Da unge Védís mister sin far, følger en sorg, der bliver udgangspunkt for stor kærlighed, misbrug og en rejse i et mentalt forvrænget univers i finurlig og smertefuld fortælling.
Vi er i Reykjavik i slutningen af 1970'erne, da den den unge, enlige mor Védís mister sin far. Pludselig ændrer hendes liv sig, og sorgen bliver udgangspunktet; det sted hun står og fra det sted, hendes verden går. I sorgens aprilsolskinskulde møder hun den helt store kærlighed, og i en rus af både forelskelse og rusmidler udfolder sig en poetisk fortælling om sorg, kærlighed og Reykjaviks befolkning og gadebillede i slutningen af 1970'erne.
Elisabet Jökulsdóttir er en formidabel fortæller. Selvom romanen langt hen ad vejen skildrer en indre rejse og hovedpersonens indre liv, så står Reykjavik og byens indbyggere krystalklart for sin læser i et ravfarvet og 70’er agtigt lys. Som flere af sine islandske kollegaer evner Jökulsdóttir at fortælle om det kæmpestore i det små. Én kvindes sorg og forelskelse folder sig pludselig ud til en betragtning af, hvordan vi som mennesker eksisterer. Hvordan vi føler smerte og kærlighed og ikke mindst, hvordan vi udtrykker den – eller ikke udtrykker den.
Som historien skrider frem, bliver det tydeligt, at Védís mentale helbred ikke har det godt. Hun er syg, og hendes verdensbillede bliver mere og mere forvrænget, som vi når dybere ind i historien. Som læser skal man holde godt fast, for det er kun Védís historie, der fortælles, så man må stille sig selv spørgsmålet, hvad er virkelighed - og hvad er ikke?
Elisabet Jökulsdóttir har skrevet en skæv, poetisk og undersøgende roman, spækket med sproglige finurligheder og poetiske formuleringer, der kræver fastholdelse fra sin læser. Stilen er næsten kammerspilsagtig, og læseren er med som betragter til en både poetisk og smertefuld fortælling om kærlighed, sorg og frihed.
Romanen er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris og har allerede høstet stor anerkendelse på Island.
Kommentarer