Anmeldelse
Aftenstjerne af Aske Juul Christiansen
En poetisk logbog med stjernekiggende og sensitive borebisser lyder som noget af et kunstnerisk krumspring, men ’Aftenstjerne’ viser noget af det ypperste, litteraturen kan.
Det er en beskidt olieverden, debutanten Aske Juul Christiansen skriver frem. Gennem 12 dele og 236 sider sidder læseren klaustrofobisk fast i dagligdagen på disse boreplatforme, blandt disse kollegaer. Man får virkelig en sugende fornemmelse af, hvordan olieindustrien har behov for menneskets arbejdskraft og udvikling af teknologi, og menneskene er afhængige at det ressourceknappe materiale. Her møder vi borebisser, dronepiloter og sømænd, her følger vi arbejdet med olie og boringer, politik og relationer.
Gennem tolv måneder bliver læseren dumpet ned på udvalgte breddegrader på jordens overflade, hvor der er olieboringer i gang. Fortællerstemmen er altid tilstede og deltager i og iagttager arbejdet med olien. Når de ansatte ikke arbejder, forholder de sig til deres omgivelser, jorden under dem og himlen over dem. Alle tanker og overvejelser bliver skrevet ned. Men af hvem?
Med bogen i hånden, lægger man især mærke til omslaget. Det hårde pap med den sorte farve som symbol på olien går igen på udvalgte sider i starten og slutningen af bogen. Her er der som indledning blandt andet nedskrevet en olie-etymologi, et kort over verdens olieboringer, samt citater og udtalelser om olie, der cementerer dens klæbrige plads i vores historie. Herefter er 'Aftenstjerne' dateret fra den 10. november 2015 i Galveston Bay til 24. november 2016 på rumstationen ISS.
Der er nogle enkelte spor i bogen, der skiller sig ud. På et tidspunkt i Salvador lærer vi figuren Yemoja at kende. Det er selvsamme guddom, der får det sidste ord i bogen på det nigerianske sprog igbo. Yemoja er en afrikansk havgudinde, en moderlig figur der beskytter børn, gravide kvinder og sømænd. Hun blev især dyrket under den transatlantiske slavehandels-æra. På den måde er hun en slags bindeled i havet mellem Afrika og Sydamerika.
Den 23. juli 2016 kl. 03:04, godt to tredjedele inde i bogen efter at vi udelukkende har befundet os på jorden, kommer en melding fra rumstationen ISS. Den begynder med denne smukke sætning: ”Vi har brugt dagen på at laste og ompakke, nu ligger Europa i mørket og skinner ind gennem det lille vindue". Derefter melder ISS sig på banen yderligere fem gange.
'Aftenstjerne' er en læseoplevelse, der har efterladt mig uden begreb om, hvorvidt det jeg har læst har været en skør fantasi om olieindustrien eller en ganske sandfærdig gengivelse. Derfor var jeg også nødt til at læse den anderledes og ikke blot fra ende til anden. Det var en bog, jeg tog op og lagde fra mig med jævne mellemrum grundet de tunge tekniske termer og poetiske betragtninger.
Det kunne måske have været oplagt at skrive en sensationel tjubang-bog om olieindustriens rædsler og penge, men i stedet beskriver Aske Juul Christiansen tilstande, betragtninger og arbejdet på gulvet. På den måde minder den mig også om Olga Ravns sci-fi-roman De ansatte, der også består af varierende prosastykker, hvor de ansatte fortæller om livet på arbejdspladsen. Et andet litterært slægtskab ser jeg i Rasmus Lunds debut Moder vækst fra sidste år. Både Lund og Juul Christiansen skriver sig ind i en tendens af unge, bevidste mænd, der udtrykker en bekymring og en analyse af det fremadstormende og på mange måder ødelæggende samfund, vi lever i.
Bogen slutter med en besked fra Yemoja. Jeg sad sirligt og oversatte det i google translate, og det er en ret poetisk og smuk afslutning. Men jeg synes, du selv skal have lov at lave det stykke detektivarbejde og se teksten komme til syne.
En poetisk logbog med stjernekiggende og sensitive borebisser lyder som noget af et kunstnerisk krumspring, men ’Aftenstjerne’ viser noget af det ypperste, litteraturen kan.
Det er en beskidt olieverden, debutanten Aske Juul Christiansen skriver frem. Gennem 12 dele og 236 sider sidder læseren klaustrofobisk fast i dagligdagen på disse boreplatforme, blandt disse kollegaer. Man får virkelig en sugende fornemmelse af, hvordan olieindustrien har behov for menneskets arbejdskraft og udvikling af teknologi, og menneskene er afhængige at det ressourceknappe materiale. Her møder vi borebisser, dronepiloter og sømænd, her følger vi arbejdet med olie og boringer, politik og relationer.
Gennem tolv måneder bliver læseren dumpet ned på udvalgte breddegrader på jordens overflade, hvor der er olieboringer i gang. Fortællerstemmen er altid tilstede og deltager i og iagttager arbejdet med olien. Når de ansatte ikke arbejder, forholder de sig til deres omgivelser, jorden under dem og himlen over dem. Alle tanker og overvejelser bliver skrevet ned. Men af hvem?
Med bogen i hånden, lægger man især mærke til omslaget. Det hårde pap med den sorte farve som symbol på olien går igen på udvalgte sider i starten og slutningen af bogen. Her er der som indledning blandt andet nedskrevet en olie-etymologi, et kort over verdens olieboringer, samt citater og udtalelser om olie, der cementerer dens klæbrige plads i vores historie. Herefter er 'Aftenstjerne' dateret fra den 10. november 2015 i Galveston Bay til 24. november 2016 på rumstationen ISS.
Der er nogle enkelte spor i bogen, der skiller sig ud. På et tidspunkt i Salvador lærer vi figuren Yemoja at kende. Det er selvsamme guddom, der får det sidste ord i bogen på det nigerianske sprog igbo. Yemoja er en afrikansk havgudinde, en moderlig figur der beskytter børn, gravide kvinder og sømænd. Hun blev især dyrket under den transatlantiske slavehandels-æra. På den måde er hun en slags bindeled i havet mellem Afrika og Sydamerika.
Den 23. juli 2016 kl. 03:04, godt to tredjedele inde i bogen efter at vi udelukkende har befundet os på jorden, kommer en melding fra rumstationen ISS. Den begynder med denne smukke sætning: ”Vi har brugt dagen på at laste og ompakke, nu ligger Europa i mørket og skinner ind gennem det lille vindue". Derefter melder ISS sig på banen yderligere fem gange.
'Aftenstjerne' er en læseoplevelse, der har efterladt mig uden begreb om, hvorvidt det jeg har læst har været en skør fantasi om olieindustrien eller en ganske sandfærdig gengivelse. Derfor var jeg også nødt til at læse den anderledes og ikke blot fra ende til anden. Det var en bog, jeg tog op og lagde fra mig med jævne mellemrum grundet de tunge tekniske termer og poetiske betragtninger.
Det kunne måske have været oplagt at skrive en sensationel tjubang-bog om olieindustriens rædsler og penge, men i stedet beskriver Aske Juul Christiansen tilstande, betragtninger og arbejdet på gulvet. På den måde minder den mig også om Olga Ravns sci-fi-roman De ansatte, der også består af varierende prosastykker, hvor de ansatte fortæller om livet på arbejdspladsen. Et andet litterært slægtskab ser jeg i Rasmus Lunds debut Moder vækst fra sidste år. Både Lund og Juul Christiansen skriver sig ind i en tendens af unge, bevidste mænd, der udtrykker en bekymring og en analyse af det fremadstormende og på mange måder ødelæggende samfund, vi lever i.
Bogen slutter med en besked fra Yemoja. Jeg sad sirligt og oversatte det i google translate, og det er en ret poetisk og smuk afslutning. Men jeg synes, du selv skal have lov at lave det stykke detektivarbejde og se teksten komme til syne.
Kommentarer