Anmeldelse
Da Carl næsten sov i telt
Sjette bind af Ida Jessens og Hanne Bartholins poetiske billedbogserie om elefanten Carl fanger og fortryller. Og denne gang særligt børnene.
Jeg må indrømme, at jeg nogle gange har været i tvivl om, hvorvidt min søn på tre i virkeligheden selv har ønsket at få læst højt af Carl-bøgerne, eller om det måske er mig, der har tvunget bøgerne ind på hans højtlæsningsliste. Jeg har nemlig flere gange oplevet mig selv stå og argumentere for, at vi skulle læse en af bøgerne fra Carl-serien, mens min søn stædigt og krampagtigt og til tider temmelig vredt har holdt ved sit ønske om at læse Batman, Vitello, Lasse-Leif eller Mimbo Jimbo og kategorisk har nægtet at læse en af de efterhånden mange Carl-bøger i serien. (Alle, der har en tre-årig, ved, hvordan de kan blive, hvis man kommer på tværs af deres ønsker og forestillinger. Og for dem, der ikke kender til den vrede, der ligesom kan kortslutte alt inde i deres lille krop, kan jeg på det varmeste anbefale at læse Da Carl blev rasende).
På en måde har jeg godt kunnet forstå min søns manglende interesse for Carl-bøgerne. For på trods af at Carl igennem serien bliver både vred, rasende og (næsten) ond, så er handlingen aldrig opskruet tempofyldt, voldsom eller fræk. Og Carl-bøgerne handler ikke om superhelte, og de handler ikke om slik eller våben (de tre vigtigste elementer i min søns liv, udover Lego selvfølgelig).
Når vi alligevel har alle seks bind i serien stående i reolen herhjemme, så skyldes det vel nok i bund og grund min stædige og vedholdende insisteren på, at Carl-serien er fantastisk god børnelitteratur, som min søn med tiden vil komme til at elske. Lige siden den første Carl-bog udkom, har jeg nemlig personligt været hovedkulds forelsket i seriens poetiske og smukke univers. Og så har jeg været helt vild med dens måde at formidle børns følelser på gennem elefantbarnet Carl. Følelser som jalousi, uretfærdighed og vrede.
Da jeg således har været i tvivl, om Carl-serien i virkeligheden i højere grad er børnebøger for voksne end børnebøger for børn, så besluttede jeg mig for at anmelde sjette bind af serien Da Carl næsten sov i telt ud fra min søns reaktion på bogen. Og jeg er lettet over at kunne konstatere, at min søn simpelthen er helt opslugt af Da Carl næsten sov i telt. Siden vi åbnede bogen for første gang i går aftes, har jeg nu læst historien højt hele seks gange (og det kunne være blevet til flere, hvis jeg ikke havde skullet arbejde eller lave aftensmad her til aften).
En af grundene til, at denne Carl-bog i så høj grad fanger interessen, tror jeg, skyldes, at Da Carl næsten sov i telt er markant anderledes end de andre bøger i serien. Billederne er stadig lige stemningsfyldte, poetiske og tegnet fra overraskende skægge vinkler. Farverne er stadig lige dybe, følelsesladede og smukke (den gennemgående farve i dette Carl-bind er den natblå, der changerer over i en måneskinssølv). Og teksterne er stadig lige knappe og beskrivende i alt det, der står usagt mellem linjerne. Men den gennemgående følelse i bogen er anderledes. Bogen er sjov på en mere direkte og mindre underspillet måde (Fannys definition af et pindsvin som et dyr, der pinder og sviner eller idéen om, at en gorilla står udenfor og smider bananer på teltet, er overrumplende og sjove).
Og så det helt centralt anderledes ved dette bind: Carl føler sig ikke længere udenfor. Han bliver ikke overset af sine forældre, han oplever hverken at blive drillet eller chikaneret af sin storebror Albert, han skal ikke dele farmorens stråleglans med en irriterende nabo eller være ansvarlig for sin lillebror Max. I Da Carl næsten sov i telt er Carl suverænt ovenpå, mens forældrene for en gangs skyld er dem, der bekymrer sig, mens de ligger vågne i dobbeltsengen med sammenflettede snabler. For samme gangs skyld har Carl endelig Fanny helt for sig selv, og selv om det er lidt uhyggeligt at ligge ude i et telt om natten, så bliver Carl aldrig for alvor bange.
Frygten for det store mørke, hvor farlige dyr kan lure, afløses hurtigt af ønsket om at redde den lille stakkels mus, der ikke kan finde hjem til sin mor. Og da den oprindelige frygt for mørket er overkommet, mødes Carl og Fanny af den smukkeste stjerneklare nat udenfor teltet. Naturen, der i den grad åbner sig for dem udenfor teltet i al sin skønhed og vælde, giver følelsen af en pludselig opstået frihed i en børneverden, hvor fred og tryghed og harmoni hersker.
Og sådan går alt op i en højere enhed i Da Carl næsten sov i telt for både Carl og Fanny og læseren. Særligt for den tre-årige, der også gerne snart igen vil med på nattur med lommelygte og stjerneskud på himlen.
Originally published by Arendse Ørding, Litteratursiden.
Sjette bind af Ida Jessens og Hanne Bartholins poetiske billedbogserie om elefanten Carl fanger og fortryller. Og denne gang særligt børnene.
Jeg må indrømme, at jeg nogle gange har været i tvivl om, hvorvidt min søn på tre i virkeligheden selv har ønsket at få læst højt af Carl-bøgerne, eller om det måske er mig, der har tvunget bøgerne ind på hans højtlæsningsliste. Jeg har nemlig flere gange oplevet mig selv stå og argumentere for, at vi skulle læse en af bøgerne fra Carl-serien, mens min søn stædigt og krampagtigt og til tider temmelig vredt har holdt ved sit ønske om at læse Batman, Vitello, Lasse-Leif eller Mimbo Jimbo og kategorisk har nægtet at læse en af de efterhånden mange Carl-bøger i serien. (Alle, der har en tre-årig, ved, hvordan de kan blive, hvis man kommer på tværs af deres ønsker og forestillinger. Og for dem, der ikke kender til den vrede, der ligesom kan kortslutte alt inde i deres lille krop, kan jeg på det varmeste anbefale at læse Da Carl blev rasende).
På en måde har jeg godt kunnet forstå min søns manglende interesse for Carl-bøgerne. For på trods af at Carl igennem serien bliver både vred, rasende og (næsten) ond, så er handlingen aldrig opskruet tempofyldt, voldsom eller fræk. Og Carl-bøgerne handler ikke om superhelte, og de handler ikke om slik eller våben (de tre vigtigste elementer i min søns liv, udover Lego selvfølgelig).
Når vi alligevel har alle seks bind i serien stående i reolen herhjemme, så skyldes det vel nok i bund og grund min stædige og vedholdende insisteren på, at Carl-serien er fantastisk god børnelitteratur, som min søn med tiden vil komme til at elske. Lige siden den første Carl-bog udkom, har jeg nemlig personligt været hovedkulds forelsket i seriens poetiske og smukke univers. Og så har jeg været helt vild med dens måde at formidle børns følelser på gennem elefantbarnet Carl. Følelser som jalousi, uretfærdighed og vrede.
Da jeg således har været i tvivl, om Carl-serien i virkeligheden i højere grad er børnebøger for voksne end børnebøger for børn, så besluttede jeg mig for at anmelde sjette bind af serien Da Carl næsten sov i telt ud fra min søns reaktion på bogen. Og jeg er lettet over at kunne konstatere, at min søn simpelthen er helt opslugt af Da Carl næsten sov i telt. Siden vi åbnede bogen for første gang i går aftes, har jeg nu læst historien højt hele seks gange (og det kunne være blevet til flere, hvis jeg ikke havde skullet arbejde eller lave aftensmad her til aften).
En af grundene til, at denne Carl-bog i så høj grad fanger interessen, tror jeg, skyldes, at Da Carl næsten sov i telt er markant anderledes end de andre bøger i serien. Billederne er stadig lige stemningsfyldte, poetiske og tegnet fra overraskende skægge vinkler. Farverne er stadig lige dybe, følelsesladede og smukke (den gennemgående farve i dette Carl-bind er den natblå, der changerer over i en måneskinssølv). Og teksterne er stadig lige knappe og beskrivende i alt det, der står usagt mellem linjerne. Men den gennemgående følelse i bogen er anderledes. Bogen er sjov på en mere direkte og mindre underspillet måde (Fannys definition af et pindsvin som et dyr, der pinder og sviner eller idéen om, at en gorilla står udenfor og smider bananer på teltet, er overrumplende og sjove).
Og så det helt centralt anderledes ved dette bind: Carl føler sig ikke længere udenfor. Han bliver ikke overset af sine forældre, han oplever hverken at blive drillet eller chikaneret af sin storebror Albert, han skal ikke dele farmorens stråleglans med en irriterende nabo eller være ansvarlig for sin lillebror Max. I Da Carl næsten sov i telt er Carl suverænt ovenpå, mens forældrene for en gangs skyld er dem, der bekymrer sig, mens de ligger vågne i dobbeltsengen med sammenflettede snabler. For samme gangs skyld har Carl endelig Fanny helt for sig selv, og selv om det er lidt uhyggeligt at ligge ude i et telt om natten, så bliver Carl aldrig for alvor bange.
Frygten for det store mørke, hvor farlige dyr kan lure, afløses hurtigt af ønsket om at redde den lille stakkels mus, der ikke kan finde hjem til sin mor. Og da den oprindelige frygt for mørket er overkommet, mødes Carl og Fanny af den smukkeste stjerneklare nat udenfor teltet. Naturen, der i den grad åbner sig for dem udenfor teltet i al sin skønhed og vælde, giver følelsen af en pludselig opstået frihed i en børneverden, hvor fred og tryghed og harmoni hersker.
Og sådan går alt op i en højere enhed i Da Carl næsten sov i telt for både Carl og Fanny og læseren. Særligt for den tre-årige, der også gerne snart igen vil med på nattur med lommelygte og stjerneskud på himlen.
Originally published by Arendse Ørding, Litteratursiden.
Kommentarer