Anmeldelse
Blå af Helene Johanne Christensen
Debutdigtene zoomer ind på lyset som forskydning, oplysning og forblænding. Samlingen er letlæst i sin simple insisteren, men sætter også læseren på arbejde.
’Blå’ er nærmest messende i sin form, og sætningen ”et nyt lys” går igen gennem samlingen. Helene Johanne Christensen skriver frasen ind mellem jeget og den elskede. Et kærlighedsforhold folder sig ud i forskydningen af forskellige elementer og gentagelser. Grebet fremstår impressionistisk; med udsnittet og forandringen som princip for indtrykkene – en gennemgående vaghed.
Dette greb er, på de bedste steder, med til at gøre digtsamlingen interessant at læse, fordi jeget eftersøger og forsøger at fastholde lyset. Hvilket naturligvis ikke lader sig gøre, da lys, om det er kunstigt eller naturligt, ligger under for evige forandringer. Måske netop derfor går ”et nyt lys” igen gennem samlingen.
Somme tider kommer en desperation snigende, når jeget forsøger at fastholde lyset: ”jeg lyver mig til et nyt lys / inden du går / kaster en skygge / fra dig”. Christensen skriver aktivt, og det fungerer godt, fordi relationen til lyset og du’et på den måde får liv. I ovenstående formulering ligger der en vaghed i, om du’et aktivt kaster en skygge fra sig, mens det på den anden side er sikkert, at jeget lyver sig til et nyt lys. Som citatet også viser, er det en digtsamling, som sætter læseren på arbejde. Man kan selv træde ind i rummet og lede med lys efter de ting, der hele tiden undviger digterens beskrivelser.
Digtsamlingen har dog sine begrænsninger i sin insisteren på variation og mangel på vildskab i forhold til materien, stoffet, forholdet. Til tider virker konstruktionen opstillet eller distanceret som her: ”hænder holder om mig / nyt lys / skærer blå bånd over / slipper”, hvor digtet fremstår hemmelighedsfuldt og lettere retningsløst. Jeg mener, at eksperimentet netop mangler variation, så der ikke blot er tale om ordvariation, men også om noget rent formmæssigt. Der virker lige lovligt komfortabelt.
Samlet set fungerer sansningen og tilstanden i store dele af digtsamlingen, og digtene er tilgængelige. De egner sig godt til nye digtlæsere, som gerne vil opleve, hvad digte kan og forsøge sig med en ’lige ud ad landevejen’ læsning. I den forstand er digtsamlingen vellykket, men nogle steder er det for let at skøjte hen over stemning og erkendelser.
Debutdigtene zoomer ind på lyset som forskydning, oplysning og forblænding. Samlingen er letlæst i sin simple insisteren, men sætter også læseren på arbejde.
’Blå’ er nærmest messende i sin form, og sætningen ”et nyt lys” går igen gennem samlingen. Helene Johanne Christensen skriver frasen ind mellem jeget og den elskede. Et kærlighedsforhold folder sig ud i forskydningen af forskellige elementer og gentagelser. Grebet fremstår impressionistisk; med udsnittet og forandringen som princip for indtrykkene – en gennemgående vaghed.
Dette greb er, på de bedste steder, med til at gøre digtsamlingen interessant at læse, fordi jeget eftersøger og forsøger at fastholde lyset. Hvilket naturligvis ikke lader sig gøre, da lys, om det er kunstigt eller naturligt, ligger under for evige forandringer. Måske netop derfor går ”et nyt lys” igen gennem samlingen.
Somme tider kommer en desperation snigende, når jeget forsøger at fastholde lyset: ”jeg lyver mig til et nyt lys / inden du går / kaster en skygge / fra dig”. Christensen skriver aktivt, og det fungerer godt, fordi relationen til lyset og du’et på den måde får liv. I ovenstående formulering ligger der en vaghed i, om du’et aktivt kaster en skygge fra sig, mens det på den anden side er sikkert, at jeget lyver sig til et nyt lys. Som citatet også viser, er det en digtsamling, som sætter læseren på arbejde. Man kan selv træde ind i rummet og lede med lys efter de ting, der hele tiden undviger digterens beskrivelser.
Digtsamlingen har dog sine begrænsninger i sin insisteren på variation og mangel på vildskab i forhold til materien, stoffet, forholdet. Til tider virker konstruktionen opstillet eller distanceret som her: ”hænder holder om mig / nyt lys / skærer blå bånd over / slipper”, hvor digtet fremstår hemmelighedsfuldt og lettere retningsløst. Jeg mener, at eksperimentet netop mangler variation, så der ikke blot er tale om ordvariation, men også om noget rent formmæssigt. Der virker lige lovligt komfortabelt.
Samlet set fungerer sansningen og tilstanden i store dele af digtsamlingen, og digtene er tilgængelige. De egner sig godt til nye digtlæsere, som gerne vil opleve, hvad digte kan og forsøge sig med en ’lige ud ad landevejen’ læsning. I den forstand er digtsamlingen vellykket, men nogle steder er det for let at skøjte hen over stemning og erkendelser.
Kommentarer