Nogle bøger bliver bare bedre med alderen. Det gælder ’16 år i Sibirien’ fra 1982, som fortæller om medmenneskelighed og ukuelig livsvilje under et knugende totalitært styre.
Ægteparret Rachel og Israel Rachlin blev sammen med deres to børn deporteret fra deres hjem i Litauen i 1941. Familien var velhavende jødiske handelsfolk, og det var sikkert grunden til, at de pludselig var ”socialt farlige elementer”. Nogen forklaring på deportationen fik de aldrig. Det blev til 16 år som deporterede, år præget af kulde, dårlige levevilkår, utryghed og umotiverede forflyttelser rundt i Sibirien. Men samtidig med at vi hører om systemets vilkårlighed, om utryghed, afsavn og hjemvé, så er det også en fortælling om at overleve ved at mobilisere alt det bedste, som mennesker råder over.
Der er solstrålehistorien om fødslen af efternøleren Samuel, der er modige mennesker, som sætter frihed og karriere på spil for at hjælpe familien, og der er gæstfrihed og generøsitet fra ganske almindelige mennesker. Ikke mindst får vi beretningen om et ægteskab baseret på gensidig tillid, kærlighed, respekt og ukuelig vilje til at få familiens liv til at fungere.
Endelig efter 16 år lykkes det at få udrejsetilladelse til Danmark.
Samuel Rachlin har skrevet et glimrende forord til den nye udgave, og her får vi det historiske perspektiv i hans fortælling om, hvordan han i 1999 rejste i forældrenes fodspor. Han har også forsynet denne nye udgave med billeder og dokumenter, som ikke var med i de tidligere udgaver. Historisk er der sket meget siden bogen udkom: Sovjetstyrets sammenbrud og murens fald har givet os en ny virkelighed. Så bogen er ikke kun god at genlæse for os, der læste den i 1980’erne – jeg vil også varmt anbefale den til de generationer, som ikke kan huske den kolde krigs tid.
Men der er også indenrigspolitiske begivenheder, som gør bogen aktuel: En bekendt fortalte mig for nogle år siden om sin flugt fra et borgerkrigshærget Bosnien. Om hvor bange og utryg hun havde følt sig under flugten og efter ankomsten til Danmark, hvor de første år var præget af påbud om pludselige flytninger (en enkelt gang midt om natten) og uforståelige eller umotiverede administrative beslutninger. Jeg forstod hende ikke helt dengang. Det gør jeg nu efter at have genlæst ’16 år i Sibirien’.
Kommentarer