Kunstnerroman? Opvækstroman? Selvbiografi? Linn Ullmanns roman 'De urolige' er svær at rubricere, men det er heller ikke nødvendigt. Den fungerer nemlig på sine helt egne præmisser.
'De urolige' (2016) er en righoldig roman, også hvad angår mængden af temaer. Linn Ullmann kommer vidt omkring - lige fra forskellen på kvindelige og mandlige kunstneres muligheder, kunstens betydning for individet, portrættet af en opbrudt familie og til de store ændringer i livet: det at blive voksen og det at møde døden.
Baggrunden for 'De urolige' er interessant nok ikke skønlitterær. Romanen udspringer af et helt andet projekt, nemlig en samtalebog, som Linn Ullmann ville skrive sammen med sin far, den svenske filminstruktør Ingmar Bergmann. Den 87-årige far, der var ideens ophavsmand, blev imidlertid så alderssvækket, at projektet aldrig blev afsluttet, og efter Bergmanns død lagde Ullmann optagelserne til side. Syv år senere, da farens død var kommet på afstand, fandt Ullmann imidlertid båndene frem og begyndte at transskribere dem. Enkelte af disse samtaler kom med i 'De urolige', hvor de både danner baggrund for forskellige barndomserindringer og giver et både nådesløst og smukt blik på alderdommen og døden.
Kærligheden og sansningerne
'De urolige' udforsker som sagt overgangene - både mellem barn og voksen og mellem livet og døden. De to temaer hænger intimt sammen, idet det netop er farens død, der udløser erindringen om opvæksten og forældrene. På den måde er 'De urolige' faktisk en fortælling om tre menneskers liv. Moren, skuespillerinden, faren, instruktøren og datteren, der bevæger sig frem og tilbage imellem dem. Forældrene har nemlig aldrig levet sammen, og der findes ikke et eneste billede af de tre sammen, eller det gjorde der ikke før nu. 'De urolige' tegner nemlig selv det portræt, hovedpersonen savner. Når det fremstilles sådan, kan det lyde som om, 'De urolige' først og fremmest er en roman om en opløst familie og bedre bliver det ikke af, at forældrene begge havde viet sig til kunsten og til tider tillagde den mere betydning end deres fælles datter eller at deres datter voksede op på evig rejse - mellem morens forskellige bopæle og mellem dem og den ø, hvor hun tilbragte sine somre sammen med faren. Det er ikke for ingenting, at Ullmann har kaldt sit værk 'De urolige'.
Det vil imidlertid være en fejl udelukkende at se romanen som en opgørsroman. I bogens begyndelse skriver fortælleren selv, at det i virkeligheden er en bog om ”tre kærligheder”, nemlig den kærlighed, der opstod mellem hendes mor og far, hendes kærlighed til forældrene og til sidst - kærligheden til et sted, Hammars på øen Fårö nord for Gotland, hvor fortælleren tilbragte en måned om året sammen med sin far.
At 'De urolige' er en kærlighedsroman, selvom det er en bidsk og barsk en af slagsen, understreges af den kærlighed, der er lagt i sproget. Som efter farens død, hvor fortælleren beskriver hans fødder således:
”Jeg tænker på alle de schatteringer af blåt der drev frem over hænderne og fødderne og dele af ansigtet, da der kun var dage eller timer tilbage af livet. Blåmarmorering, kaldes det. Han blev noget, også da han ophørte med at være. Ved marmorering blandes to eller flere farver til et marmorlignende mønster og forvandler en overflade - sten, papir, træværk, hud - til noget andet end det den er eller var".
Ullmann kombinerer her et nådesløst detaljeret blik på den døende krops ændringer, med et sprog der hæver beskrivelsen fra ”videnskab” til lyrik. Dette understreger at romanen mere handler om sansninger og erindrede sansninger end om en eller anden form for objektiv ”sandhed”.
Erindringens anatomi
Romanens opbygning hænger intimt sammen med både temaerne og titlen. Den uro, der har givet romanen sit navn, genfindes på kompositionsplan, hvor små poetiske kapitler blander sig med sansemættede afsnit fortalt af en jeg-fortæller, transskriberede samtaler med faren og fortællinger i tredje person. Selvom der står ”Roman” på forsiden bliver 'De urolige' dermed svær at genrebestemme, og det er måske en pointe i sig selv. Læseren får aldrig lov til blot at læne sig tilbage og slappe af, men bliver holdt i en tilstand af reflekterende uro, der spejler romanpersonernes.
Samme kobling mellem det tematiske plan og kompositionen findes i fortællingens cirkulære opbygning. 'De urolige' bevæger sig fremad, selvfølgelig gør den det, men i cirklende gentagelser, der spejler den fornemmelse af repetition som findes i al erindring. Gentagelserne er selvfølgelig ikke fuldstændige, men indeholder variationer, der viser, hvordan erfaringen og indsigten øges, jo ældre romanens hovedperson bliver.
I det hele taget underbygger opbygningen tekstens karakter af erindring. Som sagt veksles der igennem 'De urolige' mellem en voksen jeg-fortæller og en tredjepersonsfortæller, der betragter den pige, som er en yngre udgave af jeg-fortælleren. For det meste sker fortællerskiftet mellem forskellige afsnit, men andre steder sker det i en enkelt sætning: ”Moren ville opkalde hende efter en dukke hun havde haft som barn. Yndlingsdukken Beate. Jeg ved ingenting om dukken".
Grebet kan minde om Marcel Prousts 'Á la Recherche du temps perdu' (1913-27, da. 'På sporet af den tabte tid', 1932-38), hvor han gennem sit ældre jeg fortæller om sit yngre jeg. Både hos Proust og Ullmann giver denne opbygning læseren et dobbeltblik, der åbner op for både barnets umiddelbare sansninger og den voksnes refleksioner. Samtidig viser formen, hvordan hhv. nærhed og afstand påvirker et minde, og romanen bliver derfor også en fortælling om selve erindringens anatomi.
På denne måde kaster Ullmann et kritisk blik på sit eget projekt, den selvbiografiske roman. 'De urolige' er nemlig ikke hvilken som helst fortælling, men tager udgangspunkt i forfatterens eget liv med de to berømte forældre, film- og teaterinstruktøren Ingmar Bergmann og skuespillerinden Liv Ullmann.
I de seneste år er der kommet en lang række autofiktive romaner, blandt andet fra Ullmanns landsmand Karl Ove Knausgård, der med sit værk 'Min Kamp' (2009-2011) pustede liv i den efterhånden gamle debat om grænserne mellem skønlitteratur og selvbiografi, en debat Ullmanns værk endnu engang gør relevant.
Selvom der står ”Roman” på forsiden af De urolige prydes samme forside af et sløret fotografi af Linn sammen med sin far, Bergmann. Dette fik professor i almen litteraturvidenskab, Marianne Egeland, til i Dagbladet at kritisere forfatteren for at indgå to kontrakter med læseren. Imidlertid løser Ullmann elegant problemet med denne ”dobbelkontrakt”. Allerede på romanens første linje reflekterer hun over spørgsmålet om minders validitet: ”At se, at huske, at begribe. Alt kommer an på hvor du står".
Således understreges det, at romanen er erindring og ikke dokumentarisk - en pointe der styrkes af, at der inde i bogen ikke findes direkte referencer til hverken Linn, Liv eller Ingmar, idet de blot kaldes jeg/pigen, moren og faren.
Dette gør, at 'De urolige' ikke opleves som en udlevering af virkelige personer, men som en fortælling, der godt nok er forankret i en subjektiv erindring, men som ikke er afhængig af den. Som moren, Liv Ullmann udtalte til Dagbladet.no: ”Noe er dikt, noe er løgn, masse er sannhet”.
Når bogen er læst færdig vil man opdage, at hele spørgsmålet måske ikke er så relevant, som debatten kan give indtryk af, eftersom fortællingen i 'De urolige' uden problemer kan stå alene - uden den kendisfaktor, som de berømte forældre ellers giver den.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer