Prisbelønnet debutroman om et tvillingepars opvækst i 1980’ernes London.
Tvillingerne Georgia og Bessi vokser op i en tværkulturel familie i 80erne. Moderen er fra en nigeriansk landsby og faderen engelsk arbejderklasse. Det er et udpræget dysfunktionelt ægteskab, hvor de følelser, som måtte have været der, er slidt ned. Fortællingen fokuserer på tvillingernes oplevelse af verden og på deres identitetsskabelse, og det er bevægelsen fra børnenes tvedelte sansning til de unge voksnes individualiserede ståsted i verden som interesserer forfatteren. Hvor Monica Ali eller Zadie Smith måske havde udfoldet sociale og kulturelle aspekter, vælger Evans at holde sig til det personlige.
På det ydre plan sker der ikke det store, og de få dramatiske optrin kommer til at stå som markører for overgange, for ændringer, snarere end som noget i sig selv signifikant. Således bliver det centrale ved det voldtægtsforsøg, Georgia udsættes for, ikke begivenheden, men at skammen repræsenterer den første adskillelse af søstrene.
Bogens appel ligger i høj grad i dens sproglige opfindsomhed og intensitet. Evans stil er meget billedskabende og poetisk. Ofte puster det en særlig form for liv i ret prosaiske begivenheder og beskrivelser – der er en udpræget musikalsk åre i fortællestemmen, men til tider kommer det beåndede dog til at stå i vejen for fortællingens fremdrift. Især hen imod slutningen, hvor tragedien bliver nærværende, bliver tonen lovlig svulstig for en prosaisk læser som mig.
Beskrivelsen af familien og ægteskabet irriterede mig – moderen står for det følsomme og ægte, hvor manden kommer til at repræsentere det selvfornægtende og følelsesmæssigt forkrampede. Derimod er tvillingeparrets historie ekstremt velfortalt, og det føltes i passager som om jeg som læser fik lov til at sanse med. Den underlæggende sorg, som ligger i deres gradvise ambivalens og adskillelse fra hinanden er romanens følelsesmæssige centrum, og hvor de sociale og kulturelle spor i romanen kan virke lidt påklistrede virker dette anderledes ægte. Det er også her, i historien om opvækst og modning, at bogen er til at relatere til som almenmenneskelig fortælling.
Hvis De er mere til Ib Michael end Raymond Carver, vil De være godt underholdt. Jeg var tilstrækkeligt indtaget af fortællerstemmen til at kunne leve med at fortællingen kunne have været strammere afviklet.
Kommentarer