Forfatteren til 'Døgnkioskmennesket' er tilbage med endnu en vellykket roman om at være anderledes og stå udenfor samfundets normer. Vær forberedt på en vild tur ud i det absurde.
Japansk litteratur er for mig ofte forbundet med et vist niveau af absurditet. Mange gange har jeg måttet spørge mig selv om, hvad det lige, var der skete dér? Skellet mellem virkelighed og magi eller det fantastiske udviskes. Jeg elsker, når fortællingerne tager en uventet drejning, når man overraskes eller måske endda bliver lidt rystet af læsningen. ’Jordboerne’ indfrier alle de ting i én lille velskrevet og fuldstændig absurd og skør roman, som har så meget på hjerte.
Natsuki har aldrig følt sig normal. Hun håber på, at samfundet vil hjernevaske hende, så hun automatisk vil tilpasse sig den normale verden, alle andre lever i: Fabrikken. ”Det kalder vi den verden, vi lever i”(…)”Vi er komponenter, der er fysisk forbundne. Dele der skal producere børn og sørge for at vores gener videreføres til fremtiden”.
Natsuki og Tomoomi har fundet hinanden på en hjemmeside for indgåelse af ægteskaber med særlige vilkår. Deres vilkår består i at de ikke skal have hverken sex eller børn, men blot leve under samme tag for at være fri for familiens konstante pres og indblanding.
Det viser sig, at de to har samme syn på tilværelsen, dog med den forskel, at hvor Natsuki ønsker at blive ”normal”, kæmper Tomoomi for at slippe langt væk fra det fængsel, normaliteten er for ham.
Natsuki havde et særligt bånd til fætteren Yuu, som hun kun så til obon-højtiden én gang om året, når familien samledes hos bedsteforældrene i Akishina. En pinlig hændelse mellem de to, får familien til at skille dem ad som børn, men nu søger Natsuki og Tomoomi op i det gamle hus, hvor Yuu nu bor.
Natsuki var tryllepigen der ville hjælpe Yuu, drengen der var blevet smidt på jorden af nogle rumvæsner, med at finde sit rumskib, så han kunne komme tilbage til sin planet med det mundrette navn Pohapipinpobopia. Barndommens leg er kun fantasi for Yuu, men ramme alvor for Natsuki, og det bliver en redningsplanke og en måde for hende at komme igennem barndommen på.
Det absurde tager for alvor fart, da de tre aparte mennesker mødes i Akishina, hvor fantasien og friheden udenfor fabrikken sætter gang i en noget alternativ livsstil, jeg næsten ikke kan finde ord for.
Det er en ufatteligt underholdende og vellykket roman, der samtidig er meget mærkværdig og langt ude. Under overfladen lurer samtidig også en stille smerte over et menneske, som har afgivet et løfte til sin elskede: "At overleve, uanset hvad der sker". Det får hun nemlig brug for med en familie, der ikke giver hende meget kærlighed samt nogle meget traumatiske oplevelser, der bestemt ikke gør det nemt for hende at blive en del af ”fabrikken”.
Kommentarer