”Dametur” har træk tilfælles med Ole Bornedals fabelagtige roadmovie-serie ”Charlot og Charlotte” fra 1996, da det simpelthen er en ”roadroman”.
Tre generationer er hovedpersonerne: Esther på 83, hendes svigerdatter Irene på 55 og Karina på 19, der er halvvejs kæreste med Irenes lettere håbløse søn.
I en rød Mercedes går turen gennem Danmark fra København til Hjørring med Karina som chauffør. Missionens mål er et plejehjem, hvor Esther skal installeres. Under overfladen lurer konflikterne, og langsomt afdækkes de tre kvinders skæbner. Tavsheden og høfligheden dominerer stemningen, men de absurde situationer, der pludselig opstår på turen, får efterhånden skallen til at krakelere og barriererne til at falde.
På et cafeteria på en rasteplads ved Korsør overfaldes Karina verbalt af en stamkunde. Promte, uventet og lynhurtigt reagerer Esther, og hun angriber kunden med sin stok. Det viser sig, at hun aldrig har brudt sig om sydsjællændere! Det umage trekløver nærmest flygter fra rastepladsen og nu med Irene ved rattet. ”Hvad alverdens terapeutiske samtaler ikke har kunne udrette, har et småracistisk intermezzo på en rasteplads uden for Korsør gjort” (s. 92).
På vej over Fyn meddeler Esther, at hun vil have ”en ordentlig frokost”, og turen går derfor til Falsled kro. Det besøg blotlægger endnu en gang de tre kvinders enorme forskellighed.
Romanen er komponeret sådan, at hovedpersonerne taler i hver sine kapitler. Således får vi oplevelserne belyst fra flere synsvinkler; det har en god effekt på fortællingen, og det giver et godt flow.
Forholdet mellem Irene og Esther er efter fire årtier mere end køligt. Tonen er udpræget høflig, og Irene taler til sin svigermor i tredje person. Meget er usagt mellem dem, og i flashbacks fortælles historien om, hvordan Irene aldrig har følt sig velkommen i svigerfamilien. Derfor tager hun nu sin egen form for hævn ved åbenlyst at foragte den ældede svigermor.
Irene lever i et ulykkeligt ægteskab uden nærværende kontakt med hverken mand eller børn. Hun har levet et privilegeret overklasseliv, men er langt fra lykkelig. Hendes bornerthed og fine vaner bliver endnu tydeligere i mødet med Karina, der er et utilpasset adoptivbarn uden særligt gode manerer – ikke ligefrem Irenes drøm af en svigerdatter. Desuden afslører Karina en hemmelighed, der kommer bag på Irene.
Det er langt fra en behagelig familieudflugt, de tre kvinder har bevæget sig ud på, og det gør debutromanen skæv, interessant og underholdende. Den er stramt skrevet med korte præcise sætninger, og det passer genialt til handlingen at lade hovedpersonerne komme til orde på skift. En form for forsoning er der åbnet mulighed for, men hvordan skal ikke afsløres her.
Ries, 2004. 215 sider. Kr 225,-
Læs de første kapitler her
Læs mere om Ulla Taylor
Kommentarer