Det er ikke alt, der er til at grine af, men balancen mellem det melankolske og humoristiske er elegant og vellykket i denne poetiske roman om kærlighed og levet liv.
Den pensionerede hjertekirurg Birgitte Solheim har altid prioriteret karrieren over familielivet. Nu sidder hun alene i sin lejlighed i Paris. Men er det nogensinde for sent at opleve kærligheden?
Birgitte er efterhånden så gammel, at de fleste af hendes venner er døde. Hun orker ikke længere at rejse, hverken for at deltage som æresgæst til de store medicinkonferencer, som hun fortsat bliver inviteret til, eller for at se sin bekymrede lillesøster til jul. En dag møder Birgitte Javiér, og selvom han er gammel og lugter lidt specielt, så er han en skøn person, og kærligheden vokser lige så stille mellem de to i den sidste fase i deres liv.
Romanen er en meget fin fortælling om forskellen på at være alene og at være ensom. Birgitte er aldrig ked af sin tilværelse, men ser på den med stor indsigt og i virkeligheden stor forståelse overfor sine egne beslutninger. Hun har, som de fleste mennesker, komplekse følelser overfor mange af de valg, hun har truffet og også søsterens omsorg er svær for Birgitte at tage ind på den rigtige måde.
Romanen består af små korte kapitler, og sproget overrasker med en humoristisk tone, der nænsomt løfter de store tematikker, der er på spil i romanen; familieliv, kærlighed og død.
Det er bestemt ikke alt, der er til at grine af, men balancen mellem det melankolske og humoristiske er elegant og utrolig vellykket i denne skønne lille perle af en roman, der kan læses af alle uanset alder.
Kommentarer