Analyse
Trudsø, Amalie Laulund - Koordinater
I debuten fra Amalie Laulund Trudsø kædes kendte gader i København sammen med poetiske beskrivelser af ungdommens op- og nedture.
Den ser ikke ud af meget, Amalie Laulund Trudsøs debutbog 'Koordinater' fra 2013. Små 100 sider bestående af korte kapitler på bare en side til halvanden. ”Københavnertekster” står der på titelbladet – ikke roman. Og de små kapitler læses også snarere som kortprosatekster – enten for sig eller i sammenhæng. For rent kompositionsmæssigt er der en kronologisk udvikling mellem de korte prosastykker i bogen, men den falder ofte i baggrunden for de sansemættede og stemningsfulde billeder af livet i byen, som Amalie Laulund Trudsø skriver frem.
Forladt og forelsket
I det første kapitel møder vi en ung jeg-fortæller, der lige er flyttet hjemmefra og landet midt i København. ”Det er her, jeg bliver forladt for første gang” indledes kapitlet, og et af bogens gennemgående temaer anslås. At blive forladt – eller forelsket – er to tæt forbundne følelser i Trudsøs univers. Men i første kapitel er det dog ikke en kæreste, der har forladt den unge jeg-fortæller. Det er hende selv, der har forladt sin barndom og sine forældre for at stå på egne ben, i København. Byen, der opleves med unge – næsten forelskede – øjne af vores fortæller:
”Delfingade, Elsdyrsgade, Vildandegade eller Krokodillegade, er det ikke helt vidunderlige navne. Det er, som om stanken fra fortidens rendestene hænger fast, ikke længere som lugt, men som et særligt skær over husrrækkerne. Som lys: den måde, det falder på her".
Sanserne er fuldt foldet ud i oplevelsen af byen. Fra gadernes eksotiske navne til fornemmelsen af den historie, som byen emmer af i de gamle kvarterer. Og som fortælleren så småt er ved at skrive sin egen historie ind i.
Gader som koordinater
Der går ikke længe, før det unge jegs forelskelse i byen bliver til en forelskelse i en fyr. Midt i nystartede studier og nye mennesker møder hun ham til en fest i Skydebanegade. ”Skydebanegade himself,” omtaler hun ham, og de finder hurtigt sammen.
”Jeg forbinder Folkets Park med bål, og det er egentlig mærkeligt, for der er slet ikke noget bål den aften, du spørger mig, om vi skal være kærester: ja nej måske".
Her oplever vi, hvordan fortællerens forelskelse knyttes til et kendt sted i byen og fortrænger hendes tidligere forståelse af stedet. Skydebanegade og Folkets Park bliver uløseligt forbundet til hendes forelskelse, og det bliver et gennemgående træk i bogen. Hvert kapitel er opkaldt efter en gade eller plads i København, som fortælleren forbinder med et særligt minde, følelse eller oplevelse. Og på den måde kommer de forskellige gader i bogen til at optræde som kardinalpunkter – eller koordinater ifølge bogens titel – i fortællerens liv, gennem de op- og nedture, som den endnu spæde kærlighed byder på.
Med sans for lyrikken
Der leges med sproget i de cirka 60 kapitler, som udgør 'Koordinater'. Fra stille, poetiske skildringer af byen som i kapitlet 'Njalsgade', hvor jeg-fortælleren taler i telefon med sin mor:
”Jeg sidder på kanten af den kunstige kanal og kniber øjnene sammen, mens jeg lytter, på den måde ser svanerne opløste ud: som rester af flødeskum, man er ved at vaske af en skål, som skyer over huset, hjemme".
Stilistisk set får sætningerne en helt særlig rytme, betonet af de forskellige bogstavrim på især k og s. Samtidig flyttes fortællerens tanker fra det nuværende hjem i byen til ”hjemme” hos forældrene gennem en kort associationsrække fra svaner til skyer.
Anderledes sprogligt løssluppet går det for sig i kapitler, hvor hjemsavnet skubbes i baggrunden til fordel for alle de nye indtryk og mennesker, som byen er fuld af:
”Vi slås, og vi knalder, så vaserne klirrer, jeg kaster op og koger en kylling. Scenen er sat helt i sort, og lykken er desperat i sin leg med vores legemer. Og vi er så vilde og unge, så berusede af liv og af nattebyens flimren, at vi ikke ænser, da en supernova eksploderer på himmelen over kastanjetræet i Griffenfeldsgade”.
Her får sproget saft og kraft – stadig med de samme virkemidler som ovenover – men anderledes ansporet af ungdommens ubekymrede sind.
'Koordinater' er skrevet i en overvejende lyrisk prosa, men fortæller igennem sine mange billeder og sansninger en historie, vi alle sammen kender: Om at flytte hjemmefra, blive voksen og blive forelsket/forladt.
I debuten fra Amalie Laulund Trudsø kædes kendte gader i København sammen med poetiske beskrivelser af ungdommens op- og nedture.
Den ser ikke ud af meget, Amalie Laulund Trudsøs debutbog 'Koordinater' fra 2013. Små 100 sider bestående af korte kapitler på bare en side til halvanden. ”Københavnertekster” står der på titelbladet – ikke roman. Og de små kapitler læses også snarere som kortprosatekster – enten for sig eller i sammenhæng. For rent kompositionsmæssigt er der en kronologisk udvikling mellem de korte prosastykker i bogen, men den falder ofte i baggrunden for de sansemættede og stemningsfulde billeder af livet i byen, som Amalie Laulund Trudsø skriver frem.
Forladt og forelsket
I det første kapitel møder vi en ung jeg-fortæller, der lige er flyttet hjemmefra og landet midt i København. ”Det er her, jeg bliver forladt for første gang” indledes kapitlet, og et af bogens gennemgående temaer anslås. At blive forladt – eller forelsket – er to tæt forbundne følelser i Trudsøs univers. Men i første kapitel er det dog ikke en kæreste, der har forladt den unge jeg-fortæller. Det er hende selv, der har forladt sin barndom og sine forældre for at stå på egne ben, i København. Byen, der opleves med unge – næsten forelskede – øjne af vores fortæller:
”Delfingade, Elsdyrsgade, Vildandegade eller Krokodillegade, er det ikke helt vidunderlige navne. Det er, som om stanken fra fortidens rendestene hænger fast, ikke længere som lugt, men som et særligt skær over husrrækkerne. Som lys: den måde, det falder på her".
Sanserne er fuldt foldet ud i oplevelsen af byen. Fra gadernes eksotiske navne til fornemmelsen af den historie, som byen emmer af i de gamle kvarterer. Og som fortælleren så småt er ved at skrive sin egen historie ind i.
Gader som koordinater
Der går ikke længe, før det unge jegs forelskelse i byen bliver til en forelskelse i en fyr. Midt i nystartede studier og nye mennesker møder hun ham til en fest i Skydebanegade. ”Skydebanegade himself,” omtaler hun ham, og de finder hurtigt sammen.
”Jeg forbinder Folkets Park med bål, og det er egentlig mærkeligt, for der er slet ikke noget bål den aften, du spørger mig, om vi skal være kærester: ja nej måske".
Her oplever vi, hvordan fortællerens forelskelse knyttes til et kendt sted i byen og fortrænger hendes tidligere forståelse af stedet. Skydebanegade og Folkets Park bliver uløseligt forbundet til hendes forelskelse, og det bliver et gennemgående træk i bogen. Hvert kapitel er opkaldt efter en gade eller plads i København, som fortælleren forbinder med et særligt minde, følelse eller oplevelse. Og på den måde kommer de forskellige gader i bogen til at optræde som kardinalpunkter – eller koordinater ifølge bogens titel – i fortællerens liv, gennem de op- og nedture, som den endnu spæde kærlighed byder på.
Med sans for lyrikken
Der leges med sproget i de cirka 60 kapitler, som udgør 'Koordinater'. Fra stille, poetiske skildringer af byen som i kapitlet 'Njalsgade', hvor jeg-fortælleren taler i telefon med sin mor:
”Jeg sidder på kanten af den kunstige kanal og kniber øjnene sammen, mens jeg lytter, på den måde ser svanerne opløste ud: som rester af flødeskum, man er ved at vaske af en skål, som skyer over huset, hjemme".
Stilistisk set får sætningerne en helt særlig rytme, betonet af de forskellige bogstavrim på især k og s. Samtidig flyttes fortællerens tanker fra det nuværende hjem i byen til ”hjemme” hos forældrene gennem en kort associationsrække fra svaner til skyer.
Anderledes sprogligt løssluppet går det for sig i kapitler, hvor hjemsavnet skubbes i baggrunden til fordel for alle de nye indtryk og mennesker, som byen er fuld af:
”Vi slås, og vi knalder, så vaserne klirrer, jeg kaster op og koger en kylling. Scenen er sat helt i sort, og lykken er desperat i sin leg med vores legemer. Og vi er så vilde og unge, så berusede af liv og af nattebyens flimren, at vi ikke ænser, da en supernova eksploderer på himmelen over kastanjetræet i Griffenfeldsgade”.
Her får sproget saft og kraft – stadig med de samme virkemidler som ovenover – men anderledes ansporet af ungdommens ubekymrede sind.
'Koordinater' er skrevet i en overvejende lyrisk prosa, men fortæller igennem sine mange billeder og sansninger en historie, vi alle sammen kender: Om at flytte hjemmefra, blive voksen og blive forelsket/forladt.
Kommentarer