Med et kor af stemmer, indvævet og broget som brokade – fra kardinaler til kammerpiger og fra dydsmønstre til døgenigte - skrives levende historie fra renæssancetidens Italien.
I slutningen af 1500-tallet er magtbalancen mellem de nye verdslige fyrstestater og pavemagten nogenlunde stabil, men dog under stadig udfordring i en verden af korruption og nepotisme. I bogens start er paven Gregor den 13., en magtsyg og begærlig mand, der misbruger sine gejstlige beføjelser. Efter hans død overværer vi konciliets rænkespil og studehandler, der sikrer valget af kardinal Montalto til ny pave under navnet Sixtus Quintus – han er hård, men retfærdig og får på kort tid genoprettet Vatikanets økonomi og administration.
På de ydre linjer er der tale om et fuldstændigt mandsdomineret samfund. Al den formelle magt ligger hos mændene – en ægtemand har f.eks. ret til at dræbe en utro hustru, mens han selv kan tage alle de elskerinder, han vil. Men bag hjemmets fire vægge udnytter kvinderne med stor list og snilde de midler, der er dem givet, og de er bestemt ikke uden indflydelse.
Dette er den historiske baggrund for bogens handling, der fortælles fra skiftende synsvinkler. Den eneste, der ikke kommer til orde, er titelpersonen, den underskønne Vittoria. Hun kommer fra en falleret borgerfamilie, men hendes mor har honnette ambitioner og hendes tvillingebror kalder sig adelig. Ikke alene er Vittoria smuk, hun er også godhjertet og dannet, kan f.eks. læse latin. Hendes smukkeste pryd er den bølgende kåbe af gyldent hår, der når hende til fødderne.
Vittoria tænder ild i mænds bryst og lænder, så de ganske mister deres forstand. Mænd bliver myrdet og oprør anstiftet for hendes skyld. Hendes skønhed bringer hende i holdne kår. Først bliver hun gift med kardinal Montaltos adoptivsøn, og derefter med en fyrste. Men da mændene omkring hende også har et voldsomt begær efter ære, magt og rigdom, får Vittoria en meget dramatisk skæbne …
Her udgydes blod og elskes lidenskabeligt som i den værste trivialroman, men fortalt med indsigt i historiske intriger og psykologisk dybde, krydret med latinske sentenser og spidsfindig lune. Beretningen bliver nuanceret og kontrapunktisk ved det fortællemæssige kneb med at lade persongalleriet føre ordet. Mænd, kvinder, fyrster og tjenestefolk taler med hver sin tunge og medvirker til at gøre en fjern fortid levende for vore øjne.
Oversat fra fransk af Inger Bang efter 'L'idole'. Forum, 1989. 298 sider.
Kommentarer