Anmeldelse
De levende af Annie Dillard
Stor og intens skildring af nybyggere og deres barske liv i sidste halvdel af det 18-århundrede. Historien skildrer en række personer og begivenheder i det nordvestlige Amerika.
Historien starter i året 1855, hvor familien Fishburn ankommer til den øde og næsten ikke beboede egn omkring Whatcom i staten Washington. Det er en egn totalt domineret af skov og atter skov, og hidtil har kun indianerne kunnet overleve i den vilde og voldsomme natur. Sammen med nogle få andre hvide og de venligtsindede indianere kæmper familien en intens kamp for at få ryddet noget jord, så de kan begynde at opdyrke jorden, og selvom faderen tidligt omkommer tragisk under boring efter vand, klarer resten af familien sig igennem, og langsomt begynder der at følge andre nybyggere efter.
Bogen følger sønnen Clare Fishburns videre liv frem til voksenlivet, hvor han bl.a. støder ind i den dybt psykotiske og splittergale Obenchain, men ved også i forskellige afsnit at lade forskellige andre familier fra egnen få hovedrollen, smelter historien i sin helhed sammen til at være en skildring af livet og udviklingen i denne - Amerikas sidste rigtige - ødemark.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til denne bog. Forfatteren er meget anerkendt i sit hjemland, og denne titel har fået helt fabelagtige anmeldelser.
Et stykke hen ad vejen kan man nu sagtens følge de fine ord. Naturbeskrivelserne med de altdominerende træer er i et flot og blomstrende sprog, og samfundsudviklingen er omhyggeligt og grundigt beskrevet. På mange måder er det da også en bog, man bliver grebet af, og en bog, der egentlig også gør en klogere på livet, døden og meningen med det hele, men samtidig er det helt bestemt ikke nogen let bog at gå til.
Sproget og handlingen skrider langsomt frem, og de mange personer skildres omhyggeligt og intenst, hvilket alt sammen naturligvis er med til at besværliggøre læsningen, men den helt store forhindring er i mine øjne, at det i virkeligheden er samfundet og byen, der er hovedpersonen i fortællingen, og det gør det svært at finde noget at identificere sig med.
Konklusionen må dog nu alligevel munde ud i en anbefaling - prøv den, giv dig god tid, og du vil finde en fortælling, der ikke sådan er lige til at ryste af sig.
Stor og intens skildring af nybyggere og deres barske liv i sidste halvdel af det 18-århundrede. Historien skildrer en række personer og begivenheder i det nordvestlige Amerika.
Historien starter i året 1855, hvor familien Fishburn ankommer til den øde og næsten ikke beboede egn omkring Whatcom i staten Washington. Det er en egn totalt domineret af skov og atter skov, og hidtil har kun indianerne kunnet overleve i den vilde og voldsomme natur. Sammen med nogle få andre hvide og de venligtsindede indianere kæmper familien en intens kamp for at få ryddet noget jord, så de kan begynde at opdyrke jorden, og selvom faderen tidligt omkommer tragisk under boring efter vand, klarer resten af familien sig igennem, og langsomt begynder der at følge andre nybyggere efter.
Bogen følger sønnen Clare Fishburns videre liv frem til voksenlivet, hvor han bl.a. støder ind i den dybt psykotiske og splittergale Obenchain, men ved også i forskellige afsnit at lade forskellige andre familier fra egnen få hovedrollen, smelter historien i sin helhed sammen til at være en skildring af livet og udviklingen i denne - Amerikas sidste rigtige - ødemark.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til denne bog. Forfatteren er meget anerkendt i sit hjemland, og denne titel har fået helt fabelagtige anmeldelser.
Et stykke hen ad vejen kan man nu sagtens følge de fine ord. Naturbeskrivelserne med de altdominerende træer er i et flot og blomstrende sprog, og samfundsudviklingen er omhyggeligt og grundigt beskrevet. På mange måder er det da også en bog, man bliver grebet af, og en bog, der egentlig også gør en klogere på livet, døden og meningen med det hele, men samtidig er det helt bestemt ikke nogen let bog at gå til.
Sproget og handlingen skrider langsomt frem, og de mange personer skildres omhyggeligt og intenst, hvilket alt sammen naturligvis er med til at besværliggøre læsningen, men den helt store forhindring er i mine øjne, at det i virkeligheden er samfundet og byen, der er hovedpersonen i fortællingen, og det gør det svært at finde noget at identificere sig med.
Konklusionen må dog nu alligevel munde ud i en anbefaling - prøv den, giv dig god tid, og du vil finde en fortælling, der ikke sådan er lige til at ryste af sig.
Kommentarer