En af dansk litteraturs giganter viser os sin mørke side i ny samling oversete eventyr og fortællinger.
Der er langt fra B.S. Ingemanns smukke, lyse sange, som vi alle kender så godt, til de dystre fortællinger samlet i ’Åndeverdenens dårekiste’. Hér spreder solen ikke guld på sky, men må vige for natten, hvor månen og vanviddet hersker. Og hvis man troede, at den danske nationaldigters uovertrufne fortælleevner begrænsede sig til salmer og historiske romaner, må man tro om igen.
Historierne i ’Åndeverdenes dårekiste’ udkom oprindelig i perioden 1820-1864, og strækker sig dermed over næsten hele Ingemanns aktive virke som forfatter. Nogle af dem af har ikke været udgivet siden 1913, men takket være forlagene Eschos og Sidste Århundredes ’Serie for grotesker’ kan danske læsere nu (gen)opdage Ingemanns mørke fortællinger.
Ligesom sit store forbillede, tyskeren E.T.A Hoffmann, interesserer Ingemann sig især for menneskenaturens dunkle sider, for tusmørkezonen mellem galskab og fornuft, mellem ånd og materie, hvor mørke kræfter truer med at underminere det kendte og trygge.
Vi møder bl.a. incestuøse vampyrer (’Nattevandrerinden’), makabre forbrydelser og forbandelser (’Det forbandede hus’, ’Det tilmurede værelse’) og dystre profetier (’Gravmælet’), samt ikke så få gengangere og dobbeltgængere. Det skorter altså ikke på gotiske gys i bedste skrækromantiske stil, men selvom Ingemann trækker på velkendte idéer og figurer fra den romantiske og gotiske litteratur, gør han det med sin helt egen unikke stemme og sans for både uhygge og humor. Det er en fryd at læse for alle, der sætter pris på en god skrækhistorie.
Datidens anmeldere blev aldrig særlig glade for Ingemanns gyserhistorier, som i mange år har været en overset del af hans forfatterskab. Mon ikke det er på tide med en revurdering af disse glemte historiers litterære kvaliteter og til en anerkendelse af Ingemanns status ikke kun som dansk nationaldigter, men tillige som intet mindre end dansk horrorlitteraturs grand old man?
Kommentarer