Analyse
Lundberg, Ulla-Lena - Is
Is er hårdere end cement, men samtidig sært skrøbeligt. Det kan skabe sammenhold eller tragedie – og det kan bære en hel bog. Det gør det i hvert tilfælde i Ulla-Lena Lundbergs roman 'Is'.
På bagsiden af 'Is' (2012) fortælles der om en ung præst, Petter Kummel, der sammen med sin kone og datter ankommer til det lille ålandske skærgårdsmiljø Örarna. Det er derfor nærliggende at tro, at romanen handler om netop præsten og hans familie, men det ville være en forenkling, der ikke ydede bogen retfærdighed. Selvom Kummel og hans kone hører til blandt værkets vigtigste personer, er ingen af dem hovedpersonen, det er Örarna nemlig selv.
Den døende verden
Lundberg har et indgående kendskab til skærgårdsmiljøet mellem Finland og Åland. Hun er født på Kökar i 1947, og selvom hun gennem sit liv både har boet i og skrevet om bl.a. Afrika, er netop skærgårdsøerne dét, hun altid vender tilbage til – både i reportagebøger som 'Kökar' fra 1976, i store historiske romaner som sejlertrilogien begyndende med 'Leo' (1989) og senest i 'Is', hvor netop Körka danner forlæg for romanens Örarna. At Lundberg kender øerne, deres natur, og menneskene der bebor dem, er tydeligt i 'Is' – og at hun endvidere er uddannet etnolog betyder, at hun kan give læseren et unikt indblik i et lilleputsamfund, der er ved at forsvinde.
Den verden, der beskrives i 'Is', er særegen. Det er en uddøende verden, hvor moderniteten har holdt sit indtog og ligeså stille er ved at udrydde skærgårdens traditionelle fiske- og handelsfællesskaber, men det er også en verden der, netop fordi den befinder sig på randen af civilisationen, stadig giver plads til et liv i pagt med naturen, isen og troen. Det er et samfund, et landskab og en levemåde, der beskrives - både gennem et væld af fintfølende naturbeskrivelser, gennemførte bipersoner, men ikke mindst gennem en fuldtonet skildring af et ægteskab, der bliver den prisme, hvorigennem øsamfundet ses.
Tragedien
”Tragedien er Menneskets Privilegium, det højeste Priviligium,” lader Karen Blixen en af sine personer udtale i 'Sorg-Agre' – og det er netop tragedien, der giver Lundbergs romans dens tyngde. Fortællingen begynder ellers yderst idyllisk med en smuk beskrivelse af, hvordan den flyvske, letbevægelige og enfoldige Petter vinder skærgårdsfolkene for sig samtidig med, at han lever i samhørighed med sin modsætning, den hårdarbejdende og håndfaste Mona. Idyllen får dog ikke lov at stå og lyse alene. Gennem bogens bagsidetekst er læseren blevet informeret om, at en tragedie vil indtræffe. Denne viden er med til at potensere idyllen - gøre den smukkere og mere højstemt. Uden ulykke har lykken ingen kraft, og den omkringliggende idyl giver tragedien et skær af skønhed - både på grund af Lundbergs imponerende evner som skribent, men også fordi den netop giver resten af værket mening. Endvidere giver læserens viden om en kommende tragedie også værket en vis afdæmpet suspense – man leder efter tragedien, venter på den og prøver at foregribe den - en tendens der blot forstærkes af, at der er optakt til flere tragedier undervejs.
Romanen giver således plads til både dagligdagens tristesse og den store, episke handling og minder dermed om andre store, skandinaviske værker af forfattere som Selma Lagerlöf, Johan Falkberget og Carsten Jensen.
Isen og troen
Værkets tragedie er ikke overraskende koblet til bogens ledemotiv, isen, og spiller intimt sammen med værkets fokus på forholdet mellem tro og overtro.
Den synske bådsmand, Anton, der har fortællerstemmen i adskillige af værkets afsnit, repræsenterer ’overtroen’: ”Jeg vil ikke bestride, der findes englevagt,” betror Anton Petter. ”Men jeg kan sige dig, at herude råder magter, som var gamle, da Jesus var ung.” Kristendommen repræsenteres af Petter, der efter sin succesfulde ankomst næsten føler, han kan gå på vandet, eller i det mindste på isen – hvilket selvfølgelig ender tragisk. Anton har nemlig ret, Jesus er ikke til meget hjælp på den tynde is.
I en af bogens smukkeste scener beskrives det, hvordan Petter ryger gennem isen ude i sejlrenden og må stå ansigt til ansigt med sin egen tro. I sin dødsstund føler Petter sig forladt af Gud. Troen kommer til kort, men netop derigennem bliver Petter også på paradoksal vis ét med Jesus:
"Det himmelske lys, som han i sin dødsstund ikke ser et glimt. Lutter fraser. Jesu hjerte er intet imod Monas, faderfavnen koldt afvisende. Hans egen faderfavn, som ikke burde lukkes for Sanna og Lillus og de andre børn, de havde tænkt sig senere at skulle få (…) Skænk os din nåde. Ved sin egen død oplevede også Jesus, at han var fuldstændig forladt. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Overgivet mig på korset, i en våge, og tvunget mig til at bevidne min egen død i fuldstændig mørke, en tilintetgørende kulde."
Tragedien berører ikke kun præstefamilien, men hele øen. Selvom øsamfundets nedbrydelse indirekte har været til stede gennem hele romanen i form af sekulariseringen og nedbrydelsen af de gamle fællesskaber, konkretiseres og forstærkes den med Petters ulykke. Ligesom troen dør for Petter, dør den nemlig også på øen, hvilket fint symboliseres gennem det nye, modvillige præstepars ankomst i slutningen af romanen.
Den enkeltes skæbne væves i 'Is' på elegant vis sammen med kollektivets skæbne, og viser netop at intet menneske er en ø, men at en ø godt kan være afhængig af ét enkelt menneske.
Is er hårdere end cement, men samtidig sært skrøbeligt. Det kan skabe sammenhold eller tragedie – og det kan bære en hel bog. Det gør det i hvert tilfælde i Ulla-Lena Lundbergs roman 'Is'.
På bagsiden af 'Is' (2012) fortælles der om en ung præst, Petter Kummel, der sammen med sin kone og datter ankommer til det lille ålandske skærgårdsmiljø Örarna. Det er derfor nærliggende at tro, at romanen handler om netop præsten og hans familie, men det ville være en forenkling, der ikke ydede bogen retfærdighed. Selvom Kummel og hans kone hører til blandt værkets vigtigste personer, er ingen af dem hovedpersonen, det er Örarna nemlig selv.
Den døende verden
Lundberg har et indgående kendskab til skærgårdsmiljøet mellem Finland og Åland. Hun er født på Kökar i 1947, og selvom hun gennem sit liv både har boet i og skrevet om bl.a. Afrika, er netop skærgårdsøerne dét, hun altid vender tilbage til – både i reportagebøger som 'Kökar' fra 1976, i store historiske romaner som sejlertrilogien begyndende med 'Leo' (1989) og senest i 'Is', hvor netop Körka danner forlæg for romanens Örarna. At Lundberg kender øerne, deres natur, og menneskene der bebor dem, er tydeligt i 'Is' – og at hun endvidere er uddannet etnolog betyder, at hun kan give læseren et unikt indblik i et lilleputsamfund, der er ved at forsvinde.
Den verden, der beskrives i 'Is', er særegen. Det er en uddøende verden, hvor moderniteten har holdt sit indtog og ligeså stille er ved at udrydde skærgårdens traditionelle fiske- og handelsfællesskaber, men det er også en verden der, netop fordi den befinder sig på randen af civilisationen, stadig giver plads til et liv i pagt med naturen, isen og troen. Det er et samfund, et landskab og en levemåde, der beskrives - både gennem et væld af fintfølende naturbeskrivelser, gennemførte bipersoner, men ikke mindst gennem en fuldtonet skildring af et ægteskab, der bliver den prisme, hvorigennem øsamfundet ses.
Tragedien
”Tragedien er Menneskets Privilegium, det højeste Priviligium,” lader Karen Blixen en af sine personer udtale i 'Sorg-Agre' – og det er netop tragedien, der giver Lundbergs romans dens tyngde. Fortællingen begynder ellers yderst idyllisk med en smuk beskrivelse af, hvordan den flyvske, letbevægelige og enfoldige Petter vinder skærgårdsfolkene for sig samtidig med, at han lever i samhørighed med sin modsætning, den hårdarbejdende og håndfaste Mona. Idyllen får dog ikke lov at stå og lyse alene. Gennem bogens bagsidetekst er læseren blevet informeret om, at en tragedie vil indtræffe. Denne viden er med til at potensere idyllen - gøre den smukkere og mere højstemt. Uden ulykke har lykken ingen kraft, og den omkringliggende idyl giver tragedien et skær af skønhed - både på grund af Lundbergs imponerende evner som skribent, men også fordi den netop giver resten af værket mening. Endvidere giver læserens viden om en kommende tragedie også værket en vis afdæmpet suspense – man leder efter tragedien, venter på den og prøver at foregribe den - en tendens der blot forstærkes af, at der er optakt til flere tragedier undervejs.
Romanen giver således plads til både dagligdagens tristesse og den store, episke handling og minder dermed om andre store, skandinaviske værker af forfattere som Selma Lagerlöf, Johan Falkberget og Carsten Jensen.
Isen og troen
Værkets tragedie er ikke overraskende koblet til bogens ledemotiv, isen, og spiller intimt sammen med værkets fokus på forholdet mellem tro og overtro.
Den synske bådsmand, Anton, der har fortællerstemmen i adskillige af værkets afsnit, repræsenterer ’overtroen’: ”Jeg vil ikke bestride, der findes englevagt,” betror Anton Petter. ”Men jeg kan sige dig, at herude råder magter, som var gamle, da Jesus var ung.” Kristendommen repræsenteres af Petter, der efter sin succesfulde ankomst næsten føler, han kan gå på vandet, eller i det mindste på isen – hvilket selvfølgelig ender tragisk. Anton har nemlig ret, Jesus er ikke til meget hjælp på den tynde is.
I en af bogens smukkeste scener beskrives det, hvordan Petter ryger gennem isen ude i sejlrenden og må stå ansigt til ansigt med sin egen tro. I sin dødsstund føler Petter sig forladt af Gud. Troen kommer til kort, men netop derigennem bliver Petter også på paradoksal vis ét med Jesus:
"Det himmelske lys, som han i sin dødsstund ikke ser et glimt. Lutter fraser. Jesu hjerte er intet imod Monas, faderfavnen koldt afvisende. Hans egen faderfavn, som ikke burde lukkes for Sanna og Lillus og de andre børn, de havde tænkt sig senere at skulle få (…) Skænk os din nåde. Ved sin egen død oplevede også Jesus, at han var fuldstændig forladt. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Overgivet mig på korset, i en våge, og tvunget mig til at bevidne min egen død i fuldstændig mørke, en tilintetgørende kulde."
Tragedien berører ikke kun præstefamilien, men hele øen. Selvom øsamfundets nedbrydelse indirekte har været til stede gennem hele romanen i form af sekulariseringen og nedbrydelsen af de gamle fællesskaber, konkretiseres og forstærkes den med Petters ulykke. Ligesom troen dør for Petter, dør den nemlig også på øen, hvilket fint symboliseres gennem det nye, modvillige præstepars ankomst i slutningen af romanen.
Den enkeltes skæbne væves i 'Is' på elegant vis sammen med kollektivets skæbne, og viser netop at intet menneske er en ø, men at en ø godt kan være afhængig af ét enkelt menneske.
Kommentarer