Analyse
Sarvig, Ole - Havet under mit vindue
Den usikkerhed, Sarvig udsætter hovedpersonen i kriminalromanen Havet under mit vindue for, kan minde om den proces, Kafka udsætter Josef K. for i Processen.
Ole Sarvig er i dag bedst kendt for sin lyrik, og det er også i den genre, han befinder sig bedst. Men i 1960 kom fra hans hånd intet mindre end en kriminalroman, med titlen Havet under mit vindue.
Hovedpersonen er en ung kvinde, der vågner alene op i et fremmed værelse på en fremmed ø uden at kunne huske, hvem hun er. Intet kan hun tage for givet, og hun tør ikke for nogen afsløre, at hun intet kan huske. Blandt folk, der tilsyneladende kender hende, men hvem hun ikke kender og ikke stoler på, må hun stykke sin fortid sammen af tilfældige bemærkninger. Hvem er hendes elskede, hvorfor er hun på øen, og hvem er hun selv? Disse spørgsmål forsøger hun at besvare, men man holder noget skjult for hende. En mand findes død, og hun synes på mærkværdig vis at være hovedperson i de begivenheder, der udspiller sig på øen.
Hun føler sig med egne ord som en skakbrik ”mellem andre brikker, der ustandselig truer mig med uberegnelige manøvrer, men som er camouflerede, saa jeg ikke kan se, hvilke der kan ramme mig fra det nærmeste hjørne eller den nærmeste port”, ”hvor jeg ikke kender brikkernes navn og rang, og hvor jeg blot jages over spillets felter uden at kunne beskytte mig og uden at vide, hvorfor jeg jages – endsige hvorfor de ønsker at dræbe den eneste, som jeg føler og ved, at jeg kender”.
Den usikkerhed, Sarvig udsætter sin hovedperson for, kan minde om den proces Kafka udsætter Josef K. for i sin kriminalroman Processen. Det er en usikkerhed, der rejser de helt grundlæggende eksistentielle spørgsmål: hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra? En usikkerhed, der udspringer af en moderne krisebevidsthed om ikke at høre hjemme noget sted, men at være fremmed overalt. Eller som Sarvig selv har sagt det: ”vi er sået som frø, vi er landet på en fremmed klode”. Den fremmedhed, Sarvigs kvindelige hovedperson må lægge krop til, gælder både verden og sproget, og i beskrivelsen af denne fremmedhed folder lyrikeren Sarvig sig ud. Ved synet af nogle kæmpemæssige hummere, ”der fægtede langsomt og søgende med deres insektlemmer”, tænker hovedpersonen, ”som om det altsammen, baadene, nettene, disse væsener, er ord – om livet, om det uudsigelige – der aldrig er blevet udtalt, men i stedet er blevet til væsener og ting”. Verden opløser sig i uforståelige billeder: ”Jeg gaar her midt i menneskelivet, og jeg mener, jeg er et menneske som de andre, – tænker jeg. Jeg har bare glemt, hvor jeg kommer fra. Jeg har glemt, hvilket billede der fødte og opdrog mig i sit billede”. Ikke overraskende nævnes ikke mange linjer væk fra dette tekststed et Madonnabillede.
Overalt i Sarvigs forfatterskab spiller kristendommen en afgørende rolle. Også i Havet under mit vindue, hvis slutning er en forunderlig blanding af storpolitik, apokalypse og kristendom. Og det er også her, at Sarvigs ”kriminalroman” falder til jorden ved siden af Kafkas. Det kristne anslag, der i Sarvigs lyrik ofte er af stor skønhed, tynger slutningen. Det var ikke helt uden grund, at Karen Blixen over Ole Sarvigs navn lavede anagrammet: Oversalig.
Den usikkerhed, Sarvig udsætter hovedpersonen i kriminalromanen Havet under mit vindue for, kan minde om den proces, Kafka udsætter Josef K. for i Processen.
Ole Sarvig er i dag bedst kendt for sin lyrik, og det er også i den genre, han befinder sig bedst. Men i 1960 kom fra hans hånd intet mindre end en kriminalroman, med titlen Havet under mit vindue.
Hovedpersonen er en ung kvinde, der vågner alene op i et fremmed værelse på en fremmed ø uden at kunne huske, hvem hun er. Intet kan hun tage for givet, og hun tør ikke for nogen afsløre, at hun intet kan huske. Blandt folk, der tilsyneladende kender hende, men hvem hun ikke kender og ikke stoler på, må hun stykke sin fortid sammen af tilfældige bemærkninger. Hvem er hendes elskede, hvorfor er hun på øen, og hvem er hun selv? Disse spørgsmål forsøger hun at besvare, men man holder noget skjult for hende. En mand findes død, og hun synes på mærkværdig vis at være hovedperson i de begivenheder, der udspiller sig på øen.
Hun føler sig med egne ord som en skakbrik ”mellem andre brikker, der ustandselig truer mig med uberegnelige manøvrer, men som er camouflerede, saa jeg ikke kan se, hvilke der kan ramme mig fra det nærmeste hjørne eller den nærmeste port”, ”hvor jeg ikke kender brikkernes navn og rang, og hvor jeg blot jages over spillets felter uden at kunne beskytte mig og uden at vide, hvorfor jeg jages – endsige hvorfor de ønsker at dræbe den eneste, som jeg føler og ved, at jeg kender”.
Den usikkerhed, Sarvig udsætter sin hovedperson for, kan minde om den proces Kafka udsætter Josef K. for i sin kriminalroman Processen. Det er en usikkerhed, der rejser de helt grundlæggende eksistentielle spørgsmål: hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra? En usikkerhed, der udspringer af en moderne krisebevidsthed om ikke at høre hjemme noget sted, men at være fremmed overalt. Eller som Sarvig selv har sagt det: ”vi er sået som frø, vi er landet på en fremmed klode”. Den fremmedhed, Sarvigs kvindelige hovedperson må lægge krop til, gælder både verden og sproget, og i beskrivelsen af denne fremmedhed folder lyrikeren Sarvig sig ud. Ved synet af nogle kæmpemæssige hummere, ”der fægtede langsomt og søgende med deres insektlemmer”, tænker hovedpersonen, ”som om det altsammen, baadene, nettene, disse væsener, er ord – om livet, om det uudsigelige – der aldrig er blevet udtalt, men i stedet er blevet til væsener og ting”. Verden opløser sig i uforståelige billeder: ”Jeg gaar her midt i menneskelivet, og jeg mener, jeg er et menneske som de andre, – tænker jeg. Jeg har bare glemt, hvor jeg kommer fra. Jeg har glemt, hvilket billede der fødte og opdrog mig i sit billede”. Ikke overraskende nævnes ikke mange linjer væk fra dette tekststed et Madonnabillede.
Overalt i Sarvigs forfatterskab spiller kristendommen en afgørende rolle. Også i Havet under mit vindue, hvis slutning er en forunderlig blanding af storpolitik, apokalypse og kristendom. Og det er også her, at Sarvigs ”kriminalroman” falder til jorden ved siden af Kafkas. Det kristne anslag, der i Sarvigs lyrik ofte er af stor skønhed, tynger slutningen. Det var ikke helt uden grund, at Karen Blixen over Ole Sarvigs navn lavede anagrammet: Oversalig.
Kommentarer