Anmeldelse
Broken music af Sting
- Log ind for at skrive kommentarer
I en sen nattetime i 1983, da der endnu fandtes nøgterne og seriøse radioværter på P3, spilledes et dugfrisk nummer med The Police: "Every Breath You Take" – og jeg var solgt på stedet!
Dét var fra, hvad der skulle vise sig at blive denne holdbare gruppes sidste LP, "Synchronocity". Især forgrundsfiguren, bassisten og sangeren/sangskriveren Sting (alias Gordon Matthew Sumner, f. 2.10.1951) har jeg holdt ved lige siden.
Nærmere præsentation vil være overflødig, men forleden faldt jeg over en rammende karakteristik af hans særlige talent. Rockanmelderen Torben Bille udgav i 2001 bogen "Lydspor – 100 af verdens bedste rockplader." Dét er guf for gamle rockvrag! Ét af hans subjektive valg er Stings "Ten Summoners Tales" fra 1994. Bille siger her: "...Sting synger, som er han den egentlige grund til, at Gud opfandt sangen. Han behersker både det hviskende-vibrerende, intime og det helt store souludtræk. Hans pauseringsteknik er sublim, og han gør dét at synge til en anden måde at trække vejret på."
I strømmen af fanbøger har Sting nu skrevet sin egen historie. Klogeligt valgte det danske forlag at bevare den fine engelske titel. På et tidspunkt solgte hans forældre deres klaver, hvorpå han flittigt opsøgte sin mormor, der havde et. Teenageren hamrede løs, og den plagede mormor bad ham, om han da ikke kunne spille lidt anderledes end denne 'broken music' - forvrængede, akavede musik. Fra side 1 er det klart, at et menneske med et fint sprogøre er på spil. En udtalt alvor og vilje til indsigt udmøntes i et nuanceret, malende og distinkt sprog, distanceret og ikke uden selvironi samt humor. Samlet set er disse erindringer stærkt funderet i en barndom og tidlig ungdom i Newcastle-forstaden Wallsend; med stor psykologisk sans forfølger Sting sin egen modning fra dreng til mand. Et liv på solsiden blev det til, men der er kæmpet en sej og indædt kamp for hvert eneste skridt fremad; der er øvet og spillet, slidt og slæbt og optrådt på utallige små steder i hjemegnen.
Bogen handler ikke om den position, han kom til at besidde, men om vejen dertil. Og er en tankevækkende, givende oplevelse for dén, som har lyst til at lære mennesket bag en stor og alsidig musiker nærmere at kende. Sting har fortalt sin historie, stolt og selvbevidst, ærligt, aldeles uden nykker – men med megen kærlighed til dette at være til, at høre til, at rive sig fri – at være menneske. Et suk vedrørende oversættelsen: Den store, brede brødtekst er udmærket, fuld af lange, fint flydende passager. Men bogen igennem står kedelige grammatiske fejl og anglicismer i kø; hvorledes kan f.eks. sætningen om dronningemoderens besøg: "Hun kørte ned ad vores gade i hendes Rolls-Royce..." slippe gennem korrekturen? Ærgerlige skønhedspletter i, hvad der ellers forekommer at være en fuldt dækkende oversættelse, rammende Stings' hele sprogtone meget fint.
Oversat af René Højris. Roger, 2004. 293 sider. Kr 249,-
- Log ind for at skrive kommentarer
I en sen nattetime i 1983, da der endnu fandtes nøgterne og seriøse radioværter på P3, spilledes et dugfrisk nummer med The Police: "Every Breath You Take" – og jeg var solgt på stedet!
Dét var fra, hvad der skulle vise sig at blive denne holdbare gruppes sidste LP, "Synchronocity". Især forgrundsfiguren, bassisten og sangeren/sangskriveren Sting (alias Gordon Matthew Sumner, f. 2.10.1951) har jeg holdt ved lige siden.
Nærmere præsentation vil være overflødig, men forleden faldt jeg over en rammende karakteristik af hans særlige talent. Rockanmelderen Torben Bille udgav i 2001 bogen "Lydspor – 100 af verdens bedste rockplader." Dét er guf for gamle rockvrag! Ét af hans subjektive valg er Stings "Ten Summoners Tales" fra 1994. Bille siger her: "...Sting synger, som er han den egentlige grund til, at Gud opfandt sangen. Han behersker både det hviskende-vibrerende, intime og det helt store souludtræk. Hans pauseringsteknik er sublim, og han gør dét at synge til en anden måde at trække vejret på."
I strømmen af fanbøger har Sting nu skrevet sin egen historie. Klogeligt valgte det danske forlag at bevare den fine engelske titel. På et tidspunkt solgte hans forældre deres klaver, hvorpå han flittigt opsøgte sin mormor, der havde et. Teenageren hamrede løs, og den plagede mormor bad ham, om han da ikke kunne spille lidt anderledes end denne 'broken music' - forvrængede, akavede musik. Fra side 1 er det klart, at et menneske med et fint sprogøre er på spil. En udtalt alvor og vilje til indsigt udmøntes i et nuanceret, malende og distinkt sprog, distanceret og ikke uden selvironi samt humor. Samlet set er disse erindringer stærkt funderet i en barndom og tidlig ungdom i Newcastle-forstaden Wallsend; med stor psykologisk sans forfølger Sting sin egen modning fra dreng til mand. Et liv på solsiden blev det til, men der er kæmpet en sej og indædt kamp for hvert eneste skridt fremad; der er øvet og spillet, slidt og slæbt og optrådt på utallige små steder i hjemegnen.
Bogen handler ikke om den position, han kom til at besidde, men om vejen dertil. Og er en tankevækkende, givende oplevelse for dén, som har lyst til at lære mennesket bag en stor og alsidig musiker nærmere at kende. Sting har fortalt sin historie, stolt og selvbevidst, ærligt, aldeles uden nykker – men med megen kærlighed til dette at være til, at høre til, at rive sig fri – at være menneske. Et suk vedrørende oversættelsen: Den store, brede brødtekst er udmærket, fuld af lange, fint flydende passager. Men bogen igennem står kedelige grammatiske fejl og anglicismer i kø; hvorledes kan f.eks. sætningen om dronningemoderens besøg: "Hun kørte ned ad vores gade i hendes Rolls-Royce..." slippe gennem korrekturen? Ærgerlige skønhedspletter i, hvad der ellers forekommer at være en fuldt dækkende oversættelse, rammende Stings' hele sprogtone meget fint.
Oversat af René Højris. Roger, 2004. 293 sider. Kr 249,-
Kommentarer