Anmeldelse
Bjerget af Mads Brenøe
- Log ind for at skrive kommentarer
Se ham for dig: Et fedtbjerg så stort, at han må sidde på to stole og kun med besvær kan rejse sig og gå, støttet til en stok.
Folk stirrer og væmmes, når han bevæger sig ud af sin lejlighed, og mest forargede bliver de, når han tillader sig at indtage sine kæmpemåltider, mens andre ser på det.
Dette bjerg af flom og deller hedder Jens. Han er en ensom fyr i begyndelsen af 30'erne, der tjener godt ved at sidde hjemme og handle med aktier.
Jens har bestemt sig til at invitere sin gamle klasse til fødselsdag med alt betalt. I skolen blev han mobbet som klassens tykke dreng, kaldet Bjerget, og hans lykkeligste skoledag var den dag, hvor ingen lagde mærke til ham og "ingen ubehagelige ting begyndte". Hvorfor opsøger han så sine plageånder? Ikke for at hævne sig. Vi var børn. Børn er grusomme. Alle ved, at de største forbrydelser bliver begået i krige og i skolegårde. Det er ikke noget, man kan sætte sig op imod… Dengang var det jo bare det, man gjorde: ydmygede Bjerget, brugte ham til at imponere de andre, lægge op til Preben, eller Ulla, eller Hans, eller hvem, der nu skulle lægges op til; hvem som helst. Det var bare sådan tingene var. Og jeg vidste det. Selv dengang vidste jeg det. At det bare var sådan, verden så ud.
På sin tur rundt i landet ramler han ind i Mikkel og Marinas kriseramte forhold. De er udadtil det perfekte par og har været det siden 7. klasse, men Marina har været Mikkel utro, deraf krisen. Lykkelige mennesker skræmmer Jens, men "ulykkelige mennesker er betryggende; de ligner én selv", og Jens kommer til at spille en vigtig rolle som "parterapeut på hjemmebesøg". De accepterer ham uden fordomme, omstændighederne gør, at han slår sig ned for flere dage, og de tre oplever et fællesskab omkring god mad og drikke. Bogens fristende opskrifter med "syndige" ingredienser som smør og fløde i rigelige mængder indleder hvert kapitel, og i afsnittene fra Mikkel og Marinas hjem indgår de naturligt i handlingen. Jens spiser meget, men det er god og veltillavet mad, han får!
Jens er et tolerant og hjælpsomt menneske, der ofte er ulykkelig over sin situation, men kun klynker i enrum. Dertil er han en skarp iagttager. Han oplever provinsbyerne, de uundværlige taxachauffører, klassekammeraternes småborgerlige hjem og ægteskaber med outsiderens kritiske blik. Selv repræsenterer han den tabuiserede, frygtede og udstødte abnormitet med sin fedme, men Jens' påstand er, at vi alle er fede; vi har alle en snert af det syndige, det onde, det uundgåelige fedt, synligt eller ej.
Mads Brenøe har i sine tidligere romaner og noveller bevæget sig i et mørkt og voldeligt univers. I "Bjerget" møder vi en hovedperson, der kan få læserens sympati. "Bjerget" er en velskrevet og vedkommende roman om en yngre mand med et grænseoverskridende projekt, der konfronterer ham med Normaldanmark på godt og ondt. Mads Brenøe fortjener bestemt at nå en større læserskare end ellers med denne bog.
Samleren, 2001. 307 sider
BogWeb - 27. marts 2002
- Log ind for at skrive kommentarer
Se ham for dig: Et fedtbjerg så stort, at han må sidde på to stole og kun med besvær kan rejse sig og gå, støttet til en stok.
Folk stirrer og væmmes, når han bevæger sig ud af sin lejlighed, og mest forargede bliver de, når han tillader sig at indtage sine kæmpemåltider, mens andre ser på det.
Dette bjerg af flom og deller hedder Jens. Han er en ensom fyr i begyndelsen af 30'erne, der tjener godt ved at sidde hjemme og handle med aktier.
Jens har bestemt sig til at invitere sin gamle klasse til fødselsdag med alt betalt. I skolen blev han mobbet som klassens tykke dreng, kaldet Bjerget, og hans lykkeligste skoledag var den dag, hvor ingen lagde mærke til ham og "ingen ubehagelige ting begyndte". Hvorfor opsøger han så sine plageånder? Ikke for at hævne sig. Vi var børn. Børn er grusomme. Alle ved, at de største forbrydelser bliver begået i krige og i skolegårde. Det er ikke noget, man kan sætte sig op imod… Dengang var det jo bare det, man gjorde: ydmygede Bjerget, brugte ham til at imponere de andre, lægge op til Preben, eller Ulla, eller Hans, eller hvem, der nu skulle lægges op til; hvem som helst. Det var bare sådan tingene var. Og jeg vidste det. Selv dengang vidste jeg det. At det bare var sådan, verden så ud.
På sin tur rundt i landet ramler han ind i Mikkel og Marinas kriseramte forhold. De er udadtil det perfekte par og har været det siden 7. klasse, men Marina har været Mikkel utro, deraf krisen. Lykkelige mennesker skræmmer Jens, men "ulykkelige mennesker er betryggende; de ligner én selv", og Jens kommer til at spille en vigtig rolle som "parterapeut på hjemmebesøg". De accepterer ham uden fordomme, omstændighederne gør, at han slår sig ned for flere dage, og de tre oplever et fællesskab omkring god mad og drikke. Bogens fristende opskrifter med "syndige" ingredienser som smør og fløde i rigelige mængder indleder hvert kapitel, og i afsnittene fra Mikkel og Marinas hjem indgår de naturligt i handlingen. Jens spiser meget, men det er god og veltillavet mad, han får!
Jens er et tolerant og hjælpsomt menneske, der ofte er ulykkelig over sin situation, men kun klynker i enrum. Dertil er han en skarp iagttager. Han oplever provinsbyerne, de uundværlige taxachauffører, klassekammeraternes småborgerlige hjem og ægteskaber med outsiderens kritiske blik. Selv repræsenterer han den tabuiserede, frygtede og udstødte abnormitet med sin fedme, men Jens' påstand er, at vi alle er fede; vi har alle en snert af det syndige, det onde, det uundgåelige fedt, synligt eller ej.
Mads Brenøe har i sine tidligere romaner og noveller bevæget sig i et mørkt og voldeligt univers. I "Bjerget" møder vi en hovedperson, der kan få læserens sympati. "Bjerget" er en velskrevet og vedkommende roman om en yngre mand med et grænseoverskridende projekt, der konfronterer ham med Normaldanmark på godt og ondt. Mads Brenøe fortjener bestemt at nå en større læserskare end ellers med denne bog.
Samleren, 2001. 307 sider
BogWeb - 27. marts 2002
Kommentarer