Anmeldelse
Bladtegnere i et globalt minefelt af Anders Jerichow
Fremragende og nuanceret undersøgelse af de vilkår bladtegnere fra hele verden arbejder under. Jerichows bog er spændende læsning og et vigtigt indspark i debatten om ytringsfrihed.
Provokation, satire, blasfemi. Bladtegninger har mange prædikater nu om stunder. Hvordan et det egentlig kommet så vidt, at noget så uskyldigt som en tegning kan vække så store følelser? Anders Jerichow giver i Bladtegnere i et globalt minefelt et vue over en række af verdens bedste og mest indflydelsesrige satiriske tegnere og de forhold, de arbejder under.
Anders Jerichow, der bl.a. er redaktør på Politiken, formand for Dansk PEN og mellemøstekspert, hoppede i 2010 på et fly og besøgte bladtegnere i ”nord og syd, øst og vest.” Resultatet af hans rejse blev den i min optik fremragende og meget sobre bog Bladtegnere i et globalt minefelt.
Bogen i sig selv er en lettere tung sag på 300 sider i et lidt pudsigt firekantet format, men den er også fyldt med tankevækkende indhold i form af både tekst og illustrationer. Bladtegnere i et globalt minefelt er ikke mindst særdeles vægtig, når det kommer til selve indholdet, og den giver et spændende og alt for ofte skræmmende indblik i den pris, de politiske bladtegnere må betale for at tale magthavere og dogmatikere imod.
Bogen er et opgør med censur af enhver art. Det tæller kun til magtmenneskernes fordel, hvis bladtegnere ikke må udstille, hvad de ser som uretfærdigheder. Jerichow har siden i Politiken skrevet, at ”politisk satire (er) velgørende som ilt til samfund i åndenød.” Det kan jeg kun give ham ret i. Jeg havde svært ved at lægge Bladtegnere i et globalt minefelt fra mig, må jeg indrømme, og undervejs greb jeg mig selv i at tænke igen og igen; hvor er det dog rart, vi har skarpsindige mennesker med en endnu skarpere pen til at udstille verdens magtmennesker og råbe: ”de har jo ikke noget tøj på!” Og hvor er det dog vigtigt for os allesammen, at vi passer på dem.
Man kan jo med nogen ret, især med det seneste års horrible hændelser in mente, spørge sig selv, hvad skal det gøre godt for? Hvorfor skal de der tegnere hele tiden prikke til ømme punkter?! I sit forord sætter Anders Jerichow selv ord på, hvad der gør bladtegnere af et politisk tilsnit relevante og vigtige for samfundsdebatten:
”Bladtegninger sætter i de fleste samfund den aktuelle dagsorden på spidsen. I Paris siger den verdenskendte franske tegner Plantu, at hvis man vil vide, hvad der sker i et land – hvad der er følsomt, og hvem der bestemmer – skal man bare se de lokale bladtegninger; de vil give besked.”
Bedre kan det vist ikke siges.
af Jan Johansen,
Fremragende og nuanceret undersøgelse af de vilkår bladtegnere fra hele verden arbejder under. Jerichows bog er spændende læsning og et vigtigt indspark i debatten om ytringsfrihed.
Provokation, satire, blasfemi. Bladtegninger har mange prædikater nu om stunder. Hvordan et det egentlig kommet så vidt, at noget så uskyldigt som en tegning kan vække så store følelser? Anders Jerichow giver i Bladtegnere i et globalt minefelt et vue over en række af verdens bedste og mest indflydelsesrige satiriske tegnere og de forhold, de arbejder under.
Anders Jerichow, der bl.a. er redaktør på Politiken, formand for Dansk PEN og mellemøstekspert, hoppede i 2010 på et fly og besøgte bladtegnere i ”nord og syd, øst og vest.” Resultatet af hans rejse blev den i min optik fremragende og meget sobre bog Bladtegnere i et globalt minefelt.
Bogen i sig selv er en lettere tung sag på 300 sider i et lidt pudsigt firekantet format, men den er også fyldt med tankevækkende indhold i form af både tekst og illustrationer. Bladtegnere i et globalt minefelt er ikke mindst særdeles vægtig, når det kommer til selve indholdet, og den giver et spændende og alt for ofte skræmmende indblik i den pris, de politiske bladtegnere må betale for at tale magthavere og dogmatikere imod.
Bogen er et opgør med censur af enhver art. Det tæller kun til magtmenneskernes fordel, hvis bladtegnere ikke må udstille, hvad de ser som uretfærdigheder. Jerichow har siden i Politiken skrevet, at ”politisk satire (er) velgørende som ilt til samfund i åndenød.” Det kan jeg kun give ham ret i. Jeg havde svært ved at lægge Bladtegnere i et globalt minefelt fra mig, må jeg indrømme, og undervejs greb jeg mig selv i at tænke igen og igen; hvor er det dog rart, vi har skarpsindige mennesker med en endnu skarpere pen til at udstille verdens magtmennesker og råbe: ”de har jo ikke noget tøj på!” Og hvor er det dog vigtigt for os allesammen, at vi passer på dem.
Man kan jo med nogen ret, især med det seneste års horrible hændelser in mente, spørge sig selv, hvad skal det gøre godt for? Hvorfor skal de der tegnere hele tiden prikke til ømme punkter?! I sit forord sætter Anders Jerichow selv ord på, hvad der gør bladtegnere af et politisk tilsnit relevante og vigtige for samfundsdebatten:
”Bladtegninger sætter i de fleste samfund den aktuelle dagsorden på spidsen. I Paris siger den verdenskendte franske tegner Plantu, at hvis man vil vide, hvad der sker i et land – hvad der er følsomt, og hvem der bestemmer – skal man bare se de lokale bladtegninger; de vil give besked.”
Bedre kan det vist ikke siges.
af Jan Johansen,
Kommentarer