Analyse
Jünger, Ernst - I stålstormen
Ernst Jüngers 'I stålstormen' er en skildring af Jüngers oplevelser som soldat i Første verdenskrig. Her beskriver han de endeløse bombardementer, de enorme materialeslag og den evigt tilstedeværende død nøgternt og præcist – og uden at der lægges afstand til krigshelvedet!
I 1920 udkom den første udgave af Ernst Jüngers 'I stålstormen'. I bogen skildrer den unge Jünger sine oplevelser som frontsoldat i Første verdenskrig. Fokus er lagt på den opslidende hverdag under de utallige bombardementer og de mareridtsagtige slag i skyttegravskrigen på Vestfronten. Bogen bygger på Jüngers dagbøger fra perioden, og begivenhederne skildres med stor autenticitet og detaljerigdom.
Det er imidlertid ikke en direkte gengivelse af dagbøgerne. Det er en mere litterær konstruktion, der godt nok indeholder passager af dagbogslignende referat med præcis datogengivelse, men som også i høj grad indeholder refleksioner og stiliserede beskrivelser, der kun er mulige på grund af det fortællermæssige bagudsyn. Tilsvarende gør Jünger enkelte steder brug af skift i synsvinklen og videreformidler andres beretninger om væsentlige hændelser, som han ikke selv har kunnet overvære, bl.a. ses en scene fra broderens synsvinkel, ligesom hans delings videre skæbne i et slag følges, efter at Jünger selv er blevet såret og båret bort til et nærliggende felthospital.
Jünger fortsatte arbejdet med bogen hele sit liv; det resulterede i en række versioner af debutværket. Adam Paulsen beskriver bogens udviklingshistorie i sit efterskrift, trykt bagerst i Gyldendals 2. udgave af 'I stålstormen' fra 2014. Paulsen konkluderer, at de senere udgaver mere og mere afviger fra førsteudgavens dokumentarisme; bogen undergår en forvandling mod det mere æstetisk tilfredsstillende – uden dog af den grund at miste sin forankring i virkeligheden og blive fiktion. Det er den seneste version med dens lag af refleksion og tilføjelser, som ligger til grund for denne analyse.
Den daglige død – livet i skyttegraven
Som nævnt fokuserer bogen på soldaternes oplevelser ved fronten; det er dét, Jünger ved noget om, og dette fokus ses også i bogens komposition, hvor selve krigshandlingerne udgør rammen: Vi begynder in medias res med Jünger og hans soldaterkammeraters ankomst til Bazancourt i krigens begyndelse, og vi slutter på lazarettet i krigens slutning, hvor Jünger modtager den højeste krigsorden, 'Pour le mérite', for sin exceptionelle indsats, såret for fjortende gang. Bogen er kronologisk fremadskridende, skrevet i nutid – men med utallige eksempler på bagudsyn, som når Jünger igen og igen nævner tilfældige soldater ved navn og kort efter tilføjer, at de døde et par uger senere.
Vi hører intet om de forskellige årsager til Første verdenskrig, ligesom krigens overordnede gang og de strategiske overvejelser har mindre betydning end det næste granatnedslag og det næste togt over fjendens pigtråd. Døden er til stede overalt i bogen og indeholder utallige eksempler som dette: ”Landstormmand Diener trådte op på et fremspring i gravvæggen for at skovle jord op over dækningen. Næppe var han kommet op, før et skud affyret fra sappen gik gennem hovedet på ham og kastede ham død ned i bunden af graven. Han var gift og far til fire børn.”
Det massive antal af pludselige dødsfald hærder efterhånden læseren – og Jünger må man formode. Døden bliver en fast del af hverdagen. På samme måde fungerer bogen selv som et regulært tæppebombardement af granatnedslag; side op og side ned vælter forskellige former for granater ned over hovedpersonen, der graver sig længere og længere ned i skyttegraven for at finde dække. Disse krigsbeskrivelser giver et særegent indblik i skyttegravskrigens ufattelige væsen, skildret detaljeret og kunstnerisk kompetent.
Som kontrast til krigshandlingerne beskriver Jünger også de fredelige stunder i skyttegraven, de stille øjeblikke i venners selskab, det ufattelige sammenhold mellem soldaterkammeraterne, der opstår i tumulten; alt dette står så meget klarere på grund af den markante modsætning til de ødelagte omgivelser og den nærværende død.
Selvom 'I stålstormen' er en personlig beretning, og Jüngers skæbne vitterligt ikke er almindelig, så er den imidlertid mere end dét; det er en gengivelse af en hel generations oplevelser i krigen. Vi ser det allerede i bogens første sætninger: ”Toget standsede i Bazancourt, en lille by i Champagne. Vi steg af.” Det første pronomen i teksten er således førstepersonsflertal, et vi, der henviser til hele gruppen af nyankomne soldater; det er så at sige deres liv og deres død, der berettes om. Bogen er således også dedikeret til de faldne i krigen. Jünger forfalder heller aldrig til at beskrive private forhold eller komme med irrelevante betragtninger; den slags er skåret bort, og vi står tilbage med en nøgtern, uhyre detaljeret beskrivelse af en ny form for krig, den mekaniske skyttegravskrig. Bogen viser uden filter, hvordan et nyt menneske smedes i artilleriildens arne: den jernhårde frontsoldat.
Den kultiverede frontsoldat
'I stålstormen' indeholder af gode grunde intet egentligt plot, intet meningsgivende narrativ. I stedet følger vi den unge Jüngers gradvise transformation fra at være uprøvet, krigsbegejstret soldat til at blive et eksempel på denne nye mennesketype: frontsoldaten, der er arret og hærdet i den nye tids krig. Om en af disse frontsoldater lyder det karakteristisk: ”Der var intet andet tilbage i denne stemme end en stor sindsro; ilden havde lutret den. Med sådanne mænd kan man kæmpe”.
Som soldat fremstilles Jünger som et ideal: barsk, beslutsom og drevet frem af et uforståeligt mod, forrest i kamp med hævet pistol. Sigende beskriver Jünger, hvordan han ofte kravler på farefulde missioner gennem ingenmandsland mod fjendens frontlinje for at slippe for kedsommelige vagter i skyttegraven: ”Disse korte strejftog, hvor man virkelig måtte skyde hjertet op i livet, var et godt middel til at hærde modet og afbryde ensformigheden ved livet i gravene. En soldat må frem for alt ikke kede sig.”
Jünger ser en ære i kampen, og som sådan synes hans forståelse af krigen at høre en anden, måske mere nobel tid til: ”I disse mænd virkede et element, der understregede krigens vildskab og dog hævede den til en højere åndskraft, den saglige glæde ved faren, den ridderlige higen efter at stå en kamp igennem. I løbet af fire år udsmeltede ilden en stadig renere, stadig dristigere krigerkaste”.
Netop det ridderlige ses også i Jüngers holdning til fjenden. Han synes ikke at hade fjenden; de er på sin vis duellanter, og han behandler de tilfangetagne briter og franskmænd med storsind. Det ærefulde ses også i den sårede Jüngers tungsind på lazarettet: ”Det gjorde mig særlig nedtrykt, at jeg ikke havde kunnet deltage i mit regiments angreb på Saint-Peirre-Vaast-skoven – en strålende krigsbedrift, som havde bragt os hundreder af fanger.”
Kampen gøres til et grundvilkår i tilværelsen; den bindes sammen med et urinstinkt i manden: ”To voldsomme følelser får en til at skælve: jægerens stigende ophidselse og vildtets angst.”
Jünger er med andre ord et eksempel til efterfølgelse for sine menige soldater – uden at han af den grund fortier sin egen frygt. Adskillige gange hører vi om angsten: ”således sad jeg i mit hul med hænderne for øjnene, mens mine tanker kredsede om alle de tænkelige måder, man kan blive ramt på.” Men Jüngers mod består netop i, at han tøjler frygten og overvinder den.
Ernst Jünger er imidlertid mere sammensat end som så. Som modvægt til den barske skyttegravskriger har vi hans kultiverede side. Han er et æstetisk nydende menneske. Han formår at sanse sin omverden og videreformidle indtrykkene i et kunstnerisk sprog; man kan således argumentere for, at krigen endog æstetiseres i Jüngers bog, hvilket nogen vil finde problematisk:
”På de rådnede marker voksede der blomster med en varm og vild lugt. Langs vejen stod undertiden enkelte træer, som landmanden kunne have hvilet sig under i fredstid, med hvide, rosa eller mørkerøde blomster, et fortryllende syn i ensomheden. Krigen havde givet landskabet en heroisk og tungsindig kulør uden at ødelægge dets skønhed; den blomstrende overflod virkede mere bedøvende og strålende end ellers.”
Samtidig er Jünger en belæst fortæller. Ofte beskrives det, hvordan Jünger bruger sin sparsomme fritid på at læse romaner, evindeligt forstyrret af granatnedslag, eksempelvis Ariostos 'Orlando Furioso' og Laurence Sternes 'Tristam Shandys levned og meninger', ligesom han ubesværet citerer J. G. Herder og Friedrich Schiller. På samme måde indgår der mere skjulte intertekstuelle referencer, som når Jünger beskriver en march således: ”Vi marcherede på en bred vej, der i månelyset løb som et hvidt bånd gennem det mørke terræn, mod kanontordenen, hvis øredøvende brølen blev stadig mere altopslugende. Her lades alt håb ude!” Den sidste sætning er snuppet fra Dantes 'Den guddommelige komedie', hvor disse ord står mejslet over indgangen til Helvede.
Jünger er således en kultiveret frontsoldat, der formår at fange essensen af både de grusomme og de skønne sider af tilværelse, selv i et af den vestlige kulturs lavpunkter.
I øvrigt gør Jünger ofte brug af en helvedesmetaforik, når han beskriver intensiteten af bombardementerne, bl.a. ”Indimellem blev øret fuldstændig bedøvet af et flammeoplyst helvedesbrag.”
Det er interessant, at Jünger beskriver kampen som helvede, samtidig med at han hylder krigens renselse. Dette er bogens indre paradoks, og her finder vi årsagen til dens blivende kvalitet. 'I stålstormen' er nemlig ingen antikrigsroman, tværtimod. Det er en bog, der nøgternt og detaljeret beskriver krigen, dens grusomhed, og som stadigvæk hylder kampen, som ser kampen som et grundvilkår i tilværelsen, og som forstår krigen som den smeltedigel, hvor rigtige mænd fødes.
Naturligvis er dette en kontroversiel indstilling, især set med eftertidens øjne, hvor denne kampforståelse synes at bane vejen frem mod de totalitære ideologier, fascismens voldsfascination og Anden verdenskrig. Om Ernst Jüngers oplevelser i Anden verdenskrig handler hans senere værk 'Strålinger' (1949) i øvrigt om, hvis man skulle ønske sig mere fra den kultiverede frontsoldats hånd.
Ernst Jüngers 'I stålstormen' er en skildring af Jüngers oplevelser som soldat i Første verdenskrig. Her beskriver han de endeløse bombardementer, de enorme materialeslag og den evigt tilstedeværende død nøgternt og præcist – og uden at der lægges afstand til krigshelvedet!
I 1920 udkom den første udgave af Ernst Jüngers 'I stålstormen'. I bogen skildrer den unge Jünger sine oplevelser som frontsoldat i Første verdenskrig. Fokus er lagt på den opslidende hverdag under de utallige bombardementer og de mareridtsagtige slag i skyttegravskrigen på Vestfronten. Bogen bygger på Jüngers dagbøger fra perioden, og begivenhederne skildres med stor autenticitet og detaljerigdom.
Det er imidlertid ikke en direkte gengivelse af dagbøgerne. Det er en mere litterær konstruktion, der godt nok indeholder passager af dagbogslignende referat med præcis datogengivelse, men som også i høj grad indeholder refleksioner og stiliserede beskrivelser, der kun er mulige på grund af det fortællermæssige bagudsyn. Tilsvarende gør Jünger enkelte steder brug af skift i synsvinklen og videreformidler andres beretninger om væsentlige hændelser, som han ikke selv har kunnet overvære, bl.a. ses en scene fra broderens synsvinkel, ligesom hans delings videre skæbne i et slag følges, efter at Jünger selv er blevet såret og båret bort til et nærliggende felthospital.
Jünger fortsatte arbejdet med bogen hele sit liv; det resulterede i en række versioner af debutværket. Adam Paulsen beskriver bogens udviklingshistorie i sit efterskrift, trykt bagerst i Gyldendals 2. udgave af 'I stålstormen' fra 2014. Paulsen konkluderer, at de senere udgaver mere og mere afviger fra førsteudgavens dokumentarisme; bogen undergår en forvandling mod det mere æstetisk tilfredsstillende – uden dog af den grund at miste sin forankring i virkeligheden og blive fiktion. Det er den seneste version med dens lag af refleksion og tilføjelser, som ligger til grund for denne analyse.
Den daglige død – livet i skyttegraven
Som nævnt fokuserer bogen på soldaternes oplevelser ved fronten; det er dét, Jünger ved noget om, og dette fokus ses også i bogens komposition, hvor selve krigshandlingerne udgør rammen: Vi begynder in medias res med Jünger og hans soldaterkammeraters ankomst til Bazancourt i krigens begyndelse, og vi slutter på lazarettet i krigens slutning, hvor Jünger modtager den højeste krigsorden, 'Pour le mérite', for sin exceptionelle indsats, såret for fjortende gang. Bogen er kronologisk fremadskridende, skrevet i nutid – men med utallige eksempler på bagudsyn, som når Jünger igen og igen nævner tilfældige soldater ved navn og kort efter tilføjer, at de døde et par uger senere.
Vi hører intet om de forskellige årsager til Første verdenskrig, ligesom krigens overordnede gang og de strategiske overvejelser har mindre betydning end det næste granatnedslag og det næste togt over fjendens pigtråd. Døden er til stede overalt i bogen og indeholder utallige eksempler som dette: ”Landstormmand Diener trådte op på et fremspring i gravvæggen for at skovle jord op over dækningen. Næppe var han kommet op, før et skud affyret fra sappen gik gennem hovedet på ham og kastede ham død ned i bunden af graven. Han var gift og far til fire børn.”
Det massive antal af pludselige dødsfald hærder efterhånden læseren – og Jünger må man formode. Døden bliver en fast del af hverdagen. På samme måde fungerer bogen selv som et regulært tæppebombardement af granatnedslag; side op og side ned vælter forskellige former for granater ned over hovedpersonen, der graver sig længere og længere ned i skyttegraven for at finde dække. Disse krigsbeskrivelser giver et særegent indblik i skyttegravskrigens ufattelige væsen, skildret detaljeret og kunstnerisk kompetent.
Som kontrast til krigshandlingerne beskriver Jünger også de fredelige stunder i skyttegraven, de stille øjeblikke i venners selskab, det ufattelige sammenhold mellem soldaterkammeraterne, der opstår i tumulten; alt dette står så meget klarere på grund af den markante modsætning til de ødelagte omgivelser og den nærværende død.
Selvom 'I stålstormen' er en personlig beretning, og Jüngers skæbne vitterligt ikke er almindelig, så er den imidlertid mere end dét; det er en gengivelse af en hel generations oplevelser i krigen. Vi ser det allerede i bogens første sætninger: ”Toget standsede i Bazancourt, en lille by i Champagne. Vi steg af.” Det første pronomen i teksten er således førstepersonsflertal, et vi, der henviser til hele gruppen af nyankomne soldater; det er så at sige deres liv og deres død, der berettes om. Bogen er således også dedikeret til de faldne i krigen. Jünger forfalder heller aldrig til at beskrive private forhold eller komme med irrelevante betragtninger; den slags er skåret bort, og vi står tilbage med en nøgtern, uhyre detaljeret beskrivelse af en ny form for krig, den mekaniske skyttegravskrig. Bogen viser uden filter, hvordan et nyt menneske smedes i artilleriildens arne: den jernhårde frontsoldat.
Den kultiverede frontsoldat
'I stålstormen' indeholder af gode grunde intet egentligt plot, intet meningsgivende narrativ. I stedet følger vi den unge Jüngers gradvise transformation fra at være uprøvet, krigsbegejstret soldat til at blive et eksempel på denne nye mennesketype: frontsoldaten, der er arret og hærdet i den nye tids krig. Om en af disse frontsoldater lyder det karakteristisk: ”Der var intet andet tilbage i denne stemme end en stor sindsro; ilden havde lutret den. Med sådanne mænd kan man kæmpe”.
Som soldat fremstilles Jünger som et ideal: barsk, beslutsom og drevet frem af et uforståeligt mod, forrest i kamp med hævet pistol. Sigende beskriver Jünger, hvordan han ofte kravler på farefulde missioner gennem ingenmandsland mod fjendens frontlinje for at slippe for kedsommelige vagter i skyttegraven: ”Disse korte strejftog, hvor man virkelig måtte skyde hjertet op i livet, var et godt middel til at hærde modet og afbryde ensformigheden ved livet i gravene. En soldat må frem for alt ikke kede sig.”
Jünger ser en ære i kampen, og som sådan synes hans forståelse af krigen at høre en anden, måske mere nobel tid til: ”I disse mænd virkede et element, der understregede krigens vildskab og dog hævede den til en højere åndskraft, den saglige glæde ved faren, den ridderlige higen efter at stå en kamp igennem. I løbet af fire år udsmeltede ilden en stadig renere, stadig dristigere krigerkaste”.
Netop det ridderlige ses også i Jüngers holdning til fjenden. Han synes ikke at hade fjenden; de er på sin vis duellanter, og han behandler de tilfangetagne briter og franskmænd med storsind. Det ærefulde ses også i den sårede Jüngers tungsind på lazarettet: ”Det gjorde mig særlig nedtrykt, at jeg ikke havde kunnet deltage i mit regiments angreb på Saint-Peirre-Vaast-skoven – en strålende krigsbedrift, som havde bragt os hundreder af fanger.”
Kampen gøres til et grundvilkår i tilværelsen; den bindes sammen med et urinstinkt i manden: ”To voldsomme følelser får en til at skælve: jægerens stigende ophidselse og vildtets angst.”
Jünger er med andre ord et eksempel til efterfølgelse for sine menige soldater – uden at han af den grund fortier sin egen frygt. Adskillige gange hører vi om angsten: ”således sad jeg i mit hul med hænderne for øjnene, mens mine tanker kredsede om alle de tænkelige måder, man kan blive ramt på.” Men Jüngers mod består netop i, at han tøjler frygten og overvinder den.
Ernst Jünger er imidlertid mere sammensat end som så. Som modvægt til den barske skyttegravskriger har vi hans kultiverede side. Han er et æstetisk nydende menneske. Han formår at sanse sin omverden og videreformidle indtrykkene i et kunstnerisk sprog; man kan således argumentere for, at krigen endog æstetiseres i Jüngers bog, hvilket nogen vil finde problematisk:
”På de rådnede marker voksede der blomster med en varm og vild lugt. Langs vejen stod undertiden enkelte træer, som landmanden kunne have hvilet sig under i fredstid, med hvide, rosa eller mørkerøde blomster, et fortryllende syn i ensomheden. Krigen havde givet landskabet en heroisk og tungsindig kulør uden at ødelægge dets skønhed; den blomstrende overflod virkede mere bedøvende og strålende end ellers.”
Samtidig er Jünger en belæst fortæller. Ofte beskrives det, hvordan Jünger bruger sin sparsomme fritid på at læse romaner, evindeligt forstyrret af granatnedslag, eksempelvis Ariostos 'Orlando Furioso' og Laurence Sternes 'Tristam Shandys levned og meninger', ligesom han ubesværet citerer J. G. Herder og Friedrich Schiller. På samme måde indgår der mere skjulte intertekstuelle referencer, som når Jünger beskriver en march således: ”Vi marcherede på en bred vej, der i månelyset løb som et hvidt bånd gennem det mørke terræn, mod kanontordenen, hvis øredøvende brølen blev stadig mere altopslugende. Her lades alt håb ude!” Den sidste sætning er snuppet fra Dantes 'Den guddommelige komedie', hvor disse ord står mejslet over indgangen til Helvede.
Jünger er således en kultiveret frontsoldat, der formår at fange essensen af både de grusomme og de skønne sider af tilværelse, selv i et af den vestlige kulturs lavpunkter.
I øvrigt gør Jünger ofte brug af en helvedesmetaforik, når han beskriver intensiteten af bombardementerne, bl.a. ”Indimellem blev øret fuldstændig bedøvet af et flammeoplyst helvedesbrag.”
Det er interessant, at Jünger beskriver kampen som helvede, samtidig med at han hylder krigens renselse. Dette er bogens indre paradoks, og her finder vi årsagen til dens blivende kvalitet. 'I stålstormen' er nemlig ingen antikrigsroman, tværtimod. Det er en bog, der nøgternt og detaljeret beskriver krigen, dens grusomhed, og som stadigvæk hylder kampen, som ser kampen som et grundvilkår i tilværelsen, og som forstår krigen som den smeltedigel, hvor rigtige mænd fødes.
Naturligvis er dette en kontroversiel indstilling, især set med eftertidens øjne, hvor denne kampforståelse synes at bane vejen frem mod de totalitære ideologier, fascismens voldsfascination og Anden verdenskrig. Om Ernst Jüngers oplevelser i Anden verdenskrig handler hans senere værk 'Strålinger' (1949) i øvrigt om, hvis man skulle ønske sig mere fra den kultiverede frontsoldats hånd.
Kommentarer