Anmeldelse
Blå blå øjne af Toni Morrison
I 50ernes USA var der endnu ikke noget der hed ”Black is beautiful”…
Anbefalet af bibliotekar Birgitte Winzentsen, Holbæk Bibliotek
Pecola er den 11-årige sorte hovedperson i Morrisons første roman fra 1970.
Gennem et år følger vi hende fra 5 synsvinkler: hendes egen, hendes mors, hendes fars, en venindes og en drømmetyders/spåmands.
I det sorte kvarter i byen Lorain, Ohio, møder vi uansvarlige voksne og børn, der vokser op med et uforståeligt selvhad – en afvisning af egen race. Pecola synes selv hun er grim, og børnene bruger sort som skældsord om hinanden.
Pecola bliver voldtaget af sin far og bliver gravid. Alle ved, hvad der er sket, og alle ønsker, at barnet skal dø.
Morrison forsøger ikke at forklare HVORFOR men snarere HVORDAN:
Vi hører historien om faderens opvækst hos en tante, som samlede ham op som nyfødt på den losseplads, hvor hans mor havde skaffet sig af med ham.
Vi oplever med Pecola, hvordan hendes mor trøster og drager omsorg for det barn, hun har ansvar for hos sin hvide arbejdsgiver. Sådanne kys og kærtegn har Pecola aldrig fået!
Kapiteloverskrifterne er sætninger fra en typisk skolebog (hvid!): HER ER FAMILIEN MOR FAR OG…, SE HUNDEN DEN SIGER VOV… Hvilke børn i dette samfund kan relatere til disse historier?
I slutningen af romanen opsøger Pecola ”spåmanden” og indvier ham i sit største ønske: at få blå blå øjne.
Det er hjerteskærende læsning. Alligevel haster man gennem bogen – stor litteratur!
Toni Morrison, der fik Nobelprisen i litteratur i 1993, er ikke let at gå til. Hun eksperimenterer med sprog og struktur og kræver en indsats af sin læser.
De fleste af hendes bøger er oversat til dansk.
Morrison, Toni: 'Blå blå øjne'. Oversat fra amerikansk af Inge Rifbjerg efter 'The bluest eye'. Lindhardt og Ringhof, 2004. - 193 sider
Lån bogen på 
I 50ernes USA var der endnu ikke noget der hed ”Black is beautiful”…
Anbefalet af bibliotekar Birgitte Winzentsen, Holbæk Bibliotek
Pecola er den 11-årige sorte hovedperson i Morrisons første roman fra 1970.
Gennem et år følger vi hende fra 5 synsvinkler: hendes egen, hendes mors, hendes fars, en venindes og en drømmetyders/spåmands.
I det sorte kvarter i byen Lorain, Ohio, møder vi uansvarlige voksne og børn, der vokser op med et uforståeligt selvhad – en afvisning af egen race. Pecola synes selv hun er grim, og børnene bruger sort som skældsord om hinanden.
Pecola bliver voldtaget af sin far og bliver gravid. Alle ved, hvad der er sket, og alle ønsker, at barnet skal dø.
Morrison forsøger ikke at forklare HVORFOR men snarere HVORDAN:
Vi hører historien om faderens opvækst hos en tante, som samlede ham op som nyfødt på den losseplads, hvor hans mor havde skaffet sig af med ham.
Vi oplever med Pecola, hvordan hendes mor trøster og drager omsorg for det barn, hun har ansvar for hos sin hvide arbejdsgiver. Sådanne kys og kærtegn har Pecola aldrig fået!
Kapiteloverskrifterne er sætninger fra en typisk skolebog (hvid!): HER ER FAMILIEN MOR FAR OG…, SE HUNDEN DEN SIGER VOV… Hvilke børn i dette samfund kan relatere til disse historier?
I slutningen af romanen opsøger Pecola ”spåmanden” og indvier ham i sit største ønske: at få blå blå øjne.
Det er hjerteskærende læsning. Alligevel haster man gennem bogen – stor litteratur!
Toni Morrison, der fik Nobelprisen i litteratur i 1993, er ikke let at gå til. Hun eksperimenterer med sprog og struktur og kræver en indsats af sin læser.
De fleste af hendes bøger er oversat til dansk.
Morrison, Toni: 'Blå blå øjne'. Oversat fra amerikansk af Inge Rifbjerg efter 'The bluest eye'. Lindhardt og Ringhof, 2004. - 193 sider
Lån bogen på
Kommentarer