Analyse
Schulz, Bruno - Kanelbutikkerne
Kanelbutikkerne er en ekstremt sanselig bog – alene titlen dufter så meget, at billederne begynder at myldre rundt i hovedet.
Novellerne tager udgangspunkt i en drengs opvækst i en lille polsk provinsby, der kunne være Drogobych, og i et voldsomt og malende, detaljeret sprog bliver drengens møde med omverden beskrevet.
Det ene af de to hovedspor er den forunderlige verden, der til stadighed unddrager sig forståelighed, og som vedvarende rummer nye muligheder og nye opdagelser, men samtidig rummer uroen og det truende. Det andet hovedspor er fortællingerne om drengens fader, hvis galskab udvikler sig i løbet af novellerne.
Faderen er omdrejningspunktet for drengens oplevelser, og da han bliver gal får det en voldsom effekt på drengens liv, dog ikke på nogen åbenlys måde. Faderens galskab åbner nærmere verden for ham, den indgiver ham indsigt ind i hidtil ukendte og uforståelige områder. Som Bruno Schulz’ egen fader hedder faderen i novellerne Jakob, for blot at nævne et af flere sammenfald mellem Schulz’ eget liv og teksterne, og novellerne bygger i høj grad på Schulzs egne barndomsoplevelser.
De begyndte som fortællinger, som Schulz nedskrev til en ven på basis af sine oplevelser i barndommen. Men de udviklede sig efterhånden til at rumme andre perspektiver. For det er ikke en direkte nedskrivning af hændelser fra Schulz’ barndom, der er på færde i 'Kanelbutikkerne'. Nok bliver faderen sindssyg, som også Schulz’ egen fader, og nok deler byen i teksterne detaljer med Drogobych, men Schulz bruger erfaringerne som afsæt for et større og mere omfattende projekt.
Det kvindelige kød
Byen og erfaringerne bliver sat ind i en ramme, hvor de forskellige noveller indgår som dele af et større hele. I novellen "August", der indleder samlingen, befinder vi os i august måned, hvor sommeren er ved at løbe over af frodighed og fødselstrang, en frodighed der bliver samlet dels i beskrivelsen af en skør, lokal kvinde, der lever på byens losseplads, og dels i fortællerens tante, der troner stor og hvid i et mørkt lokale.
"Det var en næsten selvavlende frugtbarhed, en kvindelighed helt uden hæmninger og sygelig livskraftig og frodig."
Det er en kvindelighed, der helt overtrumfer det mandlige, og som underkaster sig denne i al sin kraft og voldsomhed. Det er begyndelsen og enden på et cyklisk forløb, hvor sommeren er ved at nå sin ende, og forrådnelsen og gæringen tager sin begyndelse. Den formuldningsproces, der skal føre til en ny sommer, tager sit afsæt i en beskrivelse af tantens overdådige, hvide kød og den dirrende natur.
For naturen og omgivelserne er ikke en smuk baggrund for Schulz, den griber aktivt skabende og formende ind i tilværelsen, og er med til at omskabe opfattelser og erfaringer for menneskene. Tluja, den besynderlige kvinde på lossepladsen, bliver en forunderlig allegori på naturens gang, som i areligiøs vildskab forplanter sig og svulmer over af liv.
"[E]n halvnøgen og mørk åndssvag skikkelse rejser sig tøvende og står lig en hedensk gudinde på sine korte barneben, og fra hendes hals, der er svulmet op under et overmål af galskab, fra hendes opkogte ansigt, der er helt mørkt af vrede og på hvilket de hårdt spændte årers arabesker slår sig blomstrende op som en særlig barbarisk aftegning eller sminke, bryder et dyrisk hyl frem, en hæs vrælen der kommer helt nede fra alle bronkier og hvinende luftkamre i dette halvdyriske halvguddommelige bryst."
Naturen er gal, vild og ulogisk, den er brutal og livskraftig og uforståelig samtidig med, at den kan bringe nydelse, i form af solskin, mad og skønne syner og lugte.
Sansning og intuition
I novellen "Pan" fremmaner jeg-fortælleren en stor gammel have, gennem nøje beskrivelser af en stor mængde træer, buske og planter, der skaber en næsten paradisisk tilstand hos fortælleren. Men haven har forskellige zoner, og jo længere man kommer ind i den, jo mere dyster og forsømt bliver den, og det forsonende og paradisiske forsvinder og bliver erstattet af dette andet, som naturen rummer, og som hele tiden grænser op til den normale tilstand. Gennem sproget og barnets oplevelser bliver vi ført ind i et univers, hvor alt kan ske og som ikke følger logiske sammenhænge, men intuitionen og sansningens fornemmelse. Haven bliver et andet rum, så snart man overtræder grænsen.
"Her slap den sine brændenælder løs, strittende med tidsler og slog ud med alskens skabet ugræs, for endelig helt oppe ved de afsluttende vægge i den store firkantende indhegning at sætte ethvert mådehold over styr og fuldstændigt tabe besindelsen."
I denne del af haven møder fortælleren en vagabondagtig type, der med snavsede hårtotter ned over ansigtet får øjenkontakt med vores fortæller, som i vagabondens øjne ser den yderste fortvivlelse og smerte. Pan er ikke et legende skovens barn, som i den oldgræske mytologi, ikke et væsen der rummer hedonisme og forførelse, men et udtryk for undergang og naturens brutalitet, da han hujende og gungrende på grænsen af vanvid og rædsel latterbrølende løber bort fra vores fortæller.
Galskabens verden
Det er en verden fuld af galskab og overvældende sansninger, Schulz maner frem. Faderen, der i den første novelles begyndelse er bortrejst, bliver i løbet af fortællingerne mere og mere gal. Det begynder som en irritation over omgivelserne, men på et tidspunkt begynder faderen at lytte til uhørlige stemmer og snart diskuterer han højlydt med Gud natten lang. Han bliver bragt gennem talløse plager og lidelser og galskaben forandrer sig snart, hvorefter faderen trækker sig mere og mere ind i sig selv. Han bliver sær og utilnærmelig, indtil han helt forlader det menneskelige og bliver uforståelig.
"Undertiden klatrede han op på gardingesimsen og antog der en ubevægelig positur lige over for den store udstoppede grib, der hang på væggen modsat vinduet. I denne ubevægelige og sammenkrøbne stilling kunne han sidde i timevis med et sløret blik og et listigt smil, for pludselig når nogen kom ind i værelset at slå med armene, som var de vinger, og gale som en hane."
Faderen bliver offer for naturen eller materien, som faderen selv har skrevet en afhandling om. En afhandling, der er trykt i ’Kanelbutikkerne’, og som tematiserer materiens uregerlighed. Demiurgen, Aristoteles’ ubevægelige bevægelser, der som en slags Big Bang sætter hele skabelsen i gang, og som samtidig er altings oprindelse, har ifølge drengens fader ikke eneret på materiens udformning. Materien rummer uendelige muligheder, der kan tage gode eller dårlige retninger, alt efter manipulationen af materialet.
"Blottet for initiativ, vellystigt modtagelig, kvindagtig og føjelig, modstandsløs over for alle impulser – udgør materien et lovløst overdrev åbent for al slags dilettanteri og charlataneri, et område hvor der er frit spil for alskens besvigelser og tvivlsomme demiurgiske manipulationer."
Verden er en gylden mulighed, der gennemskæres eller grænser op til kaos. Materien, og derfor også menneskets natur, rummer potentielle destruktive kræfter, der kan få alt til at gå under, og livet er en vaklen mellem lykke og galskab. Men det er mere end det. Det er også en vandring i verden bestemt af cykliske bevægelser, hvor alt vender tilbage, hvor naturen forsøger alt, og kan manipuleres til alt, og hvor den cykliske tid ikke kan forstås, men blot må accepteres.
Den sidste novelle, "En nat i højsæsonen", slutter med et apokalyptisk optrin, hvor faderens butik bliver invaderet af fugle, han tidligere har udklækket på familiens loft. En fuglevrimmel fyldt med faderens drømme og mareridt. Det er sære, uhyggelige fugle, der ender deres dage som ofre for en forsamlet mængdes kasteskyts, da alle fugle bliver dræbt af mængdes sten. Det er som en drøm og et forløb, der når sin slutning, og faderen kommer efter hændelsen til sig selv igen, og går rundt i den tomme butik. Hvor alle klæder er forsvundet.
Verden er blevet affortryllet og tømt for mening, men alt er ikke tabt. Ovenpå laver fortællerens søster kaffe med hele sin krop, og katten varmer sig i solens første stråler. Nok er en cyklus forbi, nok er vi vågnet op til verden, der kan synes meningsløs og tom, men den begynder på alligevel ny i solens første stråler, hvor nye potentielle muligheder og undergange fødes.
Kanelbutikkerne er en ekstremt sanselig bog – alene titlen dufter så meget, at billederne begynder at myldre rundt i hovedet.
Novellerne tager udgangspunkt i en drengs opvækst i en lille polsk provinsby, der kunne være Drogobych, og i et voldsomt og malende, detaljeret sprog bliver drengens møde med omverden beskrevet.
Det ene af de to hovedspor er den forunderlige verden, der til stadighed unddrager sig forståelighed, og som vedvarende rummer nye muligheder og nye opdagelser, men samtidig rummer uroen og det truende. Det andet hovedspor er fortællingerne om drengens fader, hvis galskab udvikler sig i løbet af novellerne.
Faderen er omdrejningspunktet for drengens oplevelser, og da han bliver gal får det en voldsom effekt på drengens liv, dog ikke på nogen åbenlys måde. Faderens galskab åbner nærmere verden for ham, den indgiver ham indsigt ind i hidtil ukendte og uforståelige områder. Som Bruno Schulz’ egen fader hedder faderen i novellerne Jakob, for blot at nævne et af flere sammenfald mellem Schulz’ eget liv og teksterne, og novellerne bygger i høj grad på Schulzs egne barndomsoplevelser.
De begyndte som fortællinger, som Schulz nedskrev til en ven på basis af sine oplevelser i barndommen. Men de udviklede sig efterhånden til at rumme andre perspektiver. For det er ikke en direkte nedskrivning af hændelser fra Schulz’ barndom, der er på færde i 'Kanelbutikkerne'. Nok bliver faderen sindssyg, som også Schulz’ egen fader, og nok deler byen i teksterne detaljer med Drogobych, men Schulz bruger erfaringerne som afsæt for et større og mere omfattende projekt.
Det kvindelige kød
Byen og erfaringerne bliver sat ind i en ramme, hvor de forskellige noveller indgår som dele af et større hele. I novellen "August", der indleder samlingen, befinder vi os i august måned, hvor sommeren er ved at løbe over af frodighed og fødselstrang, en frodighed der bliver samlet dels i beskrivelsen af en skør, lokal kvinde, der lever på byens losseplads, og dels i fortællerens tante, der troner stor og hvid i et mørkt lokale.
"Det var en næsten selvavlende frugtbarhed, en kvindelighed helt uden hæmninger og sygelig livskraftig og frodig."
Det er en kvindelighed, der helt overtrumfer det mandlige, og som underkaster sig denne i al sin kraft og voldsomhed. Det er begyndelsen og enden på et cyklisk forløb, hvor sommeren er ved at nå sin ende, og forrådnelsen og gæringen tager sin begyndelse. Den formuldningsproces, der skal føre til en ny sommer, tager sit afsæt i en beskrivelse af tantens overdådige, hvide kød og den dirrende natur.
For naturen og omgivelserne er ikke en smuk baggrund for Schulz, den griber aktivt skabende og formende ind i tilværelsen, og er med til at omskabe opfattelser og erfaringer for menneskene. Tluja, den besynderlige kvinde på lossepladsen, bliver en forunderlig allegori på naturens gang, som i areligiøs vildskab forplanter sig og svulmer over af liv.
"[E]n halvnøgen og mørk åndssvag skikkelse rejser sig tøvende og står lig en hedensk gudinde på sine korte barneben, og fra hendes hals, der er svulmet op under et overmål af galskab, fra hendes opkogte ansigt, der er helt mørkt af vrede og på hvilket de hårdt spændte årers arabesker slår sig blomstrende op som en særlig barbarisk aftegning eller sminke, bryder et dyrisk hyl frem, en hæs vrælen der kommer helt nede fra alle bronkier og hvinende luftkamre i dette halvdyriske halvguddommelige bryst."
Naturen er gal, vild og ulogisk, den er brutal og livskraftig og uforståelig samtidig med, at den kan bringe nydelse, i form af solskin, mad og skønne syner og lugte.
Sansning og intuition
I novellen "Pan" fremmaner jeg-fortælleren en stor gammel have, gennem nøje beskrivelser af en stor mængde træer, buske og planter, der skaber en næsten paradisisk tilstand hos fortælleren. Men haven har forskellige zoner, og jo længere man kommer ind i den, jo mere dyster og forsømt bliver den, og det forsonende og paradisiske forsvinder og bliver erstattet af dette andet, som naturen rummer, og som hele tiden grænser op til den normale tilstand. Gennem sproget og barnets oplevelser bliver vi ført ind i et univers, hvor alt kan ske og som ikke følger logiske sammenhænge, men intuitionen og sansningens fornemmelse. Haven bliver et andet rum, så snart man overtræder grænsen.
"Her slap den sine brændenælder løs, strittende med tidsler og slog ud med alskens skabet ugræs, for endelig helt oppe ved de afsluttende vægge i den store firkantende indhegning at sætte ethvert mådehold over styr og fuldstændigt tabe besindelsen."
I denne del af haven møder fortælleren en vagabondagtig type, der med snavsede hårtotter ned over ansigtet får øjenkontakt med vores fortæller, som i vagabondens øjne ser den yderste fortvivlelse og smerte. Pan er ikke et legende skovens barn, som i den oldgræske mytologi, ikke et væsen der rummer hedonisme og forførelse, men et udtryk for undergang og naturens brutalitet, da han hujende og gungrende på grænsen af vanvid og rædsel latterbrølende løber bort fra vores fortæller.
Galskabens verden
Det er en verden fuld af galskab og overvældende sansninger, Schulz maner frem. Faderen, der i den første novelles begyndelse er bortrejst, bliver i løbet af fortællingerne mere og mere gal. Det begynder som en irritation over omgivelserne, men på et tidspunkt begynder faderen at lytte til uhørlige stemmer og snart diskuterer han højlydt med Gud natten lang. Han bliver bragt gennem talløse plager og lidelser og galskaben forandrer sig snart, hvorefter faderen trækker sig mere og mere ind i sig selv. Han bliver sær og utilnærmelig, indtil han helt forlader det menneskelige og bliver uforståelig.
"Undertiden klatrede han op på gardingesimsen og antog der en ubevægelig positur lige over for den store udstoppede grib, der hang på væggen modsat vinduet. I denne ubevægelige og sammenkrøbne stilling kunne han sidde i timevis med et sløret blik og et listigt smil, for pludselig når nogen kom ind i værelset at slå med armene, som var de vinger, og gale som en hane."
Faderen bliver offer for naturen eller materien, som faderen selv har skrevet en afhandling om. En afhandling, der er trykt i ’Kanelbutikkerne’, og som tematiserer materiens uregerlighed. Demiurgen, Aristoteles’ ubevægelige bevægelser, der som en slags Big Bang sætter hele skabelsen i gang, og som samtidig er altings oprindelse, har ifølge drengens fader ikke eneret på materiens udformning. Materien rummer uendelige muligheder, der kan tage gode eller dårlige retninger, alt efter manipulationen af materialet.
"Blottet for initiativ, vellystigt modtagelig, kvindagtig og føjelig, modstandsløs over for alle impulser – udgør materien et lovløst overdrev åbent for al slags dilettanteri og charlataneri, et område hvor der er frit spil for alskens besvigelser og tvivlsomme demiurgiske manipulationer."
Verden er en gylden mulighed, der gennemskæres eller grænser op til kaos. Materien, og derfor også menneskets natur, rummer potentielle destruktive kræfter, der kan få alt til at gå under, og livet er en vaklen mellem lykke og galskab. Men det er mere end det. Det er også en vandring i verden bestemt af cykliske bevægelser, hvor alt vender tilbage, hvor naturen forsøger alt, og kan manipuleres til alt, og hvor den cykliske tid ikke kan forstås, men blot må accepteres.
Den sidste novelle, "En nat i højsæsonen", slutter med et apokalyptisk optrin, hvor faderens butik bliver invaderet af fugle, han tidligere har udklækket på familiens loft. En fuglevrimmel fyldt med faderens drømme og mareridt. Det er sære, uhyggelige fugle, der ender deres dage som ofre for en forsamlet mængdes kasteskyts, da alle fugle bliver dræbt af mængdes sten. Det er som en drøm og et forløb, der når sin slutning, og faderen kommer efter hændelsen til sig selv igen, og går rundt i den tomme butik. Hvor alle klæder er forsvundet.
Verden er blevet affortryllet og tømt for mening, men alt er ikke tabt. Ovenpå laver fortællerens søster kaffe med hele sin krop, og katten varmer sig i solens første stråler. Nok er en cyklus forbi, nok er vi vågnet op til verden, der kan synes meningsløs og tom, men den begynder på alligevel ny i solens første stråler, hvor nye potentielle muligheder og undergange fødes.
Kommentarer