Roskildefestivalen skulle fejre sit 50-års jubilæum i 2020, men en vis virus kom i vejen. Til gengæld kunne den ikke stoppe dette flotte jubilæumsskrift.
Forfatteren er journalist med blandt andet kulturanalyse som felt, og det er disse evner, hun trækker på i dette værk, der dermed ikke bliver et traditionelt jubilæumsskrift med en kronologisk gennemgang af diverse kunstneriske højdepunkter.
Bogen er delt i tre store dele. Den første ser på festivalen som en følge af 68-oprøret, hvor pointen er, at Roskilde er en af de få institutioner, der opstod af ungdomsoprøret, der stadig eksisterer mere eller mindre i sin grundform. Det er i stærk modsætning til andre af oprørets ikoner som fx Tvind og Christiania. Den adskiller sig også fra andre institutioner ved at være bredt accepteret af et bredt politisk spektrum og ved at have en bred lokal forankring. Ikke blot det omkringliggende foreningsliv tjener godt på både at have boder og får støtte, men der ligges også rigtig mange penge i byens handelsliv.
Næste afsnit omhandler festivalens rum, og her gennemgås mange af de scener og subkulturer, der med tiden er opstået og hele tiden dukker op. Nok er Roskilde først og fremmest en musikfestival, men livet i teltlejrene er for mange mindst lige så tiltrækkende som et frirum fra den daglige trummerum. Ikke alle subkulturer har været lige forenelige med festivalens overordnede linje, så af og til har der måttet tys til topstyring af anarkiet.
Sidste afsnit handler som om det egentlige, musikken. Her er der heller ikke bare talen om en gennemgang af greatest hits, men lige så meget en gennemgang af de diskussioner, der har været om de valgte musikalske linjer.
Det er altså ikke et festskrift, der bare stryger festivalen med hårene. Der er ikke lagt skjul på uenigheder og uheldige håndteringer, men med sine fine tekster og overvældende fotodokumentation er det en rimelig erstatning for den udskudte festival og en gave lang tid fremover til forhenværende og kommende deltagere.
Kommentarer