Alice af Judith Hermann

Fem stærke og stille noveller, der stramt struktureret fortæller om tab, erindring og refleksion. En unik og usentimental læseoplevelse, hvor de små detaljer er i fokus.

Novellesamlingen er et portræt af en kvinde. Alice er i slutningen af 30’erne og bor i Berlin.
Handlingen er meget sparsom. I hver novelle er der en mand, som dør, og efterladte - deriblandt Alice - som står tilbage med minderne og de eksistentielle spørgsmål, man stiller sig selv, når ens liv aldrig kan blive det samme igen.

Dødsfaldene er aldrig voldsomme eller makabre. I flere af novellerne er døden ventet efter et længere sygdomsforløb. Beskrivelserne af de pårørendes liv i dagene og timerne, før den syge får fred, er hjertegribende, fordi de omhandler almindelige gøremål, som at spise et stykke frugt eller ryge en cigaret, der i al deres trivialitet virker næsten grusomt ligegyldige, når der ligger et menneske i rummet ved siden af og dør. Der er ingen højlydt sorg i novellerne, og de små, diskrete, næsten indirekte tilkendegivelser af sorg virker derfor så meget stærkere.

Sproget er behersket og udgøres af korte sætninger. De fremstår enkle og saglige, og forhindrer dermed den sentimentalitet, der så nemt kunne have domineret novellesamlingen.

For at elske denne bog skal man have lyst til at dvæle ved detaljerne. ’Alice’ er en smuk læseoplevelse, der fordrer langsommelighed af læseren, så alle de fine små nuancer og detaljer, som vidner om sorgen og afmagten, opleves.

I den sidste novelle er den døde ham, Alice selv elsker. Læseren følger hende, mens hun efter dødsfaldet pakker hans ting sammen.

“Alice stak posen i sin egen jakkelomme. Hun kunne ikke få sig selv til at smide den væk. Der var tilsyneladende en rækkefølge i tingene, tid som skulle gå. Først finde, så forstå, så smide væk. Komme på afstand. Ro på, det havde irriteret hende, når Raymond havde sagt det. Ro på. Hun lagde vinterjakken i papkassen til Røde Kors. Det samme gjorde hun med handsken. En højrehåndshandske. Hun skubbede ikke sin egen hånd ind i den en sidste gang. “

Novellesamlingen skal også læses med ro på og i dens eget tempo. Belønningen er en stor læseoplevelse.