Analyse
Rolsted, Jonas - Flex death
Solen, erindringer om faderen og refleksioner over samfundets og sprogets strukturer er drivkraften i Jonas Rolsteds debut 'Flex death'. Det sansede og umiddelbart banale nævnes uafbrudt i samme åndedrag som det komplekse, og teksternes fokus på mønstre og spejlinger finder sted både på det sproglige og strukturelle niveau.
Jonas Rolsteds debut 'Flex Death' bærer i kolofonen genrebetegnelsen “et digt”, men fremstår mere som en tekst i ti dele, hvoraf de otte er delt op i 30 tekststykker af skiftende længde. Det bliver hurtigt tydeligt, at 'Flex Death' beskæftiger sig med mønstre, gentagelser, “sætninger og modsætninger”, som der står flere steder i bogen. ‘Sol’ og ‘du’ er de første ord, der bliver brugt i teksten. Ligesom jorden kredser om solen, kredser 'Flex Death' om årstiderne og om et ‘du’, der er omskifteligt. På denne måde slår tekstens første ord det hele an.
En afsøgning af mønstre og solens spejlinger
Årstiderne, der netop er udtryk for en gentagelse, for noget cirkulært tilbagevendende, spiller en væsentlig rolle i 'Flex Death' rent tematisk. Derfor virker det netop som en god idé at begynde en analyse med at notere sig de strukturer, teksten er bygget op omkring.
Halvdelen af de ti tekster, nemlig teksterne 2, 4, 6, 8 og 9, omslutter sig selv med en ramme, eftersom første og sidste tekststykke er ens. Første og sidste tekst i bogen udmærker sig ved ikke at være delt i de 30 mindre tekststykker og danner med denne undtagelse og i kraft af deres indhold, som gentages både tematisk og indholdsmæssigt i de andre tekststykker, en ramme om Flex Death.
Solen, der allerede på første side giver liv til teksten, er gennemgående som figur, både i tekstens sproglige ‘øvelser’ og som en form for tidsmarkør, mens den glimrer ved sit fravær i den mest repræsenterede årstid; vinteren, hvor lyset ikke er varmt som solens, men hvidt og køligt.
I flere af teksterne optræder samtidig et du, der er både fraværende og nærværende på samme tid. Det kan på den ene side være et omskifteligt du, som der gøres opmærksom på i den sjette tekst: “Jeg skriver du. Det er forskelligt hvad jeg mener” (s. 61). På den anden side kan du’et også være en reference til faderen, der omtales flere steder i jeg’ets erindringer, som den mest tydelige og eneste tilbagevendende karakter. I begge tilfælde er du’et udtryk for, at jeg’et forholder sig ikke kun til verden, men også til menneskene omkring sig. Der er på én og samme tid en nysgerrighed i teksten for, hvad der påvirker og betinger det enkelte menneske og samtidig en evig søgen efter at gøre rammerne fleksible.
Teksterne 3, 5 og 7 fremstår netop umiddelbart som et brud på tekstens samlede struktur. Bogens tredje tekst er jeg’ets personlige fremstilling og erindringer fra arbejdet i et voksenteam i Brønshøj, den femte tekst er en genskrivning af den kristne oldkirkes fortælling om kvinden Perpetua, der døde martyrdøden for sin kristne tro, mens den syvende tekst er en årstidstekst, der minder om teksterne 2, 4, 6 og 8, men som adskiller sig fra dem ved ikke at have ens første og sidste tekststykke. Selvom disse tre tekster ved første øjekast virker malplacerede og uden for mønsteret kan de netop også ses som et udtryk for selve bogens essens, idet de er modsætningsfyldte og mellem sig indeholder sammenstødet mellem det individuelt erindrede og det kollektive og betingende, som både myten og årstiden er udtryk for.
Årstiderne kan bruges som et mønster, fordi de er et uomgængelige livsvilkår, men også her brydes den oplagte struktur, eftersom årstiderne ikke falder i den rækkefølge, man kunne forvente. Den fjerde årstidstekst, tekst 7, burde således være sommer - men her præsenteres endnu en vintertekst med en noget barskere indledning og afslutning end den sædvanlige “Men nu er det efter/vinter/forår”, nemlig “Snart kommer vinteren med al sin kraft” (s. 69). Sommeren, der for mange står som livets årstid, hvor alting er frodigt og grønt, og hvor man bedst kan være til stede i nuet og bare leve er på denne måde underrepræsenteret i forhold til vinteren, hvor alting visner og går ud. Man fornemmer, at vinteren er det ufleksible, det fastfrosne, måske selve døden, som binder teksterne til sig. Sproget bliver flere steder i 'Flex Death' sammenstillet med magt, men sproget er også fleksibelt, det har en iboende magt og prøver at vriste sig ud af de arkaiske og fastfrosne strukturer, som Jonas Rolsteds mange mønstre også kan ses som udtryk for.
Ud over tematiske mønstre indeholder teksten også spejlinger og mønstre på det rent sproglige niveau. Henvisningerne til sol og blod bringer primærfarverne gul og rød ind i tekstens ellers farvetomme univers, hvor hvid er den eneste farve, som bliver eksplicit nævnt. Solens gule farve går igen i dét æg som jeg’et pisker (s. 62), og den findes også latent i jeg’ets erindring om tømningen af en kateterpose (s. 25). Solen er netop et godt eksempel på et af de ord, der flittigt bruges i spejlingerne og til forskellige sproglige ‘øvelser’ i teksten. Særligt i niende tekst spiller solen en rolle på det sproglige plan, idet den går fra at være sætningernes genstandsled til at blive subjekt og omvendt: “1. Sol, 2. Se solen, 3. Solen ser selv (...) 28. Se selv sol, 29. Se selv, 30. Sol”. S’erne er altdominerende og er med til at dekonstruere betydningerne i denne teksts kryptiske sætninger: “Sandt selv solen ser selv sandt så se selv og ikke så eller ikke.” (s. 86) Solen, der allerede blev nævnt i første linje kommer på denne måde til at skinne igennem denne sætning og forplante sig med alle de stemte s’er, selvom dens livgivende virkning og lys er fraværende i de fleste af teksterne.
Døden og det religiøse
Døden spiller en rolle allerede i bogens titel, 'Flex Death', der som titel i sig selv er rammeskabende, men også danner en ekstra ramme, idet 'Flex death' er de sidste ord i bogen. Jeg’ets erindringer kredser desuden om faderen, der altid omtales i datid og derfor kan formodes at være død. De sanseprægede erindringer blander sig i flere af teksterne med mere konstaterende observationer, eksempelvis i den anden tekst, og de personlige erindringer står i skarp kontrast til jeg’ets erindringer fra voksenteamet i Brønshøj, hvor mere kliniske ord som ‘borgeren’ sniger sig ind i teksten. Faderen beskrives som alkoholiseret, men også i disse beskrivelser af jeg’ets far har Rolsted netop øje for modsætninger og spejlinger, når faderen på den ene side har “ringet og råbt alt muligt fuldemandssnak ind i mit øre” og på den anden side kan udstråle en ro, der er “noget uskyldigt ved ham, i hans øjne. Han kunne ligne et barn når han sad og kiggede ud ad vinduet” (s. 16). At erindringerne om barndommen og faderen blander sig med jeg’ets umiddelbare sansninger i nutiden er med til at pege på, at det er her, i forholdet til faderen, at der for alvor er noget på spil. De umiddelbare sanseindtryk, det levede nu og her, må altså hele tiden indeholde bevidstheden om faderens fravær, om døden.
På trods af bogens titel er faderens død nemlig ikke fleksibel, den er ikke til diskussion. Ligegyldigt hvor meget faderen selv forsøgte at ændre på døden ved at slå og ælte på sin egen døde fars ansigt, så havde det lagt sig i de endelige folder (se s. 17). Der er en bevidsthed i 'Flex Death' om, at årstiderne derimod er skiftende og fleksible. Selvom bladene visner og dør og vinteren med frosten har det hårdeste, mest nådesløse våben af alle årstiderne, så bliver det forår igen, endog helt selvfølgeligt med et “Men nu er det forår.” Det bliver således understreget, at årets afslutning, vinteren, ikke rigtigt er slutningen, men begyndelsen på endnu en revolution - “gule æbler lyser i et net af uigennemskuelige relationer. Mørke, sprøde, krøllede blade på træerne. De sidste. Du bruger ordet tid. Der er noget revolutionært over vinteren. Vinteren revolutionerer det hele. Du, du, du. Sætning og modsætning” (s. 92).
Det religiøse har - særligt i form af myten om Perpetua - tydeligvis et ærinde som tema i 'Flex Death' og årstidssymbolikkerne samt de røde, gule og hvide farver bringer mindelser om salmernes farvesprog. Alligevel spiller det religiøse en lidt diffus rolle i teksten, men det forbindes flere steder med det kvindelige, dvs. med det mandliges og med faderens modsætning. Troen kan ses som en modsætning til det endeligt tabte og døde og må derfor knytte sig til det andet køn, der stadig kan bære håbet. Et sted beskrives en kvinde og hendes omgivelser således som et scenarie, der minder om en altertavle (s. 60), og myten om Perpetua, der nægtede at opgive sin kristne tro, selvom hun ville blive kastet for de vilde dyr, fastnagler forbindelsen mellem det kvindelige og det religiøse i teksten. De religiøse indslag i teksten kan måske ses som en afsøgning af forestillingen om en mere fleksibel eller betydningsfuld død. Der bliver under alle omstændigheder nærmest noget religiøst over naturen og over dyrkelsen af årstiderne. Men særligt solen, der går sin gang hen over himlen og får lov til at optræde både som subjekt og genstansled i sætningerne, får lov til at dominere teksterne sammen med det omskiftelige du.
Flex Death er “et digt”, men også ti tekster; en vilter mosaik af sansninger, konstateringer og undren over livet og døden, der tilsammen danner et mønster. I en analyse begynder teksten, der i begyndelsen kan synes ligefrem - ja, måske endog banal - at folde sig ud, og det er væsentligt at have øje for Jonas Rolsteds sans for mønstre, gentagelser, sproglige strukturer og dybsindige refleksioner. Forholdet mellem sprog og magt er endnu et tema, man med fordel kan angribe i en mere udfoldet analyse af 'Flex Death' - netop fordi Rolsted beskæftiger sig med og kredser om sprogets magt både eksplicit og i selve tekstens strukturer.
Skrevet af cand. mag. i Litteraturhistorie Maria Louise Christensen
Solen, erindringer om faderen og refleksioner over samfundets og sprogets strukturer er drivkraften i Jonas Rolsteds debut 'Flex death'. Det sansede og umiddelbart banale nævnes uafbrudt i samme åndedrag som det komplekse, og teksternes fokus på mønstre og spejlinger finder sted både på det sproglige og strukturelle niveau.
Jonas Rolsteds debut 'Flex Death' bærer i kolofonen genrebetegnelsen “et digt”, men fremstår mere som en tekst i ti dele, hvoraf de otte er delt op i 30 tekststykker af skiftende længde. Det bliver hurtigt tydeligt, at 'Flex Death' beskæftiger sig med mønstre, gentagelser, “sætninger og modsætninger”, som der står flere steder i bogen. ‘Sol’ og ‘du’ er de første ord, der bliver brugt i teksten. Ligesom jorden kredser om solen, kredser 'Flex Death' om årstiderne og om et ‘du’, der er omskifteligt. På denne måde slår tekstens første ord det hele an.
En afsøgning af mønstre og solens spejlinger
Årstiderne, der netop er udtryk for en gentagelse, for noget cirkulært tilbagevendende, spiller en væsentlig rolle i 'Flex Death' rent tematisk. Derfor virker det netop som en god idé at begynde en analyse med at notere sig de strukturer, teksten er bygget op omkring.
Halvdelen af de ti tekster, nemlig teksterne 2, 4, 6, 8 og 9, omslutter sig selv med en ramme, eftersom første og sidste tekststykke er ens. Første og sidste tekst i bogen udmærker sig ved ikke at være delt i de 30 mindre tekststykker og danner med denne undtagelse og i kraft af deres indhold, som gentages både tematisk og indholdsmæssigt i de andre tekststykker, en ramme om Flex Death.
Solen, der allerede på første side giver liv til teksten, er gennemgående som figur, både i tekstens sproglige ‘øvelser’ og som en form for tidsmarkør, mens den glimrer ved sit fravær i den mest repræsenterede årstid; vinteren, hvor lyset ikke er varmt som solens, men hvidt og køligt.
I flere af teksterne optræder samtidig et du, der er både fraværende og nærværende på samme tid. Det kan på den ene side være et omskifteligt du, som der gøres opmærksom på i den sjette tekst: “Jeg skriver du. Det er forskelligt hvad jeg mener” (s. 61). På den anden side kan du’et også være en reference til faderen, der omtales flere steder i jeg’ets erindringer, som den mest tydelige og eneste tilbagevendende karakter. I begge tilfælde er du’et udtryk for, at jeg’et forholder sig ikke kun til verden, men også til menneskene omkring sig. Der er på én og samme tid en nysgerrighed i teksten for, hvad der påvirker og betinger det enkelte menneske og samtidig en evig søgen efter at gøre rammerne fleksible.
Teksterne 3, 5 og 7 fremstår netop umiddelbart som et brud på tekstens samlede struktur. Bogens tredje tekst er jeg’ets personlige fremstilling og erindringer fra arbejdet i et voksenteam i Brønshøj, den femte tekst er en genskrivning af den kristne oldkirkes fortælling om kvinden Perpetua, der døde martyrdøden for sin kristne tro, mens den syvende tekst er en årstidstekst, der minder om teksterne 2, 4, 6 og 8, men som adskiller sig fra dem ved ikke at have ens første og sidste tekststykke. Selvom disse tre tekster ved første øjekast virker malplacerede og uden for mønsteret kan de netop også ses som et udtryk for selve bogens essens, idet de er modsætningsfyldte og mellem sig indeholder sammenstødet mellem det individuelt erindrede og det kollektive og betingende, som både myten og årstiden er udtryk for.
Årstiderne kan bruges som et mønster, fordi de er et uomgængelige livsvilkår, men også her brydes den oplagte struktur, eftersom årstiderne ikke falder i den rækkefølge, man kunne forvente. Den fjerde årstidstekst, tekst 7, burde således være sommer - men her præsenteres endnu en vintertekst med en noget barskere indledning og afslutning end den sædvanlige “Men nu er det efter/vinter/forår”, nemlig “Snart kommer vinteren med al sin kraft” (s. 69). Sommeren, der for mange står som livets årstid, hvor alting er frodigt og grønt, og hvor man bedst kan være til stede i nuet og bare leve er på denne måde underrepræsenteret i forhold til vinteren, hvor alting visner og går ud. Man fornemmer, at vinteren er det ufleksible, det fastfrosne, måske selve døden, som binder teksterne til sig. Sproget bliver flere steder i 'Flex Death' sammenstillet med magt, men sproget er også fleksibelt, det har en iboende magt og prøver at vriste sig ud af de arkaiske og fastfrosne strukturer, som Jonas Rolsteds mange mønstre også kan ses som udtryk for.
Ud over tematiske mønstre indeholder teksten også spejlinger og mønstre på det rent sproglige niveau. Henvisningerne til sol og blod bringer primærfarverne gul og rød ind i tekstens ellers farvetomme univers, hvor hvid er den eneste farve, som bliver eksplicit nævnt. Solens gule farve går igen i dét æg som jeg’et pisker (s. 62), og den findes også latent i jeg’ets erindring om tømningen af en kateterpose (s. 25). Solen er netop et godt eksempel på et af de ord, der flittigt bruges i spejlingerne og til forskellige sproglige ‘øvelser’ i teksten. Særligt i niende tekst spiller solen en rolle på det sproglige plan, idet den går fra at være sætningernes genstandsled til at blive subjekt og omvendt: “1. Sol, 2. Se solen, 3. Solen ser selv (...) 28. Se selv sol, 29. Se selv, 30. Sol”. S’erne er altdominerende og er med til at dekonstruere betydningerne i denne teksts kryptiske sætninger: “Sandt selv solen ser selv sandt så se selv og ikke så eller ikke.” (s. 86) Solen, der allerede blev nævnt i første linje kommer på denne måde til at skinne igennem denne sætning og forplante sig med alle de stemte s’er, selvom dens livgivende virkning og lys er fraværende i de fleste af teksterne.
Døden og det religiøse
Døden spiller en rolle allerede i bogens titel, 'Flex Death', der som titel i sig selv er rammeskabende, men også danner en ekstra ramme, idet 'Flex death' er de sidste ord i bogen. Jeg’ets erindringer kredser desuden om faderen, der altid omtales i datid og derfor kan formodes at være død. De sanseprægede erindringer blander sig i flere af teksterne med mere konstaterende observationer, eksempelvis i den anden tekst, og de personlige erindringer står i skarp kontrast til jeg’ets erindringer fra voksenteamet i Brønshøj, hvor mere kliniske ord som ‘borgeren’ sniger sig ind i teksten. Faderen beskrives som alkoholiseret, men også i disse beskrivelser af jeg’ets far har Rolsted netop øje for modsætninger og spejlinger, når faderen på den ene side har “ringet og råbt alt muligt fuldemandssnak ind i mit øre” og på den anden side kan udstråle en ro, der er “noget uskyldigt ved ham, i hans øjne. Han kunne ligne et barn når han sad og kiggede ud ad vinduet” (s. 16). At erindringerne om barndommen og faderen blander sig med jeg’ets umiddelbare sansninger i nutiden er med til at pege på, at det er her, i forholdet til faderen, at der for alvor er noget på spil. De umiddelbare sanseindtryk, det levede nu og her, må altså hele tiden indeholde bevidstheden om faderens fravær, om døden.
På trods af bogens titel er faderens død nemlig ikke fleksibel, den er ikke til diskussion. Ligegyldigt hvor meget faderen selv forsøgte at ændre på døden ved at slå og ælte på sin egen døde fars ansigt, så havde det lagt sig i de endelige folder (se s. 17). Der er en bevidsthed i 'Flex Death' om, at årstiderne derimod er skiftende og fleksible. Selvom bladene visner og dør og vinteren med frosten har det hårdeste, mest nådesløse våben af alle årstiderne, så bliver det forår igen, endog helt selvfølgeligt med et “Men nu er det forår.” Det bliver således understreget, at årets afslutning, vinteren, ikke rigtigt er slutningen, men begyndelsen på endnu en revolution - “gule æbler lyser i et net af uigennemskuelige relationer. Mørke, sprøde, krøllede blade på træerne. De sidste. Du bruger ordet tid. Der er noget revolutionært over vinteren. Vinteren revolutionerer det hele. Du, du, du. Sætning og modsætning” (s. 92).
Det religiøse har - særligt i form af myten om Perpetua - tydeligvis et ærinde som tema i 'Flex Death' og årstidssymbolikkerne samt de røde, gule og hvide farver bringer mindelser om salmernes farvesprog. Alligevel spiller det religiøse en lidt diffus rolle i teksten, men det forbindes flere steder med det kvindelige, dvs. med det mandliges og med faderens modsætning. Troen kan ses som en modsætning til det endeligt tabte og døde og må derfor knytte sig til det andet køn, der stadig kan bære håbet. Et sted beskrives en kvinde og hendes omgivelser således som et scenarie, der minder om en altertavle (s. 60), og myten om Perpetua, der nægtede at opgive sin kristne tro, selvom hun ville blive kastet for de vilde dyr, fastnagler forbindelsen mellem det kvindelige og det religiøse i teksten. De religiøse indslag i teksten kan måske ses som en afsøgning af forestillingen om en mere fleksibel eller betydningsfuld død. Der bliver under alle omstændigheder nærmest noget religiøst over naturen og over dyrkelsen af årstiderne. Men særligt solen, der går sin gang hen over himlen og får lov til at optræde både som subjekt og genstansled i sætningerne, får lov til at dominere teksterne sammen med det omskiftelige du.
Flex Death er “et digt”, men også ti tekster; en vilter mosaik af sansninger, konstateringer og undren over livet og døden, der tilsammen danner et mønster. I en analyse begynder teksten, der i begyndelsen kan synes ligefrem - ja, måske endog banal - at folde sig ud, og det er væsentligt at have øje for Jonas Rolsteds sans for mønstre, gentagelser, sproglige strukturer og dybsindige refleksioner. Forholdet mellem sprog og magt er endnu et tema, man med fordel kan angribe i en mere udfoldet analyse af 'Flex Death' - netop fordi Rolsted beskæftiger sig med og kredser om sprogets magt både eksplicit og i selve tekstens strukturer.
Skrevet af cand. mag. i Litteraturhistorie Maria Louise Christensen
Kommentarer