læs også af Hans-Ulrich Treichel: 'Den jordiske Amor', 2003 og 'Tristanakkord' fra 2001.
Der findes 2 anbefalinger af den sidste på Litteratursiden: Tristanakkord1 og Tristanakkord2
Kommentarer