Anmeldelse
Blå øje (türkü) af Deniz Kiy
Sanselige og fragmentariske debutdigte beskriver nedarvede traumatiske erindringer.
Deniz Kiy har skrevet en messende digtsamling, som skaber et særligt rum at træde ind i som læser. Digtsamlingen fremstår som et sprængt sprog, der ligger som fragmenter på siderne; sansninger, erkendelser, scener fra et liv. Under læsningen føltes det som at stå i et rum, der kastede lyden rundt, at digtene var en slags ekko med forfatterens ord.
I digtsamlingens rum er sproget centreret omkring sorgen og fortielsen. Der løber en sirlig ro gennem samlingen, og en stor del af digtenes scener fungerer rigtig godt: ”urørte fuglefrø i blå skåle / telefonen trukket rundt i lejligheden / forskellige slags stilheder foran et altid tændt fjernsyn” – det er let at træde ind i digtets rum og befinde sig som en flue på væggen i det liv, der skildres.
’Blå øje’ beskriver desuden de slidte forældre, de tavse kroppe og giver fortiden en stemme. Dog er digtsamlingens form lige dele fascinerende og frustrerende at træde ind i; jeg bliver i tvivl om, hvorvidt sætningerne samler sig eller fjerner sig fra hinanden. Og jeg sidder undervejs med en følelse af, at jeg gerne vil tættere på de personer og steder, der beskrives. At det fragmentariske skaber en unødig distance til fortællingen, men fungerer fint som stemningsskaber.
Et digt, der tjener som eksempel på den ovenstående pointe lyder således: ”jeg kan ikke huske mere / siger mor om 1980 / jeg forstår siger jeg / traumer som glaskugler under huden / hun skodder reklamerne er forbi”. Jeg sidder med en forventning om at komme mere ind i traumerne, at digtene gør op med den stilhed, der har omgivet kroppene, men samlingen bevæger sig videre og erkendelsen fortoner sig allerede i det næste digt.
Pressemeddelelsen skriver netop, at samlingen fremskriver ”et omsorgsrum for og et hjem til de fordrevne og forstummede stemmer og kroppe”, men jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg kun har hørt et omrids af deres fortælling. Med andre ord bevæger digtene sig kun i overfladen af det smertelige. Særligt sorgen er smukt beskrevet i samlingen, men om den bringer nye nuancer ind i skildringen af emnet, tvivler jeg på. Den virker personlig og lukker sig til tider om det personlige.
’Blå øje’ er en spændende debut med gode sansninger og et smukt sprog, men den fragmentariske form betyder, at den fortælling, der ligger og lurer, aldrig foldes ud. Men man kan læse digtene, fordi de er ligetil, og deres stemninger og sansninger skildrer, om end overfladisk, et vigtigt sted i samfundet.
Sanselige og fragmentariske debutdigte beskriver nedarvede traumatiske erindringer.
Deniz Kiy har skrevet en messende digtsamling, som skaber et særligt rum at træde ind i som læser. Digtsamlingen fremstår som et sprængt sprog, der ligger som fragmenter på siderne; sansninger, erkendelser, scener fra et liv. Under læsningen føltes det som at stå i et rum, der kastede lyden rundt, at digtene var en slags ekko med forfatterens ord.
I digtsamlingens rum er sproget centreret omkring sorgen og fortielsen. Der løber en sirlig ro gennem samlingen, og en stor del af digtenes scener fungerer rigtig godt: ”urørte fuglefrø i blå skåle / telefonen trukket rundt i lejligheden / forskellige slags stilheder foran et altid tændt fjernsyn” – det er let at træde ind i digtets rum og befinde sig som en flue på væggen i det liv, der skildres.
’Blå øje’ beskriver desuden de slidte forældre, de tavse kroppe og giver fortiden en stemme. Dog er digtsamlingens form lige dele fascinerende og frustrerende at træde ind i; jeg bliver i tvivl om, hvorvidt sætningerne samler sig eller fjerner sig fra hinanden. Og jeg sidder undervejs med en følelse af, at jeg gerne vil tættere på de personer og steder, der beskrives. At det fragmentariske skaber en unødig distance til fortællingen, men fungerer fint som stemningsskaber.
Et digt, der tjener som eksempel på den ovenstående pointe lyder således: ”jeg kan ikke huske mere / siger mor om 1980 / jeg forstår siger jeg / traumer som glaskugler under huden / hun skodder reklamerne er forbi”. Jeg sidder med en forventning om at komme mere ind i traumerne, at digtene gør op med den stilhed, der har omgivet kroppene, men samlingen bevæger sig videre og erkendelsen fortoner sig allerede i det næste digt.
Pressemeddelelsen skriver netop, at samlingen fremskriver ”et omsorgsrum for og et hjem til de fordrevne og forstummede stemmer og kroppe”, men jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg kun har hørt et omrids af deres fortælling. Med andre ord bevæger digtene sig kun i overfladen af det smertelige. Særligt sorgen er smukt beskrevet i samlingen, men om den bringer nye nuancer ind i skildringen af emnet, tvivler jeg på. Den virker personlig og lukker sig til tider om det personlige.
’Blå øje’ er en spændende debut med gode sansninger og et smukt sprog, men den fragmentariske form betyder, at den fortælling, der ligger og lurer, aldrig foldes ud. Men man kan læse digtene, fordi de er ligetil, og deres stemninger og sansninger skildrer, om end overfladisk, et vigtigt sted i samfundet.
Kommentarer