Analyse
Jæger, Frank - Den unge Jægers lidelser
Frank Jægers legende sværmeri i Den unge Jægers lidelser var et friskt pust i efterkrigstidens tungsindige univers.
Frank Jægers (1926-1977) lyriske debut Dydige digte fra 1948 adskilte sig fra den ellers tunge og eftertænksomme litteratur, som prægede Danmark i efterdønningerne af 2. Verdenskrig. Frank Jægers stil var tilsyneladende ubekymret, humørfyldt og berusende, og der gik ikke lang tid, før han fik tilnavnet ’Den lyse Jæger’. Digteren, der oprindeligt var uddannet bibliotekar, redigerede fra 1952-53 Heretica sammen med Tage Skou-Hansen og var da også på flere måder beslægtet med Hereticas litterære dogmer. Hans poesi var umiskendeligt indadvendt og apolitisk, og han beskæftigede sig i stedet med følelsen og naturens enkelhed. Den lyse Jæger fortsatte sin fabulerende og sprogligt virile tone i den efterfølgende De 5 Aarstider fra 1950 og i Den unge Jægers lidelser fra 1953, og tegneren Jørgen Mortensen anvendte digteren som skitse til den ukomplicerede og folkelige avisstribe Poeten og Lillemor. Det viste sig dog senere i poetens forfatterskab, at Jægeren også besad uomgængelige mørke og dystre sider, eksempelvis med romanen Døden i skoven (1970), men det blev i hans levetid først og fremmest Den lyse Jægers muntre smil, publikum beskæftigede sig med.
Den unge Jægers Lidelser er en eventyrligt upålidelig erindringsroman, der, som titlen antyder, vender sig ironisk mod Goethes tragisk romantiske Den unge Werthers lidelser fra 1774. Den unge Jægers lidelser syntes absolut ikke at være af ubærlig eller faretruende karakter, snarere tværtimod. Romanens erindringer bygger på faktuelle begivenheder i Frank Jægers liv, men får i romanen form som oplevelser af fantastisk og drømmende tilsnit. Romanen er opbygget som små novellelignende fragmenter, der hver især udbreder sig om en begivenhed i hans livsforløb. Vi hører om ynglingens somre i Gurre, hvor han efter læsningen af Johnsons Tyvene, udstyrer alle gårdens beboere med en legemlig defekt. Han undres over sin tantes præcise bevægelser, eftersom han har tilført hende blinde øjne, og han undres over karlens effektive arbejde, på trods af hans manglende arm. En sommer møder han på gården sin første Sille, alle hans livs kærligheder benævnes Sille, og for første gang kan han ikke udstyre en bofælle med en defekt – hun er perfektionen selv. Vi hører om hans flugt gennem vinduet fra tandlægen, hans færd over tagenes højder, mødet med skorstensfejeren, som han lover at holde fast i et reb, et løfte han dog ikke kan holde, da tandlægeassistenten pludselig står på taget ved siden af ham og smiler sit sødeste smil. På vejen hjem ser han ambulancer og redningsfolk, der er kommet skorstensfejeren til hjælp, men husker på sin moders formaning om præcision. Vi hører endvidere om den fiktive rejse med skolekammeraten Wiener-Walde, og om mødet med Eros i Djævlens instrument.
Den unge Jægers lidelser er med sin konsekvente antirealisme en elegant fantasi over virkelighedens Jægers personlige udvikling. Det legende sværmeri og den sproglige energi gør det forståeligt, at det blev forlaget Wivels største salgssucces, og at Frank Jæger her for alvor banede sig vej ind i de danske stuer. For som Jacob Paludan skrev i Nationaltidende d. 16.03.53:
’Et faktum er det, at han er noget helt for sig selv, et særsyn i tiden, muligvis en gaade for folket, men en fryd for dem, der kan taale at se jordforbindelsen kappet, saa man med et ryk farer ud i fantasiens himmelblaa.’
Frank Jægers legende sværmeri i Den unge Jægers lidelser var et friskt pust i efterkrigstidens tungsindige univers.
Frank Jægers (1926-1977) lyriske debut Dydige digte fra 1948 adskilte sig fra den ellers tunge og eftertænksomme litteratur, som prægede Danmark i efterdønningerne af 2. Verdenskrig. Frank Jægers stil var tilsyneladende ubekymret, humørfyldt og berusende, og der gik ikke lang tid, før han fik tilnavnet ’Den lyse Jæger’. Digteren, der oprindeligt var uddannet bibliotekar, redigerede fra 1952-53 Heretica sammen med Tage Skou-Hansen og var da også på flere måder beslægtet med Hereticas litterære dogmer. Hans poesi var umiskendeligt indadvendt og apolitisk, og han beskæftigede sig i stedet med følelsen og naturens enkelhed. Den lyse Jæger fortsatte sin fabulerende og sprogligt virile tone i den efterfølgende De 5 Aarstider fra 1950 og i Den unge Jægers lidelser fra 1953, og tegneren Jørgen Mortensen anvendte digteren som skitse til den ukomplicerede og folkelige avisstribe Poeten og Lillemor. Det viste sig dog senere i poetens forfatterskab, at Jægeren også besad uomgængelige mørke og dystre sider, eksempelvis med romanen Døden i skoven (1970), men det blev i hans levetid først og fremmest Den lyse Jægers muntre smil, publikum beskæftigede sig med.
Den unge Jægers Lidelser er en eventyrligt upålidelig erindringsroman, der, som titlen antyder, vender sig ironisk mod Goethes tragisk romantiske Den unge Werthers lidelser fra 1774. Den unge Jægers lidelser syntes absolut ikke at være af ubærlig eller faretruende karakter, snarere tværtimod. Romanens erindringer bygger på faktuelle begivenheder i Frank Jægers liv, men får i romanen form som oplevelser af fantastisk og drømmende tilsnit. Romanen er opbygget som små novellelignende fragmenter, der hver især udbreder sig om en begivenhed i hans livsforløb. Vi hører om ynglingens somre i Gurre, hvor han efter læsningen af Johnsons Tyvene, udstyrer alle gårdens beboere med en legemlig defekt. Han undres over sin tantes præcise bevægelser, eftersom han har tilført hende blinde øjne, og han undres over karlens effektive arbejde, på trods af hans manglende arm. En sommer møder han på gården sin første Sille, alle hans livs kærligheder benævnes Sille, og for første gang kan han ikke udstyre en bofælle med en defekt – hun er perfektionen selv. Vi hører om hans flugt gennem vinduet fra tandlægen, hans færd over tagenes højder, mødet med skorstensfejeren, som han lover at holde fast i et reb, et løfte han dog ikke kan holde, da tandlægeassistenten pludselig står på taget ved siden af ham og smiler sit sødeste smil. På vejen hjem ser han ambulancer og redningsfolk, der er kommet skorstensfejeren til hjælp, men husker på sin moders formaning om præcision. Vi hører endvidere om den fiktive rejse med skolekammeraten Wiener-Walde, og om mødet med Eros i Djævlens instrument.
Den unge Jægers lidelser er med sin konsekvente antirealisme en elegant fantasi over virkelighedens Jægers personlige udvikling. Det legende sværmeri og den sproglige energi gør det forståeligt, at det blev forlaget Wivels største salgssucces, og at Frank Jæger her for alvor banede sig vej ind i de danske stuer. For som Jacob Paludan skrev i Nationaltidende d. 16.03.53:
’Et faktum er det, at han er noget helt for sig selv, et særsyn i tiden, muligvis en gaade for folket, men en fryd for dem, der kan taale at se jordforbindelsen kappet, saa man med et ryk farer ud i fantasiens himmelblaa.’
Kommentarer