Anmeldelse
Amerikaneren af Nadia Dalbuono
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Anden bog om kommissær Scamarcio, en underholdende og overlæsset krimi om alverdens konspirationsteorier, bliver desværre aldrig rigtig spændende.
I de senere år har man, hvis man ville læse italienske krimier, kunnet vælge mellem nestoren Andrea Camilleris kulinariske Montalbano-krimier fra Sicilien eller Gianrico Carofiglios advokatkrimier fra Bari og omegn. Og ikke et ondt ord om dem. Men så bankede et nyt navn på, nemlig Nadia Dalbuono, der sidste år lod høre fra sig på dansk. Det var med romanen 'Fordærv', hvor hun satte Italiens dårligdomme og Roms lyksaligheder på krimi-landkortet. Hun er et godt og frisk pust.
Hos hendes hudflettes de italienske tilstande så labyrintisk, at man skal holde tungen lige i munden for ikke at køre sur i handlingen. Det gik endda i Fordærv. Men det bliver endnu mere forvirrende og vidtløftigt i hendes opus nr. to, 'Amerikaneren'. Her bliver hendes hovedfigur, kriminalkommissær Leone Scamarcio, en retskaffen mand med en blakket fortid, kastet for løverne og må om ad Norditalien, med tog, og til USA for at få styr på begivenhederne. Hvis han da altså får det!
Det ligner selvmord, da han finder en mand hængt fra Pont Sant’Angelo-broen over Tiberen. Hvem er den døde? Han er dyr i tøjet og har mursten i lommerne. Er det nok en falleret forretningsmand, som er kommet i økonomisk uføre? Scamarcio ser dog klare paralleller til en mere end 30 år gammel sag, hvor en vis Roberto Calvi, også kaldet Guds Bankmand, fra Vatikanbanken, hang og dinglede på tilsvarende måde. Og nu dukker der nok et lig op, en kardinal med tilknytning til samme bank, findes myrdet. Camarcio synes på vej ind i en stor sag. Men før han kommer for godt i gang, køres han hårdhændet ud på et sidespor. Han mener til gengæld, at så var han vel på rette spor. Sådan leger man heller ikke kispus med ham. Han tager på en såkaldt ferie til USA.
Og snart åbner der sig foruroligende forbindelser mellem allehånde politiske og historiske intriger, fra 70’ernes Italien med De Røde Brigaders blodige attentater over hvidvask i Vatikanet og mafiøse korruptionsskandaler og frem til 9/11 og jagten på Bin Laden … indtil han selv er på vej til at få en løkke om halsen og blive hængt til skue over Tiberen.
Jeg må også indrømme, at jeg var ved at miste overblikket undervejs. Det kan da godt være, at udenlandske efterretningstjenester, læs: amerikanske, har iscenesat destabiliseringsoperationer over den ganske verden, i samarbejde med kirken og den italienske mafia, men brikkerne falder ikke rigtigt på plads. Det er, som om Nadia Dalbuono har slået et for stort brød op. Hun mangler vel bare at afsløre, at det også er CIA, der har orkestreret højrebølgens fremmarch i både i USA og Europa. Så intens og nervepirrende og stemningsfuld som 'Fordærv' bliver 'Amerikaneren' aldrig.
Men kedelig er hendes rundgang i konspirationsteorierne jo heller ikke, den er bare for kulørt til at være rigtig spændende. Og så savner jeg lidt flere stille stunder fra Rom, hvor Leone Scamarcio sætter sig med et godt glas whisky (hvorfor drikker han ikke grappa?) og noget sjov tobak. Jeg forstår sådan set godt, at kæresten, retsmedicineren Aurelia, vælger at forlade denne hvepserede og slå sig ned i Tyskland.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Anden bog om kommissær Scamarcio, en underholdende og overlæsset krimi om alverdens konspirationsteorier, bliver desværre aldrig rigtig spændende.
I de senere år har man, hvis man ville læse italienske krimier, kunnet vælge mellem nestoren Andrea Camilleris kulinariske Montalbano-krimier fra Sicilien eller Gianrico Carofiglios advokatkrimier fra Bari og omegn. Og ikke et ondt ord om dem. Men så bankede et nyt navn på, nemlig Nadia Dalbuono, der sidste år lod høre fra sig på dansk. Det var med romanen 'Fordærv', hvor hun satte Italiens dårligdomme og Roms lyksaligheder på krimi-landkortet. Hun er et godt og frisk pust.
Hos hendes hudflettes de italienske tilstande så labyrintisk, at man skal holde tungen lige i munden for ikke at køre sur i handlingen. Det gik endda i Fordærv. Men det bliver endnu mere forvirrende og vidtløftigt i hendes opus nr. to, 'Amerikaneren'. Her bliver hendes hovedfigur, kriminalkommissær Leone Scamarcio, en retskaffen mand med en blakket fortid, kastet for løverne og må om ad Norditalien, med tog, og til USA for at få styr på begivenhederne. Hvis han da altså får det!
Det ligner selvmord, da han finder en mand hængt fra Pont Sant’Angelo-broen over Tiberen. Hvem er den døde? Han er dyr i tøjet og har mursten i lommerne. Er det nok en falleret forretningsmand, som er kommet i økonomisk uføre? Scamarcio ser dog klare paralleller til en mere end 30 år gammel sag, hvor en vis Roberto Calvi, også kaldet Guds Bankmand, fra Vatikanbanken, hang og dinglede på tilsvarende måde. Og nu dukker der nok et lig op, en kardinal med tilknytning til samme bank, findes myrdet. Camarcio synes på vej ind i en stor sag. Men før han kommer for godt i gang, køres han hårdhændet ud på et sidespor. Han mener til gengæld, at så var han vel på rette spor. Sådan leger man heller ikke kispus med ham. Han tager på en såkaldt ferie til USA.
Og snart åbner der sig foruroligende forbindelser mellem allehånde politiske og historiske intriger, fra 70’ernes Italien med De Røde Brigaders blodige attentater over hvidvask i Vatikanet og mafiøse korruptionsskandaler og frem til 9/11 og jagten på Bin Laden … indtil han selv er på vej til at få en løkke om halsen og blive hængt til skue over Tiberen.
Jeg må også indrømme, at jeg var ved at miste overblikket undervejs. Det kan da godt være, at udenlandske efterretningstjenester, læs: amerikanske, har iscenesat destabiliseringsoperationer over den ganske verden, i samarbejde med kirken og den italienske mafia, men brikkerne falder ikke rigtigt på plads. Det er, som om Nadia Dalbuono har slået et for stort brød op. Hun mangler vel bare at afsløre, at det også er CIA, der har orkestreret højrebølgens fremmarch i både i USA og Europa. Så intens og nervepirrende og stemningsfuld som 'Fordærv' bliver 'Amerikaneren' aldrig.
Men kedelig er hendes rundgang i konspirationsteorierne jo heller ikke, den er bare for kulørt til at være rigtig spændende. Og så savner jeg lidt flere stille stunder fra Rom, hvor Leone Scamarcio sætter sig med et godt glas whisky (hvorfor drikker han ikke grappa?) og noget sjov tobak. Jeg forstår sådan set godt, at kæresten, retsmedicineren Aurelia, vælger at forlade denne hvepserede og slå sig ned i Tyskland.
Kommentarer