Analyse
Williams, John - Stoner
John Williams' roman 'Stoner' er en karakterstudie af en helt almindelig mand, som vi følger fra barndom til død, som søn, far, ægtemand og litterat i første halvdel af 1900-tallet. Romanen handler om det hele liv med dets mange drømme og dets mange skuffelser, hvor kun Stoners livslange kærlighed til litteraturen ikke smuldrer i mødet med virkeligheden.
John Williams’ roman 'Stoner' fra 1965 er en karakterstudie af en helt almindelig mand med et helt almindeligt liv. Romanen drives ikke frem af et spændingsfyldt plot eller vrides af uventede twists. Tværtimod følger vi William Stoner i hans stille hverdag, i ægteskabet og i karrieren som litterat på et amerikansk universitet, og netop gennem denne skildring af dagligdagen træder det tragiske i hans skæbne frem.
Uigenkaldelighedens tragik
'Stoner' er i sin form realistisk på en gammeldags facon. Romanen består ikke af sproglige eksperimenter eller formmæssige excesser. Vi har derimod en traditionel tredjepersonsfortæller, der med olympisk overblik tager os ved hånden og fører os gennem Stoners liv fra hans spæde barndom som landsbrugssøn til dødslejet som litterat, ægtemand og far. Fokus ligger altovervejende hos Stoner, men det skifter stundom og kortvarigt til andre karakterer, bl.a. hans hustru. Fortællingen er holdt i bagudsyn; det slås fast allerede i romanens to første sætninger, der ligeledes er et eksempel på romanens mange berettende afsnit:
”William Stoner startede i året 1910, i en alder af nitten, som førsteårsstuderende på University of Missouri. Otte år senere, mens Første Verdenskrig rasede, tog han sin magisterkonferens og blev ansat som undervisningsassistent på samme universitet, hvor han underviste til sin død i 1956".
Så er banen kridtet op. Det interessante i fortællingen er ikke historiens afslutning, hovedpersonens død, men derimod forløbet mellem fødsel og død – hvilket naturligvis gælder for os alle. Bagudsynet benyttes i en række narrative forudgreb, hvor fortælleren afslører, hvordan fremtiden for Stoner former sig, før begivenhederne mere detaljeret oprulles for læseren. Det giver romanen en vemodig tone, en form for definitiv uafvendelighed, en uigenkaldelighedens tragik. Et eksempel på denne mekanisme ses i ægteskabet mellem William Stoner og hustruen Edith Elaine Bostwick, hvor bryllupsrejsen opsummeres således: ”Og derfor blev deres bryllupsrejse som så mange andres en fiasko”, hvilket danner rammen for læserens forståelse af den følgende beskrivelse af deres rejse. Forudgrebene trækker på sin vis den umiddelbare spænding ud af hændelserne, men de tilføjer samtidig et mere interessant rum for eftertænksom refleksion og et fokus på nuancer og detaljer i hændelsesforløbet.
De mange forudgreb flettes sammen med panoramiske afsnit, hvor længere tidsrum i Stoners liv kondenseres. For at holde os til eksemplet fra før, så sammentrækkes Stoners syn på de første års ægteskab på følgende måde: ”Før der var gået en måned, forstod han, at hans ægteskab var en fiasko; før der var gået et år, holdt han op med at håbe på, at det ville blive bedre".
Denne klassiske fortællemåde med indre synsvinkel, bagudsyn og koncentrerede, berettende gengivelser af lange perioder passer overordentlig godt til indholdet, det begivenhedsfattige levned og de lange stræk af tid, hvor de daglige rutiner opæder livet, imens årene svinder bort.
Kærlighed, resignation og bristede drømme
'Stoner' er stramt komponeret om en række handlingstråde, der fletter sig ind og ud ad hinanden, og som belyser hinanden. Vi har således Stoner og ægteskabet med hustruen, forholdet til datteren Grace og den kortvarige kærlighedsaffære med studinen Kathrine Driscoll. Derudover har vi Stoner og hans kærlighedsforhold til litteraturen, til universitetet som institution og samarbejdet med kollegerne.
Der er i hvert fald to fælles træk for disse mange forhold og handlingstråde. For det første er de forankret i romanens hovedtema kærlighed, der udfoldes gennem hele fortællingen. For det andet synes Stoners drømme at smuldre i mødet med virkeligheden. Det sidste, det konfliktfyldte møde mellem ideal og realitet, er et aspekt, som præsenteres eksplicit i begyndelsen af romanen, da universitetskammeraten David Masters giver en profetisk karakteristik af Stoner: ”Du tror, at der er noget her, noget at komme efter. (…) Du er også skabt til fiasko (…) Fordi du altid ville forvente, at verden var noget, den ikke er, noget den slet ikke ønsker at være".
Vi ser dette misforhold mellem Stoners håb og virkelighed konkretiseret af flere omgange. Først og fremmest i Stoners ægteskab, hvor kærligheden mellem mand og kvinde svinder bort, og hvor ægteskabet efter vielsen udvikler sig til en regulær kampzone. Stoner viger uden om konfrontationerne; han bøjer af og ender med at leve store dele af sit liv i husets vindfang, sovende på sofaen, alene og langt fra ungdommens forestilling om kærligheden som ”en absolut form for væren”.
Vi ser ligeledes misforholdet mellem ideal og realitet i forholdet mellem far og datter, der som konsekvens af det problematiske ægteskab saboteres. Stoner bliver en art tilskuer til sin datters stilfærdige forkrøbling under opvæksten og hendes deroute efter puberteten, og hans kærlighed til hende vokser midt i hans afmægtig betragtning. I beskrivelsen af datteren finder vi ligeledes et godt eksempel på romanens tragiske grundtone, der kommer til udtryk i følgende tankerække: ”Stoner blev klar over, at hun, som hun selv sagde, næsten var lykkelig midt i sin fortvivlelse; hun ville leve roligt til sine dages ende og drikke lidt mere for hvert år, der gik, bedøve sig selv mod det tomrum, hendes liv var blevet. Han var glad for, at hun i det mindst havde dét; han var taknemmelig for, at hun kunne drikke”.
Et tredje eksempel er den kortvarige affære mellem Stoner og Kathrine Driscoll, som modner Stoners forståelse af kærligheden og livet: ”den, man elsker til at begynde med, [er] ikke den samme som den, man elsker til sidst, og at kærligheden ikke er et mål, men en proces, hvori et menneske forsøger at lære en anden at kende". De vælger imidlertid at afbryde deres affære, da verden får nys om den. Det gør de, fordi Stoner ellers ville blive fyret fra universitetet.
Vi ser altså, at Stoner synes at resignere i mødet med verden, men i hans resignation ligger en dyb forståelse af hans egen og konens natur, og i denne forståelse ligger en tilgivelse og en stiltiende accept af de vilkår og de valg, der gav ham dét liv, han fik. Det er i denne forløsende accept, vi finder forklaringen på den stoiske ro, som Stoner udviser gennem hele sit fortvivlede liv.
Litteraturen og universitetet som tilflugtssted for de uformående
Stoners første og livslange kærlighed er imidlertid hverken kvinderne eller datteren; det er litteraturen. Det er en kærlighed, der fødes ud af intet, da Stoner begynder på University of Missouri som 19-årig, og som bliver hans skæbne.
Archer Sloane er Stoners mentor på universitetet, og som en åndelig jordmoder giver han Stoners liv et formål og en retning, da han siger: ”Jamen, ved De det ikke, mr. Stoner? (…) Kender De ikke Dem selv endnu? De skal være lærer (…) Det er kærlighed, hr. Stoner (…) De er forelsket. Så enkelt er det".
Litteraturen åbner sig for Stoner, og Stoner åbner sig for litteraturen: ”Han blev bevidst om sig selv på en måde, han ikke havde været før". Hermed understreges den selverkendelse, det er at læse litteratur, og som samtidig netop skaber den forståelsesmulighed af Stoners egen natur, hans accept af det liv, han lever, bygger på.
Litteraturen fylder hans liv og giver Stoner en sammenhængsfølelse, som han ikke finder andre steder: ”Fortidens skikkelser stimlede sammen fra mørket, hvor de holdt til, steg op fra de døde for øjnene af ham, og fortiden og de døde flød sammen med de levendes nu, så han i et langt, intenst øjeblik havde en vision af fylde, som han indgik i, og som han ikke kunne flygte eller havde noget ønske om at flygte fra". Det er simpelthen en følelse af at høre til, at være en del af en større sammenhæng; det er dét, litteraturen giver Stoner, og som skaber den stoiske sindsro, han møder livet og i sidste ende døden med. På sin vis fungerer litteraturen både som et refugium fra verden og en forbindelse til en højere forståelse af verden. Herved bliver romanen i sig selv en kærlighedserklæring til litteraturen som kunstart.
Som litterat bliver Stoner ansat på universitetet. Universitetet er i Stoners optik mere end blot en læreanstalt. Det er et nærmest helligt sted, hvilket vi bl.a. fornemmer, da Stoner første gang ser universitetsbygningerne: ”I flere minutter (…) stod Stoner ubevægelig og stirrede på komplekset af bygninger. Han havde aldrig set noget så imponerende. (…) Under ærefrygten fornemmede han pludselig en fredfyldt tryghed, som han aldrig havde mærket før".
Denne tryghed skal forstås ud fra romanens skelnen mellem ideal og realitet, hvor Stoner ser universitet som et tilflugtssted fra verden, hvor man kan dyrke videnskaben og kunsten i afsondret kontemplation. Igen kan vi gribe fat i Masters, der beskriver Stoners forståelse af universitetet som ”et stort depot, ligesom et bibliotek eller et bordel, hvor mænd af deres egen fri vilje kommer og udvælger sig det, der vil fuldkommengøre dem (…) Det Sande, Det Gode, Det Skønne”. Masters selv beskriver derimod universitetet som ”et hvilehjem for de svagelige, de aldrende, de misfornøjede og i det hel taget uformående”, og det er mellem disse to yderpositioner, Stoner synes at pendle.
Denne forståelse af universitetet som et skjul fra verden understreges af, at Stoner lever sit liv i første halvdel af 1900-tallet, hvor verden gennemrystes af to verdenskrige og en økonomisk krise i 1930’erne. Imidlertid spiller disse turbulente begivenheder kun en perifer rolle i Stoners liv, forskanset som han er. I stedet fokuserer romanen på hans slidsomme tålmodighed i det akademiske arbejde og hans ukuelige engagement i undervisningen, der naturligvis også udgør en form for skjold mod hans ægteskabelige problemer.
Det er ligeledes på universitetet, at Stoner finder sit livs eneste to venner, den omtalte David Masters og Gordon Finch. Disse venner fungerer som kontrastpersoner til Stoner, idet deres skæbner sætter Stoners i relief. Masters dør som ung under Første Verdenskrig i en jagt på livet. Finch manøvrerer sig gennem systemet og ender som dekan for det humanistiske fakultet på det universitet, hvor Stoner også arbejder. Stoner selv bliver derimod aldrig mere end lektor, da hans karriere vingeskydes som følge af et forsøg på at dumpe en uduelig studerende med de rette forbindelser. Det medfører, at også Stoners karrieredrøm lider skibbrud i mødet med virkeligheden: Han bruger herefter al sin tid på at undervise førsteårsstuderende og rette opgaver, og et egentligt forfatterskab begrænses til Stoners ungdommelige afhandling om den klassiske litteraturs indflydelse på middelalderpoesien. Denne bog er også omdrejningspunktet for Stoners allersidste tanker i dette liv, idet han gennem bogen så at sige efterlader en smule af sig selv i denne verden.
Døden og at være den, man er
I slutningen af romanen ligger Stoner for døden. Her gentager Stoner adskillige gange det grundlæggende spørgsmål: ”Hvad havde du forventet?”, og den inciterende gentagelse forplanter sig til læseren selv. Spørgsmålet bliver en slags råb fra en stille mand til os alle; det er et eksistentielt spørgsmål, der synes at genlyde længe efter romanens sidste side.
Stoner dør imidlertid ikke fortvivlet; tværtimod finder han også på dødslejet den ro, som han altid har båret i sig, og som bunder i hans forståelse af sig selv: ”Han erindrede sig dunkelt, at han havde tænkt på fiasko – som om det havde nogen betydning. Nu forekom det ham, at den slags tanker var gemene, ikke værdige til, hvad hans liv havde været. (…) Han var sig selv, og han vidste, hvad han havde været".
Følelsen af fiasko tilhører nemlig verden; det er en målestok for vores formåen i verden, men Stoners liv har været meget mere end det. Det har været forbundet med litteraturen og den større helhed, som litteraturen for Stoner repræsenterer. Som sådan synes læserens forståelse af det tragiske i Stoners liv at blive gjort til skamme. Stoner ser ikke sig selv som en tragisk, ulykkelig skikkelse, snarere har han levet det liv, der af forskellige årsager blev hans, ærligt og i overensstemmelse med sig selv.
Stoners fredsommelige harmoni på dødslejet spinder en tråd tilbage til romanens første halvdel, hvor han i studieårenes læsning af Antikkens digtere forundres over, hvordan de accepterer ”dødens virkelighed, som om den intethed, de stod overfor, var en hyldest til den rigdom, de havde nydt gennem årene". I den forstand dør Stoner som en af sine romerske idoler: Forunderligt fredfyldt, velafbalanceret og i glæde over det lille livs ufattelige storhed.
John Williams' roman 'Stoner' er en karakterstudie af en helt almindelig mand, som vi følger fra barndom til død, som søn, far, ægtemand og litterat i første halvdel af 1900-tallet. Romanen handler om det hele liv med dets mange drømme og dets mange skuffelser, hvor kun Stoners livslange kærlighed til litteraturen ikke smuldrer i mødet med virkeligheden.
John Williams’ roman 'Stoner' fra 1965 er en karakterstudie af en helt almindelig mand med et helt almindeligt liv. Romanen drives ikke frem af et spændingsfyldt plot eller vrides af uventede twists. Tværtimod følger vi William Stoner i hans stille hverdag, i ægteskabet og i karrieren som litterat på et amerikansk universitet, og netop gennem denne skildring af dagligdagen træder det tragiske i hans skæbne frem.
Uigenkaldelighedens tragik
'Stoner' er i sin form realistisk på en gammeldags facon. Romanen består ikke af sproglige eksperimenter eller formmæssige excesser. Vi har derimod en traditionel tredjepersonsfortæller, der med olympisk overblik tager os ved hånden og fører os gennem Stoners liv fra hans spæde barndom som landsbrugssøn til dødslejet som litterat, ægtemand og far. Fokus ligger altovervejende hos Stoner, men det skifter stundom og kortvarigt til andre karakterer, bl.a. hans hustru. Fortællingen er holdt i bagudsyn; det slås fast allerede i romanens to første sætninger, der ligeledes er et eksempel på romanens mange berettende afsnit:
”William Stoner startede i året 1910, i en alder af nitten, som førsteårsstuderende på University of Missouri. Otte år senere, mens Første Verdenskrig rasede, tog han sin magisterkonferens og blev ansat som undervisningsassistent på samme universitet, hvor han underviste til sin død i 1956".
Så er banen kridtet op. Det interessante i fortællingen er ikke historiens afslutning, hovedpersonens død, men derimod forløbet mellem fødsel og død – hvilket naturligvis gælder for os alle. Bagudsynet benyttes i en række narrative forudgreb, hvor fortælleren afslører, hvordan fremtiden for Stoner former sig, før begivenhederne mere detaljeret oprulles for læseren. Det giver romanen en vemodig tone, en form for definitiv uafvendelighed, en uigenkaldelighedens tragik. Et eksempel på denne mekanisme ses i ægteskabet mellem William Stoner og hustruen Edith Elaine Bostwick, hvor bryllupsrejsen opsummeres således: ”Og derfor blev deres bryllupsrejse som så mange andres en fiasko”, hvilket danner rammen for læserens forståelse af den følgende beskrivelse af deres rejse. Forudgrebene trækker på sin vis den umiddelbare spænding ud af hændelserne, men de tilføjer samtidig et mere interessant rum for eftertænksom refleksion og et fokus på nuancer og detaljer i hændelsesforløbet.
De mange forudgreb flettes sammen med panoramiske afsnit, hvor længere tidsrum i Stoners liv kondenseres. For at holde os til eksemplet fra før, så sammentrækkes Stoners syn på de første års ægteskab på følgende måde: ”Før der var gået en måned, forstod han, at hans ægteskab var en fiasko; før der var gået et år, holdt han op med at håbe på, at det ville blive bedre".
Denne klassiske fortællemåde med indre synsvinkel, bagudsyn og koncentrerede, berettende gengivelser af lange perioder passer overordentlig godt til indholdet, det begivenhedsfattige levned og de lange stræk af tid, hvor de daglige rutiner opæder livet, imens årene svinder bort.
Kærlighed, resignation og bristede drømme
'Stoner' er stramt komponeret om en række handlingstråde, der fletter sig ind og ud ad hinanden, og som belyser hinanden. Vi har således Stoner og ægteskabet med hustruen, forholdet til datteren Grace og den kortvarige kærlighedsaffære med studinen Kathrine Driscoll. Derudover har vi Stoner og hans kærlighedsforhold til litteraturen, til universitetet som institution og samarbejdet med kollegerne.
Der er i hvert fald to fælles træk for disse mange forhold og handlingstråde. For det første er de forankret i romanens hovedtema kærlighed, der udfoldes gennem hele fortællingen. For det andet synes Stoners drømme at smuldre i mødet med virkeligheden. Det sidste, det konfliktfyldte møde mellem ideal og realitet, er et aspekt, som præsenteres eksplicit i begyndelsen af romanen, da universitetskammeraten David Masters giver en profetisk karakteristik af Stoner: ”Du tror, at der er noget her, noget at komme efter. (…) Du er også skabt til fiasko (…) Fordi du altid ville forvente, at verden var noget, den ikke er, noget den slet ikke ønsker at være".
Vi ser dette misforhold mellem Stoners håb og virkelighed konkretiseret af flere omgange. Først og fremmest i Stoners ægteskab, hvor kærligheden mellem mand og kvinde svinder bort, og hvor ægteskabet efter vielsen udvikler sig til en regulær kampzone. Stoner viger uden om konfrontationerne; han bøjer af og ender med at leve store dele af sit liv i husets vindfang, sovende på sofaen, alene og langt fra ungdommens forestilling om kærligheden som ”en absolut form for væren”.
Vi ser ligeledes misforholdet mellem ideal og realitet i forholdet mellem far og datter, der som konsekvens af det problematiske ægteskab saboteres. Stoner bliver en art tilskuer til sin datters stilfærdige forkrøbling under opvæksten og hendes deroute efter puberteten, og hans kærlighed til hende vokser midt i hans afmægtig betragtning. I beskrivelsen af datteren finder vi ligeledes et godt eksempel på romanens tragiske grundtone, der kommer til udtryk i følgende tankerække: ”Stoner blev klar over, at hun, som hun selv sagde, næsten var lykkelig midt i sin fortvivlelse; hun ville leve roligt til sine dages ende og drikke lidt mere for hvert år, der gik, bedøve sig selv mod det tomrum, hendes liv var blevet. Han var glad for, at hun i det mindst havde dét; han var taknemmelig for, at hun kunne drikke”.
Et tredje eksempel er den kortvarige affære mellem Stoner og Kathrine Driscoll, som modner Stoners forståelse af kærligheden og livet: ”den, man elsker til at begynde med, [er] ikke den samme som den, man elsker til sidst, og at kærligheden ikke er et mål, men en proces, hvori et menneske forsøger at lære en anden at kende". De vælger imidlertid at afbryde deres affære, da verden får nys om den. Det gør de, fordi Stoner ellers ville blive fyret fra universitetet.
Vi ser altså, at Stoner synes at resignere i mødet med verden, men i hans resignation ligger en dyb forståelse af hans egen og konens natur, og i denne forståelse ligger en tilgivelse og en stiltiende accept af de vilkår og de valg, der gav ham dét liv, han fik. Det er i denne forløsende accept, vi finder forklaringen på den stoiske ro, som Stoner udviser gennem hele sit fortvivlede liv.
Litteraturen og universitetet som tilflugtssted for de uformående
Stoners første og livslange kærlighed er imidlertid hverken kvinderne eller datteren; det er litteraturen. Det er en kærlighed, der fødes ud af intet, da Stoner begynder på University of Missouri som 19-årig, og som bliver hans skæbne.
Archer Sloane er Stoners mentor på universitetet, og som en åndelig jordmoder giver han Stoners liv et formål og en retning, da han siger: ”Jamen, ved De det ikke, mr. Stoner? (…) Kender De ikke Dem selv endnu? De skal være lærer (…) Det er kærlighed, hr. Stoner (…) De er forelsket. Så enkelt er det".
Litteraturen åbner sig for Stoner, og Stoner åbner sig for litteraturen: ”Han blev bevidst om sig selv på en måde, han ikke havde været før". Hermed understreges den selverkendelse, det er at læse litteratur, og som samtidig netop skaber den forståelsesmulighed af Stoners egen natur, hans accept af det liv, han lever, bygger på.
Litteraturen fylder hans liv og giver Stoner en sammenhængsfølelse, som han ikke finder andre steder: ”Fortidens skikkelser stimlede sammen fra mørket, hvor de holdt til, steg op fra de døde for øjnene af ham, og fortiden og de døde flød sammen med de levendes nu, så han i et langt, intenst øjeblik havde en vision af fylde, som han indgik i, og som han ikke kunne flygte eller havde noget ønske om at flygte fra". Det er simpelthen en følelse af at høre til, at være en del af en større sammenhæng; det er dét, litteraturen giver Stoner, og som skaber den stoiske sindsro, han møder livet og i sidste ende døden med. På sin vis fungerer litteraturen både som et refugium fra verden og en forbindelse til en højere forståelse af verden. Herved bliver romanen i sig selv en kærlighedserklæring til litteraturen som kunstart.
Som litterat bliver Stoner ansat på universitetet. Universitetet er i Stoners optik mere end blot en læreanstalt. Det er et nærmest helligt sted, hvilket vi bl.a. fornemmer, da Stoner første gang ser universitetsbygningerne: ”I flere minutter (…) stod Stoner ubevægelig og stirrede på komplekset af bygninger. Han havde aldrig set noget så imponerende. (…) Under ærefrygten fornemmede han pludselig en fredfyldt tryghed, som han aldrig havde mærket før".
Denne tryghed skal forstås ud fra romanens skelnen mellem ideal og realitet, hvor Stoner ser universitet som et tilflugtssted fra verden, hvor man kan dyrke videnskaben og kunsten i afsondret kontemplation. Igen kan vi gribe fat i Masters, der beskriver Stoners forståelse af universitetet som ”et stort depot, ligesom et bibliotek eller et bordel, hvor mænd af deres egen fri vilje kommer og udvælger sig det, der vil fuldkommengøre dem (…) Det Sande, Det Gode, Det Skønne”. Masters selv beskriver derimod universitetet som ”et hvilehjem for de svagelige, de aldrende, de misfornøjede og i det hel taget uformående”, og det er mellem disse to yderpositioner, Stoner synes at pendle.
Denne forståelse af universitetet som et skjul fra verden understreges af, at Stoner lever sit liv i første halvdel af 1900-tallet, hvor verden gennemrystes af to verdenskrige og en økonomisk krise i 1930’erne. Imidlertid spiller disse turbulente begivenheder kun en perifer rolle i Stoners liv, forskanset som han er. I stedet fokuserer romanen på hans slidsomme tålmodighed i det akademiske arbejde og hans ukuelige engagement i undervisningen, der naturligvis også udgør en form for skjold mod hans ægteskabelige problemer.
Det er ligeledes på universitetet, at Stoner finder sit livs eneste to venner, den omtalte David Masters og Gordon Finch. Disse venner fungerer som kontrastpersoner til Stoner, idet deres skæbner sætter Stoners i relief. Masters dør som ung under Første Verdenskrig i en jagt på livet. Finch manøvrerer sig gennem systemet og ender som dekan for det humanistiske fakultet på det universitet, hvor Stoner også arbejder. Stoner selv bliver derimod aldrig mere end lektor, da hans karriere vingeskydes som følge af et forsøg på at dumpe en uduelig studerende med de rette forbindelser. Det medfører, at også Stoners karrieredrøm lider skibbrud i mødet med virkeligheden: Han bruger herefter al sin tid på at undervise førsteårsstuderende og rette opgaver, og et egentligt forfatterskab begrænses til Stoners ungdommelige afhandling om den klassiske litteraturs indflydelse på middelalderpoesien. Denne bog er også omdrejningspunktet for Stoners allersidste tanker i dette liv, idet han gennem bogen så at sige efterlader en smule af sig selv i denne verden.
Døden og at være den, man er
I slutningen af romanen ligger Stoner for døden. Her gentager Stoner adskillige gange det grundlæggende spørgsmål: ”Hvad havde du forventet?”, og den inciterende gentagelse forplanter sig til læseren selv. Spørgsmålet bliver en slags råb fra en stille mand til os alle; det er et eksistentielt spørgsmål, der synes at genlyde længe efter romanens sidste side.
Stoner dør imidlertid ikke fortvivlet; tværtimod finder han også på dødslejet den ro, som han altid har båret i sig, og som bunder i hans forståelse af sig selv: ”Han erindrede sig dunkelt, at han havde tænkt på fiasko – som om det havde nogen betydning. Nu forekom det ham, at den slags tanker var gemene, ikke værdige til, hvad hans liv havde været. (…) Han var sig selv, og han vidste, hvad han havde været".
Følelsen af fiasko tilhører nemlig verden; det er en målestok for vores formåen i verden, men Stoners liv har været meget mere end det. Det har været forbundet med litteraturen og den større helhed, som litteraturen for Stoner repræsenterer. Som sådan synes læserens forståelse af det tragiske i Stoners liv at blive gjort til skamme. Stoner ser ikke sig selv som en tragisk, ulykkelig skikkelse, snarere har han levet det liv, der af forskellige årsager blev hans, ærligt og i overensstemmelse med sig selv.
Stoners fredsommelige harmoni på dødslejet spinder en tråd tilbage til romanens første halvdel, hvor han i studieårenes læsning af Antikkens digtere forundres over, hvordan de accepterer ”dødens virkelighed, som om den intethed, de stod overfor, var en hyldest til den rigdom, de havde nydt gennem årene". I den forstand dør Stoner som en af sine romerske idoler: Forunderligt fredfyldt, velafbalanceret og i glæde over det lille livs ufattelige storhed.
Kommentarer