Når en by bliver et fængsel. Følg fire skæbner i det belejrede Sarajevo i 1990'erne.
I aftes læste jeg Steven Galloways gribende og grumme roman "Cellisten fra Sarajevo". Det er altid voldsomt at læse om enkelt menneskes barske og grumme oplevelser i krigshærgede områder. Især er det voldsomt at læse om en krig der er foregået så tæt på, for så få år siden. Det er næsten ikke til at forstå.
For en halv time siden, umiddelbart før jeg satte mig for at skrive denne anbefaling. Læste jeg i dagens avis et blogindlæg fra en kvinde bosiddende i Gaza. Gaza, der i disse dage beskydes og bombes. Hun fortalte bl.a. om hvordan hendes naboer gav deres børn sovepiller, så de kunne sove om natten uden at blive vækket af bomberne. Det er slet ikke til at forstå.
Den sørgelige sandhed er at krig i den grad er en del af virkeligheden for mange mennesker i verden - tæt på og langt væk. Det er en trist og alvorlig sag. Hvad krig gør ved mennesker og deres liv, kan man få en oplevelse af ved at læse denne nærmest klaustrofobiske roman, der foregår i Sarajevo. Sarajevos indbyggere er spæret inde i byen, der er omringet af snigskytter. Elektricitet kan de kigge langt efter, og vand skal de gå langt efter – hvis de tør. For hver gang man bevæger sig uden for en dør, er der stor sandsynlighed for at blive skudt.
Romanen følger på skift 4 forskellige personer: 3 uden riffel og 1 med. Nogen der bare har sig selv at passe på og holde i live, og nogen der har ansvar for andre. Nogen der savner nogen der er døde, og nogen der savner nogen der er i live, men sluppet ud af byen.
Det er en rejse ind i det ufatteligt pressede menneskes sind og liv. Det er en bog der får en til at holde vejret.
Kommentarer