Anmeldelse
Børneimporten af Amalie Linde, Amalie Kønigsfeldt og Matilde Hørmand-Pallesen
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
I 1963 bliver fem-årige tyske Ednamaria – uden nogen forklaring - sendt til Danmark som adoptivbarn. Dermed deler hun skæbne med hen ved 3.000 børn, som denne rystende reportagebog fortæller om.
Bogens tre forfattere har været i arkiver og andre kilder, og de har interviewet Ednamaria og mange andre, som blev adopteret fra Tyskland til Danmark i årene fra 1950’erne og frem til midten af 1970’erne. De er børnehjemsbørn, født uden for ægteskab af tyske mødre, som var blevet gravide med afroamerikanske soldater.
Det var en velmenende ildsjæl, Tytte Botfeldt, som stod bag disse adoptioner. Hun mente, at det var bedre for børnene at vokse op i næsten en hvilken som helst dansk familie frem for i Tyskland, hvor man så ned på uægteskabelige børn, og hvor racefordomme stadig trivedes i kølvandet på nazitiden. Tytte Botfeldt formidlede adoptionerne uden kontrol eller godkendelse af de forældre, som skulle tage imod de tyske børn. Det var ikke lovligt, men myndighederne skred først for alvor ind, da der viste sig uhyggelige følger af adoptionerne: Nogle af børnene havnede i dysfunktionelle familier med omsorgssvigt, vold og mangel på kærlighed. Mange af dem kæmper den dag i dag med psykiske problemer. En af de allerværste sager var en tilsyneladende velstillet familie, som adopterede ni børn og mishandlede tre af dem til døde. Det har blandt andet ført til den lovgivning, vi har omkring adoptioner i dag.
Fortællinger om børn, der vantrives og mishandles, er altid rystende. Jeg tager hatten af for de tre unge journalister, som har skrevet bogen, og jeg er fuld af beundring for de adopterede, som har ladet sig interviewe. Deres historie giver fortællingen krop og ansigt. Det er modigt – det må have været smertefuld at skulle se barndommens dæmoner i øjnene. Dyb respekt. Men 1950’erne var på mange måder et barsk årti: Børn på hospital blev holdt isoleret uden besøg, og børn fik ikke bare at vide, at de var kønne, kloge eller elskede. Det brugte man ikke. Så mange af adoptivforældrene har nok bare gjort som de fleste andre forældre dengang. At de adopterede børn havde brug for ekstra omsorg – det var ikke almen tilgængelig viden.
Det må heller ikke glemmes, at problematikken med vold og misrøgt i lige så høj grad kan finde sted i ”biologiske” familier. De seneste år har givet os rystende beretninger om det. Men det er en flot reportagebog. De tre forfattere forstår at bruge de personlige fortællinger til at anskueliggøre statistik og historiske fakta, og man bliver dybt berørt af de skæbner, der fortælles om. Samtidig aktualiserer bogen hele problematikken omkring adoptioner: Adopterer vi for at opfylde vore egne behov om en kernefamilie? Eller er det for børnenes skyld? Var det bedre at bruge ressourcerne på at hjælpe børnene i deres hjemland? Spørgsmålene er mange, de har ikke noget enkelt eller entydigt svar – og vi skal helst blive ved med at spørge for at holde debatten levende.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
I 1963 bliver fem-årige tyske Ednamaria – uden nogen forklaring - sendt til Danmark som adoptivbarn. Dermed deler hun skæbne med hen ved 3.000 børn, som denne rystende reportagebog fortæller om.
Bogens tre forfattere har været i arkiver og andre kilder, og de har interviewet Ednamaria og mange andre, som blev adopteret fra Tyskland til Danmark i årene fra 1950’erne og frem til midten af 1970’erne. De er børnehjemsbørn, født uden for ægteskab af tyske mødre, som var blevet gravide med afroamerikanske soldater.
Det var en velmenende ildsjæl, Tytte Botfeldt, som stod bag disse adoptioner. Hun mente, at det var bedre for børnene at vokse op i næsten en hvilken som helst dansk familie frem for i Tyskland, hvor man så ned på uægteskabelige børn, og hvor racefordomme stadig trivedes i kølvandet på nazitiden. Tytte Botfeldt formidlede adoptionerne uden kontrol eller godkendelse af de forældre, som skulle tage imod de tyske børn. Det var ikke lovligt, men myndighederne skred først for alvor ind, da der viste sig uhyggelige følger af adoptionerne: Nogle af børnene havnede i dysfunktionelle familier med omsorgssvigt, vold og mangel på kærlighed. Mange af dem kæmper den dag i dag med psykiske problemer. En af de allerværste sager var en tilsyneladende velstillet familie, som adopterede ni børn og mishandlede tre af dem til døde. Det har blandt andet ført til den lovgivning, vi har omkring adoptioner i dag.
Fortællinger om børn, der vantrives og mishandles, er altid rystende. Jeg tager hatten af for de tre unge journalister, som har skrevet bogen, og jeg er fuld af beundring for de adopterede, som har ladet sig interviewe. Deres historie giver fortællingen krop og ansigt. Det er modigt – det må have været smertefuld at skulle se barndommens dæmoner i øjnene. Dyb respekt. Men 1950’erne var på mange måder et barsk årti: Børn på hospital blev holdt isoleret uden besøg, og børn fik ikke bare at vide, at de var kønne, kloge eller elskede. Det brugte man ikke. Så mange af adoptivforældrene har nok bare gjort som de fleste andre forældre dengang. At de adopterede børn havde brug for ekstra omsorg – det var ikke almen tilgængelig viden.
Det må heller ikke glemmes, at problematikken med vold og misrøgt i lige så høj grad kan finde sted i ”biologiske” familier. De seneste år har givet os rystende beretninger om det. Men det er en flot reportagebog. De tre forfattere forstår at bruge de personlige fortællinger til at anskueliggøre statistik og historiske fakta, og man bliver dybt berørt af de skæbner, der fortælles om. Samtidig aktualiserer bogen hele problematikken omkring adoptioner: Adopterer vi for at opfylde vore egne behov om en kernefamilie? Eller er det for børnenes skyld? Var det bedre at bruge ressourcerne på at hjælpe børnene i deres hjemland? Spørgsmålene er mange, de har ikke noget enkelt eller entydigt svar – og vi skal helst blive ved med at spørge for at holde debatten levende.
Kommentarer