Birahima er gadebarn, barnesoldat, morder og junkie – han er også vores guide gennem en nådeløs verden.
Det her er en grum fortælling fra Sierra Leone og Liberia - grænserne er tilsyneladende uden betydning i et område behersket af banditter, hvis grådighed er omvendt proportional med deres idealisme på befolkningens vegne. Her lever, eller måske snarere overlever, den 10-12 årige Birahima - faderen er fraværende og moderen dør af koldbrand efter mange års lidelser som følge af en uren omskæring. I et land uden socialt sikkerhedsnet og uden familie bliver hans faster den eneste, han kan opsøge.
Bogen følger hans forsøg på at nå frem til hende gennem et (borger)krigshærget område hvor lov og orden vokser ud af et geværløb. Han følges igennem med en fupmager og heksedoktor fra landsbyen som ligesom han selv bliver internt fordrevne og, som børnesoldater, medskabere af det kaos som har tvunget dem ud på deres færd.
Det bliver en rejse gennem et samfund i opløsning hvor de snarere lader sig drive med af begivenhederne end som aktive skabere af deres eget liv. Birahima fremstår som en opportunist som til enhver tid kæmper for den side det bedst kan betale sig at høre til, som slår ihjel hvor og hvornår han ønsker. Det er således ikke en syndefaldshistorie om et uskyldigt barn som korrumperes af omstændigheder.
Hjertet i bogen ligger i de små hårdkogte skæbnefortællinger om de enkelte fortabte børn og deres forsøg på at overleve i en nådesløs verden hvor hverken Allah eller børnesoldater er forpligtet på retfærdighed. Børn som aldrig har haft en chance og som forventeligt går til grunde i deres eget og andres barbari - som pigen der, efter at have mistet sin familie først bliver voldtaget og barneprostitueret, dernæst børnesoldat for endeligt, såret, at blive efterladt i vejkanten til vilde dyr. Det er her bogen for alvor involverer én følelsesmæssigt.
Indimellem Birahimas historie og de konkrete fortællinger om at overleve får vi en række udredninger om de storpolitiske forhold - disse virker lovligt leksikale til at være skrevet af en (næsten) analfabet, og det er et stilbrud som generede mig lidt ved læsningen. De er dog gode at få forstand af og de fungerer, trods kronikpræget, som kontekstualiserende elementer i en historie som ellers kan blive for klaustrofobisk.
Det tog mig noget tid at vænne mig til bogens noget sære, meget kyniske, fortællestemme, som på en gang er gammelklog og primitiv. Et barn som aldrig har gået i skole men som plukker hvad han har brug for fra ordbøger og leksika. Det er en fortællestemme som i sin splittethed illustrerer en politisk pointe - Da hans stammesprog ikke er et skriftsprog må han oversætte sin fortælling til de tidligere koloniherrers sprog. Det der i udgangspunktet kan virke som et lettere irriterende fortælleteknisk tic bliver dermed en central pointe i fortællingen - Han er ikke bare forældreløs, besiddelsesløs og uden fremtid - selv hans eget sprog tages fra ham når han skal skrive sin historie. På den måde bliver det også en fortælling om koloniseringens konsekvenser.
En stærkt vedkommende og engagerende bog.
Kommentarer