Analyse
Munch Christensen, Ina - Nielsine
Ina Munch Christensens debutroman er stærk, smertelig og stakåndet prosa om diagnoser og flydende seksualitet.
”Jeg bryder sammen tre gange om ugen”, siger fortælleren i 'Nielsine', der er en roman om at være ung, fuld, forvirret, gå i byen, blive mere fuld, venskaber, tømmermænd og jalousi. Og om en grænseoverskridende far og en autistisk bror, om social angst, flydende seksualitet og mest af alt om ikke at kunne finde sine nøgler, og hvad det gør ved ens selvforståelse og sociale liv, at man åbenbart ikke engang er i stand til at holde styr på et nøglesæt. I et realistisk og meget genkendeligt ungt miljø med usikkerhed og forhandling af sociale relationer og identiteter følger romanen Nielsine, der prøver ar finde sig til rette i verden med sin bagage og personlighed, mens hun færdiggør sin studentereksamen og begynder på lærerseminariet. Ud af Nielsines fortællende, associative bevidsthedsstrøm vokser en fortælling om Nielsines far, der efterhånden er blevet sentimental af druk, og om broren, som det går ned ad bakke for, og Nielsine, der for længst er flyttet hjemmefra og bor på skift ved sine venner og hele tiden mister sine nøgler:
”Jeg begynder at græde og han spørger hvad der er galt, om jeg er okay, og jeg siger noget med at mine forældre tror jeg er komplet idiot og nu har jeg ikke nogen nøgle og jeg tør ikke ringe på og vække min far så tidligt, og han siger jeg ikke er idiot, at jeg er det skønneste menneske han har mødt i lang tid, og baren lukker og vi går ud...”
Romanens formsprog vidner om litterær bevidsthed og sprogligt overskud. Der veksles mellem første- og tredjepersonsfortæller, indre monolog og dialog, klart opridsede scener og fortællende passager, og ind imellem krydres fortællingen med brug af brevformen. Plottet er ikke kronologisk eller klart fremadskridende, men springer associativt mellem begivenheder fra fortid og nutid, og skaber et rodet realistisk portræt af en ung kvinde. Skiftet i brug af første og tredje person har som finurlig sideeffekt at mime en klassisk læseproces. I bogens første halvdel, hvor læseren finder ind til og skaber identifikation med Nielsine, fortælles kapitlerne skiftevis med jeg og hun. I anden halvdel, hvor læseren læser mere fuldt indlevet, glider romanen over i en ren jegfortælling, for så ved det afsluttende kapitel at hjælpe læseren til at tage afsked med Nielsine ved igen at skifte over til tredjeperson.
Sproget er ligefremt, hverdagsligt og snakkende og bærer præg af engelske udtryk og ungdomslingo (OHMYGODWOW) krydret med kulturelle referencer til film og musik. Rytmen og det talte sprogs kadence rammes præcist i dialogerne: (Ja, ja, okay men. Jeg synes bare. Jeg har. Hintet. Lidt.). Samtidig opnår fortælleren en flot hektisk kluntethed i de fortællende passager og den indre monolog, hvor sætning på sætning lægger sig oven i hinanden og næsten vælter ned efter hinanden, kun knapt adskilt af et komma, og det afspejler effektivt Nielsines indre turbulens: (Nielsine ved ikke, hvordan hun skulle uddybe det uden at føle sig ydmyget, hun nøjes med dette ja, og Polly spørger, hvad for en favorisering, og Nielsine mumler noget uforståeligt, mens hun tænker på om Polly og Leslie i virkeligheden crusher på hende, selvom hun nægter det nu og kan hun dog i så fald ikke indrømme det nu i stedet for om to år, og hun er træt af at skulle regne ud hvad folk mener og føler, og hvis det var et Sex & The City-afsnit... osv.).
Et hovedtema i romanen er problemerne med at finde sig til rette i sin krop og sit køn og en modvilje mod at lade sig begrænse af de gængse seksuelle kategorier for køn og seksuel orientering.: ”Sad engang og zappede tv og tænkte på, om der fandtes en seksualitet hvor man kun blev forelsket i mænd, men imellem de forelskelser tændte på kvinder”, og lidt mere konstrueret lyder det senere: ”Jeg føler mig intet- eller 3. kønnet, ikke dermed aseksuel eller tvekønnet, nærmere defineret ved noget andet.” Nielsine oplever vekslende forelskelser i mænd og kvinder, og hun er samtidig indlejret i et miljø, hvor hun langt fra er den eneste, men hvor det snarere er reglen end undtagelsen, at seksualiteten kan skifte retning.
Ina Munch Christensen er uddannet fra forfatterskolen, og 'Nielsine' er forfatterens debutroman. Romanen har fået en flot modtagelse, og forfatteren er blevet sammenlignet med Tove Ditlevsen for sin evne til hudløst og sårbart at skildre et miljø indefra, så det bliver universelt og vedkommende. Men romanen er også blevet kritiseret for sin løse struktur og kaldt et skramlende, ufokuseret portræt af Nielsine. Hvilket dog netop også kan betragtes som en charme ved en roman, der med sit fokus på identitet, kropslig usikkerhed og køn etablerer slægtskab med en række yngre forfatterskaber som Bjørn Rasmussen, Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof.
Kilder, links og centrale værker
Ina Munch Christensens debutroman er stærk, smertelig og stakåndet prosa om diagnoser og flydende seksualitet.
”Jeg bryder sammen tre gange om ugen”, siger fortælleren i 'Nielsine', der er en roman om at være ung, fuld, forvirret, gå i byen, blive mere fuld, venskaber, tømmermænd og jalousi. Og om en grænseoverskridende far og en autistisk bror, om social angst, flydende seksualitet og mest af alt om ikke at kunne finde sine nøgler, og hvad det gør ved ens selvforståelse og sociale liv, at man åbenbart ikke engang er i stand til at holde styr på et nøglesæt. I et realistisk og meget genkendeligt ungt miljø med usikkerhed og forhandling af sociale relationer og identiteter følger romanen Nielsine, der prøver ar finde sig til rette i verden med sin bagage og personlighed, mens hun færdiggør sin studentereksamen og begynder på lærerseminariet. Ud af Nielsines fortællende, associative bevidsthedsstrøm vokser en fortælling om Nielsines far, der efterhånden er blevet sentimental af druk, og om broren, som det går ned ad bakke for, og Nielsine, der for længst er flyttet hjemmefra og bor på skift ved sine venner og hele tiden mister sine nøgler:
”Jeg begynder at græde og han spørger hvad der er galt, om jeg er okay, og jeg siger noget med at mine forældre tror jeg er komplet idiot og nu har jeg ikke nogen nøgle og jeg tør ikke ringe på og vække min far så tidligt, og han siger jeg ikke er idiot, at jeg er det skønneste menneske han har mødt i lang tid, og baren lukker og vi går ud...”
Romanens formsprog vidner om litterær bevidsthed og sprogligt overskud. Der veksles mellem første- og tredjepersonsfortæller, indre monolog og dialog, klart opridsede scener og fortællende passager, og ind imellem krydres fortællingen med brug af brevformen. Plottet er ikke kronologisk eller klart fremadskridende, men springer associativt mellem begivenheder fra fortid og nutid, og skaber et rodet realistisk portræt af en ung kvinde. Skiftet i brug af første og tredje person har som finurlig sideeffekt at mime en klassisk læseproces. I bogens første halvdel, hvor læseren finder ind til og skaber identifikation med Nielsine, fortælles kapitlerne skiftevis med jeg og hun. I anden halvdel, hvor læseren læser mere fuldt indlevet, glider romanen over i en ren jegfortælling, for så ved det afsluttende kapitel at hjælpe læseren til at tage afsked med Nielsine ved igen at skifte over til tredjeperson.
Sproget er ligefremt, hverdagsligt og snakkende og bærer præg af engelske udtryk og ungdomslingo (OHMYGODWOW) krydret med kulturelle referencer til film og musik. Rytmen og det talte sprogs kadence rammes præcist i dialogerne: (Ja, ja, okay men. Jeg synes bare. Jeg har. Hintet. Lidt.). Samtidig opnår fortælleren en flot hektisk kluntethed i de fortællende passager og den indre monolog, hvor sætning på sætning lægger sig oven i hinanden og næsten vælter ned efter hinanden, kun knapt adskilt af et komma, og det afspejler effektivt Nielsines indre turbulens: (Nielsine ved ikke, hvordan hun skulle uddybe det uden at føle sig ydmyget, hun nøjes med dette ja, og Polly spørger, hvad for en favorisering, og Nielsine mumler noget uforståeligt, mens hun tænker på om Polly og Leslie i virkeligheden crusher på hende, selvom hun nægter det nu og kan hun dog i så fald ikke indrømme det nu i stedet for om to år, og hun er træt af at skulle regne ud hvad folk mener og føler, og hvis det var et Sex & The City-afsnit... osv.).
Et hovedtema i romanen er problemerne med at finde sig til rette i sin krop og sit køn og en modvilje mod at lade sig begrænse af de gængse seksuelle kategorier for køn og seksuel orientering.: ”Sad engang og zappede tv og tænkte på, om der fandtes en seksualitet hvor man kun blev forelsket i mænd, men imellem de forelskelser tændte på kvinder”, og lidt mere konstrueret lyder det senere: ”Jeg føler mig intet- eller 3. kønnet, ikke dermed aseksuel eller tvekønnet, nærmere defineret ved noget andet.” Nielsine oplever vekslende forelskelser i mænd og kvinder, og hun er samtidig indlejret i et miljø, hvor hun langt fra er den eneste, men hvor det snarere er reglen end undtagelsen, at seksualiteten kan skifte retning.
Ina Munch Christensen er uddannet fra forfatterskolen, og 'Nielsine' er forfatterens debutroman. Romanen har fået en flot modtagelse, og forfatteren er blevet sammenlignet med Tove Ditlevsen for sin evne til hudløst og sårbart at skildre et miljø indefra, så det bliver universelt og vedkommende. Men romanen er også blevet kritiseret for sin løse struktur og kaldt et skramlende, ufokuseret portræt af Nielsine. Hvilket dog netop også kan betragtes som en charme ved en roman, der med sit fokus på identitet, kropslig usikkerhed og køn etablerer slægtskab med en række yngre forfatterskaber som Bjørn Rasmussen, Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer