Analyse
Kesey, Ken - Gøgereden
'Gøgereden' er en ensom høvdings hallucination om et opgør med systematisk undertrykkelse af psykiatriske patienter.
Når man siger 'Gøgereden', tænker de fleste i første omgang nok ikke på Ken Keseys roman fra 1962, men på Milos Formans Oscarvindende filmatisering af samme roman fra 1975. I hovedrollen ses en storspillende Jack Nicholson som den voldtægtssigtede Randall McMurphy, der for at undslippe fængslet foregiver mental uligevægt og bliver indlagt på en psykiatrisk institution. Her får han sat skub i de øvrige patienter, men kaster sig derved hovedkuls ind i en fatal konflikt med afdelingens oversygeplejerske.
Det er en næsten ubøjelig regel, at filmatiseringer af romaner ikke lever op til bogforlægget, men tilfældet 'Gøgereden' er den undtagelse, der bekræfter reglen. På trods af uoverensstemmelser med forfatteren, der forlod filmproduktionen efter et par uger pga. en økonomisk strid og utilfredshed med, at filmen ikke anvender bogens fortæller, Chief Bromden, lykkes filmen mindst lige så godt som bogen.
Ken Kesey (1935-2010) havde før sit arbejde med 'Gøgereden' færdiggjort to manuskripter, som aldrig blev udgivet. Inspirationen til 'Gøgereden' fik han, mens han havde nattevagter på Menlo Park's Veteran Hospital. Her talte han ofte med patienterne, nogle gange i påvirket tilstand, da han havde indvilget i at deltage i et forsøg med afprøvning af hallucinogener. Da bogen udkom, blev den en omgående succes, og allerede i 1963 blev den sat op som teaterstykke af Dale Wasserman.
Høvdingen og ludomanen
Fortælleren i romanen er som nævnt Chief Bromden, der er halvt indianer, deraf øgenavnet Chief. Kæmpeskikkelsen Chief foregiver på afdelingen, hvor han er indlagt, at være døvstum for på den måde at undslippe konfrontationer med personalet. Personalet styres med hård hånd af afdelingens oversygeplejerske, som romanen igennem blot omtales Oversygeplejersken. Hendes ånd hviler over alt på stedet, og den kontrol over og manipulation med patienterne, hun udøver, er så stram, at det lykkes hende at opbygge en lille, lukket verden af regelmæssighed og manglende tanke- og handlefrihed, der har nærmest Orwelsk ('1984') karakter. I den psykiatriske patient, Chief Bromdens konspiratoriske verdenssyn, er hun en del af det ikke nærmere specificerede syndikat, der udøver samfundskontrol.
Han forsøger at undgå kontrollen og holder sig til sin daglige rutine med monoton gulvmobning. Indtil den slagkraftige Randall McMurphy indlægges med sin storskrydende og ludomane adfærd og sætter liv og skub i de øvrige patienter. For McMurphy er det eneste formål med afdelingens behandlings- og terapiformer at "knuse en mands klunker", og han indleder en kamp for rettigheder og forandringer for sig selv og sine medpatienter, der alle er fascinerede af den livsnydende frihedskæmper, selv om han ripper dem for penge og cigaretter i kortspil.
Men kampen mod Syndikatet i form af Oversygeplejersken er ikke uden risici for McMurphy, da den psykiatriske institution råder over magtmidler og torturmetoder i form af bl.a. elektrochok og det hvide snit. Romanen følger McMurphys kamp mod Syndikatet, set med Chief Bromdens øjne, og mens McMurphy får rusket liv i de øvrige patienter og bliver det fremmedelement, der får Syndikatet til at vakle, bliver han selv offer for Syndikatets magtudøvelse.
Hvem er de syge?
Romanen lever sit skæve og sprælske liv i kraft af de skarpe karakterportrætter. Især Chief Bromden, McMurphy og Oversygeplejersken gør et uudsletteligt indtryk. Men også i kraft af den præcise karakteristik af afdelingens lukkede verden af særregler og kontrol. Fortælleren er dermed en indlagt patient, der også lider af vrangforestillinger, bl.a. mener Bromden, at Oversygeplejersken kan få tiden til at stå stille eller gå hurtigt, ligesom han mener, der foregår menneskeslagtninger på afdelingen om natten. På denne måde giver forfatteren det skæve blik magten til at beskrive og levendegøre det univers, fortællingen udspinder sig i.
Som læser kan man kortvarigt komme i tvivl om, hvorvidt Oversygeplejerskens groteske kontrol over afdelingen er et produkt af den psykisk syges fantasier, men romanen slår ikke øvrige sprækker i fortællerens troværdighed, hans observationer synes at falde i hak med de øvrige patienters adfærd og udtalelser. Romanen synes snarere at pege på systemet, Syndikatet og Oversygeplejersken som det sygelige element.
Dette underbygges også af karakteren McMurphy, der angiveligt som den eneste er indlagt uden en egentlig psykiatrisk lidelse, men som ikke begår sig bedre end de øvrige patienter, når han først er underlagt Syndikatets magtudøvelse. Romanen karakteriserer en psykiatrisk institution, hvor patienterne ikke er indlagt, fordi de er psykisk syge, men fordi samfundet/Syndikatet af forskellige årsager ikke har kunnet rumme dem og derfor har haft brug for et sted at opbevare dem. På den baggrund bliver det et åbent spørgsmål, om det overhovedet giver mening at tale om psykiatrisk lidelse.
Den døvstumme systemkritik
Der er en tone af systemkritik i 'Gøgereden', som er rettet mod mentale institutioner, men som også peger videre ud i organiseringen af samfundet. I sin beskrivelse af, hvorfor han har valgt at lade som om, han er døvstum, forklarer Chief Bromden, at det har været et helt naturligt valg, fordi samfundet allerede inden indlæggelsen har behandlet ham som en døvstum.
Racespørgsmålet, og kritikken af den hvide amerikaner, trænger sig på, når Bromden beskriver en barndomserindring, hvor to hvide amerikanere en dag kommer forbi og taler om at overtage indianernes hjem, og hvor drengen Bromden flere gange henvender sig til dem. De to hvide amerikanere hverken ser eller hører drengen, men taler videre, som om han ikke eksisterer.
Den selvvalgte døvstumhed bliver på denne måde en naturlig forlængelse af den uretmæssige umyndiggørelse af samfundets borgere, i dette tilfælde den etniske minoritet.
Kan Syndikatet besejres?
Efter et voldsomt brud på alle reglementer, hvor patienterne holder en promiskuøs nattefest på afdelingen med alkohol og prostituerede, tager Syndikatet i form af Oversygeplejersken sin hævn over McMurphy. Festen og det momentvise sammenbrud af Syndikatets mekaniske kontrol giver de fleste af patienterne blod på tanden, og det lykkes mange, inklusive fortælleren Bromden, at slippe ud fra afdelingen med drømme om et nyt liv uden for.
Oversygeplejerskens autoritet knækkes. Efter et overfald må hun forlade afdelingen i nogle uger, og i mellemtiden indfører patienterne nye regler på afdelingen. Da hun kommer tilbage, er hun klædt i en ny uniform, der mere tydeligt eksponerer hendes kvindelige former. Hun har mistet en del af sin kønsløse kontrol, og det ligner et knækket Syndikat, der står frem ved romanens afslutning.
Men spørgsmålet får dog lov at stå åbent. Der er også elementer af teksten, der viser, at Syndikatet opretholder sin magt. Dels lykkes det Syndikatet at knække rebellen McMurphy, og dels er romanens første sider, hvor handlingen foregår på afdelingen, skrevet i nutid. Det kan indikere, at Bromden på fortælletidspunktet igen er indlagt, og at hans flugt fra Syndikatet blev kortvarig.
Bogens indflydelse
Ud over at opnå status som en filmatiseret bestseller, har 'Gøgereden' haft en indflydelse på opfattelsen af det psykiatriske system. De gruopvækkende beskrivelser af elektrochokbehandling har været med til at skabe debat om behandlingsformen og har fremskyndet ophøret af brugen heraf. Bogen har givet en stemme til en grundlæggende mistillid til det psykiatriske system gående på, at psykiatrien tjente samfundets interesser snarere end patienternes.
I kølvandet på 'Gøgereden' begyndte de psykiatriske institutioner i USA at udskrive flere patienter, at sikre de indlagte flere rettigheder, og at udvikle nye medicinske behandlinger, der muliggjorde behandling uden indlæggelse. Samtidig har romanen været med til at miskreditere personale på psykiatriske institutioner.
Kilder, links og centrale værker
'Gøgereden' er en ensom høvdings hallucination om et opgør med systematisk undertrykkelse af psykiatriske patienter.
Når man siger 'Gøgereden', tænker de fleste i første omgang nok ikke på Ken Keseys roman fra 1962, men på Milos Formans Oscarvindende filmatisering af samme roman fra 1975. I hovedrollen ses en storspillende Jack Nicholson som den voldtægtssigtede Randall McMurphy, der for at undslippe fængslet foregiver mental uligevægt og bliver indlagt på en psykiatrisk institution. Her får han sat skub i de øvrige patienter, men kaster sig derved hovedkuls ind i en fatal konflikt med afdelingens oversygeplejerske.
Det er en næsten ubøjelig regel, at filmatiseringer af romaner ikke lever op til bogforlægget, men tilfældet 'Gøgereden' er den undtagelse, der bekræfter reglen. På trods af uoverensstemmelser med forfatteren, der forlod filmproduktionen efter et par uger pga. en økonomisk strid og utilfredshed med, at filmen ikke anvender bogens fortæller, Chief Bromden, lykkes filmen mindst lige så godt som bogen.
Ken Kesey (1935-2010) havde før sit arbejde med 'Gøgereden' færdiggjort to manuskripter, som aldrig blev udgivet. Inspirationen til 'Gøgereden' fik han, mens han havde nattevagter på Menlo Park's Veteran Hospital. Her talte han ofte med patienterne, nogle gange i påvirket tilstand, da han havde indvilget i at deltage i et forsøg med afprøvning af hallucinogener. Da bogen udkom, blev den en omgående succes, og allerede i 1963 blev den sat op som teaterstykke af Dale Wasserman.
Høvdingen og ludomanen
Fortælleren i romanen er som nævnt Chief Bromden, der er halvt indianer, deraf øgenavnet Chief. Kæmpeskikkelsen Chief foregiver på afdelingen, hvor han er indlagt, at være døvstum for på den måde at undslippe konfrontationer med personalet. Personalet styres med hård hånd af afdelingens oversygeplejerske, som romanen igennem blot omtales Oversygeplejersken. Hendes ånd hviler over alt på stedet, og den kontrol over og manipulation med patienterne, hun udøver, er så stram, at det lykkes hende at opbygge en lille, lukket verden af regelmæssighed og manglende tanke- og handlefrihed, der har nærmest Orwelsk ('1984') karakter. I den psykiatriske patient, Chief Bromdens konspiratoriske verdenssyn, er hun en del af det ikke nærmere specificerede syndikat, der udøver samfundskontrol.
Han forsøger at undgå kontrollen og holder sig til sin daglige rutine med monoton gulvmobning. Indtil den slagkraftige Randall McMurphy indlægges med sin storskrydende og ludomane adfærd og sætter liv og skub i de øvrige patienter. For McMurphy er det eneste formål med afdelingens behandlings- og terapiformer at "knuse en mands klunker", og han indleder en kamp for rettigheder og forandringer for sig selv og sine medpatienter, der alle er fascinerede af den livsnydende frihedskæmper, selv om han ripper dem for penge og cigaretter i kortspil.
Men kampen mod Syndikatet i form af Oversygeplejersken er ikke uden risici for McMurphy, da den psykiatriske institution råder over magtmidler og torturmetoder i form af bl.a. elektrochok og det hvide snit. Romanen følger McMurphys kamp mod Syndikatet, set med Chief Bromdens øjne, og mens McMurphy får rusket liv i de øvrige patienter og bliver det fremmedelement, der får Syndikatet til at vakle, bliver han selv offer for Syndikatets magtudøvelse.
Hvem er de syge?
Romanen lever sit skæve og sprælske liv i kraft af de skarpe karakterportrætter. Især Chief Bromden, McMurphy og Oversygeplejersken gør et uudsletteligt indtryk. Men også i kraft af den præcise karakteristik af afdelingens lukkede verden af særregler og kontrol. Fortælleren er dermed en indlagt patient, der også lider af vrangforestillinger, bl.a. mener Bromden, at Oversygeplejersken kan få tiden til at stå stille eller gå hurtigt, ligesom han mener, der foregår menneskeslagtninger på afdelingen om natten. På denne måde giver forfatteren det skæve blik magten til at beskrive og levendegøre det univers, fortællingen udspinder sig i.
Som læser kan man kortvarigt komme i tvivl om, hvorvidt Oversygeplejerskens groteske kontrol over afdelingen er et produkt af den psykisk syges fantasier, men romanen slår ikke øvrige sprækker i fortællerens troværdighed, hans observationer synes at falde i hak med de øvrige patienters adfærd og udtalelser. Romanen synes snarere at pege på systemet, Syndikatet og Oversygeplejersken som det sygelige element.
Dette underbygges også af karakteren McMurphy, der angiveligt som den eneste er indlagt uden en egentlig psykiatrisk lidelse, men som ikke begår sig bedre end de øvrige patienter, når han først er underlagt Syndikatets magtudøvelse. Romanen karakteriserer en psykiatrisk institution, hvor patienterne ikke er indlagt, fordi de er psykisk syge, men fordi samfundet/Syndikatet af forskellige årsager ikke har kunnet rumme dem og derfor har haft brug for et sted at opbevare dem. På den baggrund bliver det et åbent spørgsmål, om det overhovedet giver mening at tale om psykiatrisk lidelse.
Den døvstumme systemkritik
Der er en tone af systemkritik i 'Gøgereden', som er rettet mod mentale institutioner, men som også peger videre ud i organiseringen af samfundet. I sin beskrivelse af, hvorfor han har valgt at lade som om, han er døvstum, forklarer Chief Bromden, at det har været et helt naturligt valg, fordi samfundet allerede inden indlæggelsen har behandlet ham som en døvstum.
Racespørgsmålet, og kritikken af den hvide amerikaner, trænger sig på, når Bromden beskriver en barndomserindring, hvor to hvide amerikanere en dag kommer forbi og taler om at overtage indianernes hjem, og hvor drengen Bromden flere gange henvender sig til dem. De to hvide amerikanere hverken ser eller hører drengen, men taler videre, som om han ikke eksisterer.
Den selvvalgte døvstumhed bliver på denne måde en naturlig forlængelse af den uretmæssige umyndiggørelse af samfundets borgere, i dette tilfælde den etniske minoritet.
Kan Syndikatet besejres?
Efter et voldsomt brud på alle reglementer, hvor patienterne holder en promiskuøs nattefest på afdelingen med alkohol og prostituerede, tager Syndikatet i form af Oversygeplejersken sin hævn over McMurphy. Festen og det momentvise sammenbrud af Syndikatets mekaniske kontrol giver de fleste af patienterne blod på tanden, og det lykkes mange, inklusive fortælleren Bromden, at slippe ud fra afdelingen med drømme om et nyt liv uden for.
Oversygeplejerskens autoritet knækkes. Efter et overfald må hun forlade afdelingen i nogle uger, og i mellemtiden indfører patienterne nye regler på afdelingen. Da hun kommer tilbage, er hun klædt i en ny uniform, der mere tydeligt eksponerer hendes kvindelige former. Hun har mistet en del af sin kønsløse kontrol, og det ligner et knækket Syndikat, der står frem ved romanens afslutning.
Men spørgsmålet får dog lov at stå åbent. Der er også elementer af teksten, der viser, at Syndikatet opretholder sin magt. Dels lykkes det Syndikatet at knække rebellen McMurphy, og dels er romanens første sider, hvor handlingen foregår på afdelingen, skrevet i nutid. Det kan indikere, at Bromden på fortælletidspunktet igen er indlagt, og at hans flugt fra Syndikatet blev kortvarig.
Bogens indflydelse
Ud over at opnå status som en filmatiseret bestseller, har 'Gøgereden' haft en indflydelse på opfattelsen af det psykiatriske system. De gruopvækkende beskrivelser af elektrochokbehandling har været med til at skabe debat om behandlingsformen og har fremskyndet ophøret af brugen heraf. Bogen har givet en stemme til en grundlæggende mistillid til det psykiatriske system gående på, at psykiatrien tjente samfundets interesser snarere end patienternes.
I kølvandet på 'Gøgereden' begyndte de psykiatriske institutioner i USA at udskrive flere patienter, at sikre de indlagte flere rettigheder, og at udvikle nye medicinske behandlinger, der muliggjorde behandling uden indlæggelse. Samtidig har romanen været med til at miskreditere personale på psykiatriske institutioner.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer