Analyse
Myers, Kirsten - Sommerbarn
'Sommerbarn' er en grum historie, som skildrer en familie i opløsning og bliver samtidig også en skildring af mangel på menneskelig anerkendelse, forståelse og kærlighed.
I 'Sommerbarn' følger læseren den otteårige Anne, der i slutningen af 1960'erne vokser op på en proprietærgård i Østjylland. Men fra at være en historie om et barn i et hjem, og på mange måder i en tid, uden den store pædagogiske interesse i det gode barneliv, udvikler fortællingen sig til en demonstration i grusom vold og massiv omsorgssvigt. Fortællingen drejer tættere og tættere rundt om en akse, hvor naturen udgør en central plads - både som frelsende og helende tilflugtssted for Anne, når bølgerne går for højt i hjemmet, men også som dyrisk aggression og vildskab i voldspersonens øjne og adfærd. En fortælling om omsorgssvigt og om menneskets iboende urtrang til overlevelse.
En nedarvet mangel på kærlighed
Anne bliver romanen igennem beskyldt for alverdens grumheder, og det kommer til stede fra allerførste sætning: "Du har ikke selv tegnet den tegning, du har tegnet af, siger fru Øsager". Annes forsøg på at forsvare sig bliver verfet af, og tegningen smidt i skraldespanden. Den voldsomhed og mangel på menneskelig forståelse, der her kommer til udtryk fra den voksne, er på alle måder kendetegnende for, hvordan Anne bliver mødt af sin omverden.
Annes mor er hård i munden og fjern i blikket og kommer kun til live, når gæster dumper indenfor for at drikke. Så blomstrer hun op, bliver sød og elskelig og minder Anne om den unge Ghita Nørby; køn, frisk og smilende. Hende kan Anne godt lide, selv om heller ikke 'Ghita Nørby' har mange ord tilovers for Anne.
Faren er ligeledes allerbedst tilpas omgivet af druk og venner, og hans drikkeri tager efterhånden til, så han dagligt drikker i smug ovre i laden.
Romanens skildring af en familie i opløsning, bliver også en skildring af mangel på menneskelig anerkendelse, forståelse og kærlighed, videregivet gennem generationer: "Grødevejr, gentager far. Han lyder som en lille dreng, der vil vise sin far, hvor dygtig han er". Farfaren ignorerer faren, og farfarens mangel på svar bliver på en og samme tid en sviende afvisning og en ansporing til at forsøge sig igen og igen. Denne konstante higen efter anerkendelse nedarver Annes far til sønnen Troels, der i sin iver for at fange de voksne mænds opmærksomhed forsøger sig med fælles druk og sjove anekdoter. Kun morens anerkendelse har Troels, og han bliver da også af og til nærmest ødipal i sin vrede over for faren, der i Troels’ øjne fremstår vattet, men som samtidig ikke giver Troels sin anerkendelse.
Fortielsen
Anne bevæger sig rutinemæssigt og stiltiende rundt i et psykologisk spændingsfelt af forstillelse og omskiftelighed: "Se dér! Mor vender sig mod Troels. - Se, det er sådan et tulipanbed, jeg vil have ovre bag den store kristtjørn, så man kan se det fra både havestuen og den store pejsestue. (...) Mor har ingen pejsestue, og hun har ingen havestue. (...) Men det er er der ingen i blomsterparken, der ved."
Omskifteligheden består i morens adfærd; når der ikke er nogen at imponere, og det er social opstigen, der vel at mærke er målestokken her, så falder paraderne og skældsordene. Råt for usødet bagtaler moren de mennesker, hun lige har forsøgt at imponere, mens hun tydeligt irriteret irettesætter Anne eller overfuser hende. Andre gange sidder moren blot og ryger og stirrer slukket ind i køkkenfliserne.
Når dette sker, eller når forældrene har tømmermænd, forsøger Anne gang på gang at redde situationen ved at klovne, men det hjælper ikke. Det bedste hun kan gøre er at spille med på forældrenes spil for galleriet. Tie og acceptere. Anne ved intuitivt, at en afsløring af forholdene, en italesættelse af alt det, hun undrer sig over, sørger over eller fornemmer, er farligt. Tilsløring af forholdene er i hendes bedste interesse i forhold til forældrenes accept af hende. Desuden er lydhørheden, fx fra moren, når Anne fortæller om Troels’ overgreb, ikke til stede.
Anne imploderer langsomt i takt med, at hun resignerer i forsøget på at skaffe sig lydhørhed, men eksploderer dog til slut af en egen iboende urkraft, der tager over og sikrer hende fysisk overlevelse, idet hun slår Troels ihjel.
Naturbarnet
'Sommerbarn' er jo titlen på romanen, hvilket i den grad er en kontrast til det mørke, Anne psykologisk set bevæger sig rundt i. Men Annes sind er ikke så formørket endnu; på mange måder henter hun sine indre ressourcer og øjeblikke af fred i naturen. Hun vandrer lange ture med hunden Sasja, finder fred i naturen efter de voldsomme angreb og overgreb i hjemmet. Anne har et indgående kendskab til naturen og bliver på sin vis en forlængelse af naturens renhed. Den enhed, hun har med naturen, står i skærende kontrast til den vold Troels udøver mod hende - en vold der eskalerer fra krænkende ord, slag, mord på Annes kæledyr til seksuelle overgreb. Troels antager nærmest rovdyragtig skikkelse, når han er voldelig og bliver på denne måde den uskyldige naturs diametrale modsætning; den rå og barske darwinitiske natur. Naturen antager således et dualistisk perspektiv, hvor det gode og det onde viser sig som to sider af samme sag. At naturen kan være inficeret af ondskab bliver da også varslet for Anne, der er bevidst om at undgå visse steder rundt om på gården, fordi de er farlige; den bundløse mose og en brønd fuld af gift.
Naturen er også repræsenteret i de salmevers, der indleder hvert kapitel, idet de markerer en årstid, men romanens åbenlyse mangel på en frelser, giver salmeversene et tomt udtryk. Og årstidernes uophørlige vekslen viser ikke en forskellig tid, men i stedet en række af endeløse, ens dage med vold.
Omsorgssvigt på den litterære dagsorden
Det er ikke kun Myers, der sætter børn i krise og omsorgssvigt på den litterære dagsorden; en række danske såvel som udenlandske forfattere beskæftiger sig med emnet i disse år. Fra udlandet kom fx 'Rum' af den irskfødte Emma Donoghue - en Fritzl-baseret roman om en kvinde, der holdes indespærret med sin femårige søn, som er et produkt af de overgreb, deres kidnapper udfører på hende. Romanen blev indstillet til den prestigefulde Man Booker Prize. Herhjemme er blandt andet kommet 'Forbandede yngel' af Anne-Cathrine Riebnitzsky om de barske vilkår fire søskende udsættes for. Denne roman vandt Politikens Romankonkurrence 2013. Herudover ses tematikken hos blandt andre forfattere som Erling Jepsen, Jonas T. Bengtsson og Sofie Kragh Müller - og ikke mindst i Lisbeth Zorning Andersens selvbriografi 'Zornig - mit mellemnavn er vrede', som i dén grad har sat socialt udsatte børn på dagsordenen.
'Sommerbarn' er Kirsten Myers debutroman - og er en af de seks kandidater til DR’s Romanpris 2014. Denne pris gives i samråd med læserne til en særligt velskrevet, spændende, original eller debatskabende bog.
'Sommerbarn' er en grum historie, som skildrer en familie i opløsning og bliver samtidig også en skildring af mangel på menneskelig anerkendelse, forståelse og kærlighed.
I 'Sommerbarn' følger læseren den otteårige Anne, der i slutningen af 1960'erne vokser op på en proprietærgård i Østjylland. Men fra at være en historie om et barn i et hjem, og på mange måder i en tid, uden den store pædagogiske interesse i det gode barneliv, udvikler fortællingen sig til en demonstration i grusom vold og massiv omsorgssvigt. Fortællingen drejer tættere og tættere rundt om en akse, hvor naturen udgør en central plads - både som frelsende og helende tilflugtssted for Anne, når bølgerne går for højt i hjemmet, men også som dyrisk aggression og vildskab i voldspersonens øjne og adfærd. En fortælling om omsorgssvigt og om menneskets iboende urtrang til overlevelse.
En nedarvet mangel på kærlighed
Anne bliver romanen igennem beskyldt for alverdens grumheder, og det kommer til stede fra allerførste sætning: "Du har ikke selv tegnet den tegning, du har tegnet af, siger fru Øsager". Annes forsøg på at forsvare sig bliver verfet af, og tegningen smidt i skraldespanden. Den voldsomhed og mangel på menneskelig forståelse, der her kommer til udtryk fra den voksne, er på alle måder kendetegnende for, hvordan Anne bliver mødt af sin omverden.
Annes mor er hård i munden og fjern i blikket og kommer kun til live, når gæster dumper indenfor for at drikke. Så blomstrer hun op, bliver sød og elskelig og minder Anne om den unge Ghita Nørby; køn, frisk og smilende. Hende kan Anne godt lide, selv om heller ikke 'Ghita Nørby' har mange ord tilovers for Anne.
Faren er ligeledes allerbedst tilpas omgivet af druk og venner, og hans drikkeri tager efterhånden til, så han dagligt drikker i smug ovre i laden.
Romanens skildring af en familie i opløsning, bliver også en skildring af mangel på menneskelig anerkendelse, forståelse og kærlighed, videregivet gennem generationer: "Grødevejr, gentager far. Han lyder som en lille dreng, der vil vise sin far, hvor dygtig han er". Farfaren ignorerer faren, og farfarens mangel på svar bliver på en og samme tid en sviende afvisning og en ansporing til at forsøge sig igen og igen. Denne konstante higen efter anerkendelse nedarver Annes far til sønnen Troels, der i sin iver for at fange de voksne mænds opmærksomhed forsøger sig med fælles druk og sjove anekdoter. Kun morens anerkendelse har Troels, og han bliver da også af og til nærmest ødipal i sin vrede over for faren, der i Troels’ øjne fremstår vattet, men som samtidig ikke giver Troels sin anerkendelse.
Fortielsen
Anne bevæger sig rutinemæssigt og stiltiende rundt i et psykologisk spændingsfelt af forstillelse og omskiftelighed: "Se dér! Mor vender sig mod Troels. - Se, det er sådan et tulipanbed, jeg vil have ovre bag den store kristtjørn, så man kan se det fra både havestuen og den store pejsestue. (...) Mor har ingen pejsestue, og hun har ingen havestue. (...) Men det er er der ingen i blomsterparken, der ved."
Omskifteligheden består i morens adfærd; når der ikke er nogen at imponere, og det er social opstigen, der vel at mærke er målestokken her, så falder paraderne og skældsordene. Råt for usødet bagtaler moren de mennesker, hun lige har forsøgt at imponere, mens hun tydeligt irriteret irettesætter Anne eller overfuser hende. Andre gange sidder moren blot og ryger og stirrer slukket ind i køkkenfliserne.
Når dette sker, eller når forældrene har tømmermænd, forsøger Anne gang på gang at redde situationen ved at klovne, men det hjælper ikke. Det bedste hun kan gøre er at spille med på forældrenes spil for galleriet. Tie og acceptere. Anne ved intuitivt, at en afsløring af forholdene, en italesættelse af alt det, hun undrer sig over, sørger over eller fornemmer, er farligt. Tilsløring af forholdene er i hendes bedste interesse i forhold til forældrenes accept af hende. Desuden er lydhørheden, fx fra moren, når Anne fortæller om Troels’ overgreb, ikke til stede.
Anne imploderer langsomt i takt med, at hun resignerer i forsøget på at skaffe sig lydhørhed, men eksploderer dog til slut af en egen iboende urkraft, der tager over og sikrer hende fysisk overlevelse, idet hun slår Troels ihjel.
Naturbarnet
'Sommerbarn' er jo titlen på romanen, hvilket i den grad er en kontrast til det mørke, Anne psykologisk set bevæger sig rundt i. Men Annes sind er ikke så formørket endnu; på mange måder henter hun sine indre ressourcer og øjeblikke af fred i naturen. Hun vandrer lange ture med hunden Sasja, finder fred i naturen efter de voldsomme angreb og overgreb i hjemmet. Anne har et indgående kendskab til naturen og bliver på sin vis en forlængelse af naturens renhed. Den enhed, hun har med naturen, står i skærende kontrast til den vold Troels udøver mod hende - en vold der eskalerer fra krænkende ord, slag, mord på Annes kæledyr til seksuelle overgreb. Troels antager nærmest rovdyragtig skikkelse, når han er voldelig og bliver på denne måde den uskyldige naturs diametrale modsætning; den rå og barske darwinitiske natur. Naturen antager således et dualistisk perspektiv, hvor det gode og det onde viser sig som to sider af samme sag. At naturen kan være inficeret af ondskab bliver da også varslet for Anne, der er bevidst om at undgå visse steder rundt om på gården, fordi de er farlige; den bundløse mose og en brønd fuld af gift.
Naturen er også repræsenteret i de salmevers, der indleder hvert kapitel, idet de markerer en årstid, men romanens åbenlyse mangel på en frelser, giver salmeversene et tomt udtryk. Og årstidernes uophørlige vekslen viser ikke en forskellig tid, men i stedet en række af endeløse, ens dage med vold.
Omsorgssvigt på den litterære dagsorden
Det er ikke kun Myers, der sætter børn i krise og omsorgssvigt på den litterære dagsorden; en række danske såvel som udenlandske forfattere beskæftiger sig med emnet i disse år. Fra udlandet kom fx 'Rum' af den irskfødte Emma Donoghue - en Fritzl-baseret roman om en kvinde, der holdes indespærret med sin femårige søn, som er et produkt af de overgreb, deres kidnapper udfører på hende. Romanen blev indstillet til den prestigefulde Man Booker Prize. Herhjemme er blandt andet kommet 'Forbandede yngel' af Anne-Cathrine Riebnitzsky om de barske vilkår fire søskende udsættes for. Denne roman vandt Politikens Romankonkurrence 2013. Herudover ses tematikken hos blandt andre forfattere som Erling Jepsen, Jonas T. Bengtsson og Sofie Kragh Müller - og ikke mindst i Lisbeth Zorning Andersens selvbriografi 'Zornig - mit mellemnavn er vrede', som i dén grad har sat socialt udsatte børn på dagsordenen.
'Sommerbarn' er Kirsten Myers debutroman - og er en af de seks kandidater til DR’s Romanpris 2014. Denne pris gives i samråd med læserne til en særligt velskrevet, spændende, original eller debatskabende bog.
Kommentarer