En smukt illustreret og levende fortalt opdagelsesrejse til ti endnu beboede danske småøer.
Christina Vorre er en glimrende kronikør af livet på de danske småøer. I sin tidligere bog Forladt beskrev hun tyve ubeboede danske småøer. I denne bog er turen kommet til ti endnu beboede danske småøer fordelt over hele landet. Forfatteren er en levende fortæller, og hendes bog er en meget vellykket blanding af lokalhistorie og personalhistorie.
Med afstikkere til både den fjerne og nære fortid lader Vorre øernes nuværende beboere komme til orde. Hun giver et godt indtryk af livet på øerne før og nu krydret med små anekdoter, som den gode historie om præsten og fyrmesteren på Hirsholmene, der gerådede i slagsmål over nogle gåseæg, og det endte med, at selveste kong Christian X måtte gribe ind! De atmosfærefyldte fotos af mennesker og miljøer føjer en ekstra dimension til bogen.
De ti øer, der beskrives, er endnu beboede, men meget tyder på, at flere af dem i den nære fremtid vil blive forladt. Fælles for dem alle er, at befolkningstallet er faldet gennem de seneste 100 år. En udvikling, der ser ud til at fortsætte, selv om flere af øerne kæmper for at overleve.
Der er flere grunde til udviklingen. Øerne har svært ved at brødføde sig selv. De er ikke store nok til et rentabelt landbrug, selv om Livø har succes med økologisk landbrug, men også her er fremtiden uvis. Det er også gået tilbage for fiskeriet. Skoler er lukkede, købmænd har drejet nøglen om, fyrtårne er blevet automatiserede, og forbindelsen til fastlandet gør det svært at pendle. Endelig ligger nogle af øerne lavt og er helt i elementernes vold, som Mandø, hvor stormfloder flere gange har skyllet mennesker, dyr og huse i havet.
Øboerne er et særligt folkefærd, og de fastboende bytter nødigt deres liv ud med en tilværelse på fastlandet. Forfatteren har en særlig evne til at gøre de enkelte menneskeskæbner meget vedkommende. Hun har på engagerende vis indfanget et lille stykke dansk udkantskultur, der endnu er levende, men måske ikke så meget længere.
Bogen giver anledning til en række spørgsmål om øernes fremtid. Skal husene bare stå og forfalde, når den sidste øbo har givet op? For Saltholm, der ligger tæt på København, har man haft store planer om et grønt højhusbyggeri til afhjælpning af boligmanglen i København, eller anlæggelse af en storlufthavn. Det er ikke blevet til noget, og Saltholm huser nu en flok får og to mennesker. Er turismen redningen eller det modsatte?
På Mandø satser man på bed & breakfast til nogle få turister og ønsker ikke at få øen plastret til med store hoteller. På den privatejede Vejrø er man gået i den modsatte retning og har opført et luksusresort. Men skal man sælge ud af den danske kulturarv og gøre den til en tumleplads for velhavere? Kan man overhovedet vende udviklingen og hvordan?
Kommentarer