Anmeldelse
Baba Dunja og kærligheden af Alina Bronsky
Sjældent har jeg følt mig i så godt litterært selskab som sammen med Baba Dunja i romanen om livet i dødszonen udenfor Tjernobyl.
”Jeg er gammel, der er ingen stråler, der bider på mig længere, og ellers er det da heller ikke verdens undergang.” Sådan lyder gamle Baba Dunjas ligefremme svar, da hendes voksne datter protesterer over at moderen flytter tilbage til sin landsby nær Tjernobyl for at tilbringe sine sidste år i vante omgivelser. Replikken er karakteristisk for den djærve bedstemor, som Alina Bronsky har sat i centrum for sin ubetaleligt morsomme og rørende roman.
Baba Dunjas landsby ligger inden for dødszonen etableret efter atomkraftulykken i 1986. Her lever hun og en lille håndfuld excentriske gamlinge et stille liv, tilsyneladende uden at bekymre sig nævneværdigt om den giftige jord eller strålingen fra den nedsmeltede reaktor. Hverdagen går sin gang med afgrøder, der skal høstes, suppe, der skal koges, og fra tid til anden bliver det også til et besøg udenfor dødszonen i den nærliggende by Malysji for at proviantere og hente post.
Baba Dunja må finde sig i at blive betragtet som landsbyens uofficielle leder. ”De er jo en slags borgmester her i byen”, som én af naboerne udtrykker det, til den gamle kones store irritation. Derfor bliver det også hende, der må tage føringen, da fremmede dukker op i den bestrålede oase og sætter en kæde af begivenheder i gang, som truer med at ødelægge det lille samfund.
Den største fornøjelse ved at læse ’Baba Dunja og kærligheden’ er Alina Bronskys vidunderlige evne til at skabe sprællevende karakterer, som hun skildrer med stor kærlighed og humor. Det gælder både romanens fortæller, Baba Dunja, og den brogede flok af bipersoner, som udgør hendes naboer. Romanens underspillede humor kommer især frem i dialogen, som Bronsky har et helt særligt talent for, og hvor figurernes karaktertræk og indbyrdes forhold skarpsindigt males frem.
Men romanen lever ikke kun af sit spraglede persongalleri og sin humor. Undervejs mindes Baba Dunja tiden før og umiddelbart efter reaktorulykken, da hun boede sammen med sin nu længst afdøde mand, Jegor, og hvor hun arbejdede som sygeplejerske mens hun passede deres to børn. Det er bittersøde tilbageblik på livet som kvinde i den gamle Sovjetunion og på et ægteskab, som ikke ligefrem var nogen ubetinget succes. Både datteren Irina og sønnen Aleksej er siden flyttet til udlandet, og Baba Dunja har både et barnebarn og en svigersøn, som hun aldrig har mødt. Man mærker tydeligt, at Bronsky især interesserer sig for forholdet mellem mor og datter og for de uafklarede konflikter, som sætter spor i mange familier.
Russiskfødte Alina Bronsky er en af de mest spændende unge tyske forfattere lige nu, og ’Baba Dunja og kærligheden’ er den første af hendes romaner, der er blevet oversat til dansk. Det er en virkelig vellykket roman om at blive gammel, og om at affinde sig med fortidens fejltagelser og (gen)finde glæden ved livet - også selvom man er blevet tudsegammel og bor i en radioaktiv dødszone. Så skulle der vist være håb for os alle.
Sjældent har jeg følt mig i så godt litterært selskab som sammen med Baba Dunja i romanen om livet i dødszonen udenfor Tjernobyl.
”Jeg er gammel, der er ingen stråler, der bider på mig længere, og ellers er det da heller ikke verdens undergang.” Sådan lyder gamle Baba Dunjas ligefremme svar, da hendes voksne datter protesterer over at moderen flytter tilbage til sin landsby nær Tjernobyl for at tilbringe sine sidste år i vante omgivelser. Replikken er karakteristisk for den djærve bedstemor, som Alina Bronsky har sat i centrum for sin ubetaleligt morsomme og rørende roman.
Baba Dunjas landsby ligger inden for dødszonen etableret efter atomkraftulykken i 1986. Her lever hun og en lille håndfuld excentriske gamlinge et stille liv, tilsyneladende uden at bekymre sig nævneværdigt om den giftige jord eller strålingen fra den nedsmeltede reaktor. Hverdagen går sin gang med afgrøder, der skal høstes, suppe, der skal koges, og fra tid til anden bliver det også til et besøg udenfor dødszonen i den nærliggende by Malysji for at proviantere og hente post.
Baba Dunja må finde sig i at blive betragtet som landsbyens uofficielle leder. ”De er jo en slags borgmester her i byen”, som én af naboerne udtrykker det, til den gamle kones store irritation. Derfor bliver det også hende, der må tage føringen, da fremmede dukker op i den bestrålede oase og sætter en kæde af begivenheder i gang, som truer med at ødelægge det lille samfund.
Den største fornøjelse ved at læse ’Baba Dunja og kærligheden’ er Alina Bronskys vidunderlige evne til at skabe sprællevende karakterer, som hun skildrer med stor kærlighed og humor. Det gælder både romanens fortæller, Baba Dunja, og den brogede flok af bipersoner, som udgør hendes naboer. Romanens underspillede humor kommer især frem i dialogen, som Bronsky har et helt særligt talent for, og hvor figurernes karaktertræk og indbyrdes forhold skarpsindigt males frem.
Men romanen lever ikke kun af sit spraglede persongalleri og sin humor. Undervejs mindes Baba Dunja tiden før og umiddelbart efter reaktorulykken, da hun boede sammen med sin nu længst afdøde mand, Jegor, og hvor hun arbejdede som sygeplejerske mens hun passede deres to børn. Det er bittersøde tilbageblik på livet som kvinde i den gamle Sovjetunion og på et ægteskab, som ikke ligefrem var nogen ubetinget succes. Både datteren Irina og sønnen Aleksej er siden flyttet til udlandet, og Baba Dunja har både et barnebarn og en svigersøn, som hun aldrig har mødt. Man mærker tydeligt, at Bronsky især interesserer sig for forholdet mellem mor og datter og for de uafklarede konflikter, som sætter spor i mange familier.
Russiskfødte Alina Bronsky er en af de mest spændende unge tyske forfattere lige nu, og ’Baba Dunja og kærligheden’ er den første af hendes romaner, der er blevet oversat til dansk. Det er en virkelig vellykket roman om at blive gammel, og om at affinde sig med fortidens fejltagelser og (gen)finde glæden ved livet - også selvom man er blevet tudsegammel og bor i en radioaktiv dødszone. Så skulle der vist være håb for os alle.
Kommentarer