Analyse
Herbert, Frank - Klit Dune
'Dune' vil noget mere end bare fortælle en god historie. Den vil skabe et univers, der tvinger os til at tage stilling til vores egen verden. Og projektet lykkes.
Frank Herberts over 500 sider lange science-fiction roman 'Dune' (1965, da. 'Klit', 1978) regnes blandt de mest indflydelsesrige sci-fi romaner gennem tiderne. Førsteudgaverne sælges til astronomiske priser på bogauktioner rundt omkring i verden, romanen har påvirket kunstnere som eksempelvis bandet Iron Maiden og Star Wars-skaberen George Lucas, ligesom værkets univers har dannet baggrund for alt fra computerspil, filmindspilninger og tegneserier.
'Dune' rækker både bredt og dybt. Frank Herbert har mange ting på hjerte, og både plottet og hans fiktive verden er indviklede. Han berører alt fra raceprogrammer og computerskræk til økosystemers indbyrdes sammenhæng og religionens mekanismer.
En verden, der kunne være virkelig
Det første man bemærker, når man begynder på romanen, er, hvor gennemført Herberts verden er. Historien foregår ca. 14.000 år ude i fremtiden, hvor kun enkelte brudstykker af jordens civilisation har overlevet. I den nye verden har mennesket bevæget sig tilbage til en feudal magtstruktur, hvor forskellige planeter styres af adelige familier, der alle er nominelt loyale over for det kejserlige hus. Fortællingens hovedperson er teenagedrengen Paul Atreides, søn af hertug Leto Atreides. I begyndelsen af romanen tvinger kejseren familien til at flytte fra deres hjemplanet og magtbase til den mere lukrative, men også mere politisk omstridte planet Arrakis. Arrakis er leverandør af det bevidsthedsudvidende stof melange, som er af central vigtighed for bl.a. rumtrafikken og den religiøse, kvindelige orden Bene Gesserit. Som det hedder i begyndelsen af bogen: ”Den der kontrollerer krydderiet, kontrollerer universet”.
Kort efter ankomsten til Arrakis angribes familien Atreides af deres ærkefjende Harkonnan, som i hemmelighed samarbejder med kejseren. Hertug Leto dør, og Paul flygter sammen med sin mor ud i den ørken, der udgør størstedelen af Arrakis. Her finder han et nyt hjem hos Arrakis’ oprindelige befolkning, frimenerne. Frimenerne er påvirket af den religiøse propaganda, som Bene-ordenen har udspredt over galaksen gennem flere tusind år. Paul, der gennem sin mor, som er en del af et større avlsprogram iværksat af Bene Gesserit, kender til denne propaganda. Endvidere har han visse genetiske træk, der sandsynliggør, at han er Kwizatz Haderach – det supermenneske hvis fødsel har været målet for Bene Gesserits avlprogram. Disse to egenskaber gør, at Paul kan samle Frimenerne under sig og i værkets afslutning overtage magten efter kejseren.
Et sådan referat yder dog ikke værket retfærdighed. For det 'Dune' først og fremmest er båret af, er den underliggende samfundskritik og den ekstreme realisme, som opnås gennem detaljerne. Alt i værket er gennemarbejdet. Frank Herbert har skabt et fagsprog, en religiøs kultur med historier, myter og begreber, samt en planet med et realistisk økosystem. Faktisk beskrives 'Dune' som den første roman, der i større målestok beskæftigede sig med planeters økosystemer og konsekvensen af økologiske forandringer – en trend der dog allerede var begyndt med Rachel Carsons samfundskritiske 'Silent Spring' (1962. da. 'Det tavse forår', 1963 ), der bl.a. stillede spørgsmålstegn ved pesticiders indvirkning på jordens økosystem og var med til at sætte gang i den amerikanske miljøbevægelse.
Herbert, der selv var interesseret i miljøspørgsmål, især i problemer med sandflugt, brugte denne interesse i 'Dune' og gjorde en af bogens hovedpersoner, Liet-Kynes, til planetolog med speciale i ørkenfordrivelse. Det er i denne interesse for økosystemer, samt i den underliggende samfundskritik der præger historien, at værkets virkelige værdi ligger.
Superhelte
I 1985 udtalte Herbert i en introduktion til romanen, at pointen i 'Dune' var, at minde folk om, hvor farlig ideen om en ufejlbarlig leder kan være, idet menneskets historie, med al tydelighed viser, at en fejl begået af en leder (eller i en leders navn) mangedobles af de mennesker, der følger uden at stille spørgsmål. I 1960’erne, hvor 'Dune' udkom, havde der inden for science fiction-genren allerede længe eksisteret en stor mængde superhelte, såsom 'Superman' (1938), Gilbert Gosseyn fra Vogts roman 'The World of Null-A' fra 1948 og 'Spiderman' (1962), der alle har opnået deres status på forskellige pseudo-videnskabelige måder. Herberts Paul Paul adskiller sig imidlertid fra denne type helte. Både fordi Paul ikke opnår sine evner gennem videnskab, men gennem en form for religiøst-mystiske filosofier og teknikker, og fordi Paul ikke udelukkende fremstilles som en positiv tilføjelse til sin verden.
Godt nok er Paul hovedpersonen i romanen og har derfor også læserens sympati, men hen imod slutningen bliver det tydeligt, også for Paul selv, at hans status vil føre til uanede mængder af vold og ødelæggelse – et tema der yderligere udfoldes i Herberts senere romaner i Arrakis serien som 'Dune Messiah' (1969, da. 'Profeten på Klit', 1982) og 'Children of Dune' (1976, da. 'Børnene på Klit', 1985-1986)
Herbert ønsker altså ikke bare at beskrive en superhelts opståen og sejr, men ligeledes de negative sider, som bevidstløs heltegørelse tilsat militær magt, kan føre med sig.
Determinisme og frihed
Det interessante ved Herberts version af superhelten er ikke blot fænomenets iboende kritik, men ligeledes den balance mellem religiøs determinisme og selvstændige handlinger, der former Paul som ”superhelt”. Som allerede anført er Paul produktet af et avlsprogram, hvis formål det er, at skabe det perfekte menneske. Imidlertid er han så at sige født en generation for tidligt. Bene Gessirits plan var, at Pauls mor, Jessica, skulle føde en datter, der så skulle giftes med en søn af Harkonnan-huset. Jessica nægtede dog at følge sine ordrer og fødte Paul. Baggrunden for at Paul overhovedet har muligheden for at blive et ”overmenneske” er altså kombination af en tusindårig planlægning og en enkelt kvindes egensindige valg.
Samme kombination gør sig gældende i forhold til den måde Paul påvirker sin egen skæbne. Han vælger at udsætte sig selv for den livsfarlige prøve, der forvandler ham fra en, om end yderst kompetent så nogenlunde almindelig ung mand, til Kwisatz Haderach. Imidlertid ville Paul aldrig have haft muligheden for overhovedet at gennemgå denne prøve, hvis det ikke var for Bene Gesserits propaganda.
Da Paul først har opnået sin overmenneskelige status, tages spørgsmålet om determinisme et niveau op. Paul kan se ind i fremtiden – se hvilken betydning hver enkelt af hans handlinger får, ikke bare for hans egen fremtid, men også for universets. Man skulle tro, at en sådan form for alvidenhed, kunne hive Paul ud af determinismens klør – men det modsatte sker. Jo længere han bevæger sig frem mod sit mål – at befri frimenerne og sig selv for kejserens diktatoriske overherredømme, jo mere snæver bliver fremtiden. Paul kan kun se tavst til, mens hans handlinger fører ham tættere og tættere på den jihad som han både frygter og ved, vil blive i hans navn.
Hele romanen leger med spørgsmålet om determinisme kontra frihed – og ender interessant nok med at vægte determinismen højest. 'Klit' er altså en bog om en næsten almægtig superhelt, der alligevel er fanget af sin egen faste fremtid. Det er således ikke kun superhelte-effekten som bogen italesætter, men ligeledes det eviggyldige spørgsmål om det frie valg – og dette valgs konsekvenser.
'Dune' vil noget mere end bare fortælle en god historie. Den vil skabe et univers, der tvinger os til at tage stilling til vores egen verden. Og projektet lykkes.
Frank Herberts over 500 sider lange science-fiction roman 'Dune' (1965, da. 'Klit', 1978) regnes blandt de mest indflydelsesrige sci-fi romaner gennem tiderne. Førsteudgaverne sælges til astronomiske priser på bogauktioner rundt omkring i verden, romanen har påvirket kunstnere som eksempelvis bandet Iron Maiden og Star Wars-skaberen George Lucas, ligesom værkets univers har dannet baggrund for alt fra computerspil, filmindspilninger og tegneserier.
'Dune' rækker både bredt og dybt. Frank Herbert har mange ting på hjerte, og både plottet og hans fiktive verden er indviklede. Han berører alt fra raceprogrammer og computerskræk til økosystemers indbyrdes sammenhæng og religionens mekanismer.
En verden, der kunne være virkelig
Det første man bemærker, når man begynder på romanen, er, hvor gennemført Herberts verden er. Historien foregår ca. 14.000 år ude i fremtiden, hvor kun enkelte brudstykker af jordens civilisation har overlevet. I den nye verden har mennesket bevæget sig tilbage til en feudal magtstruktur, hvor forskellige planeter styres af adelige familier, der alle er nominelt loyale over for det kejserlige hus. Fortællingens hovedperson er teenagedrengen Paul Atreides, søn af hertug Leto Atreides. I begyndelsen af romanen tvinger kejseren familien til at flytte fra deres hjemplanet og magtbase til den mere lukrative, men også mere politisk omstridte planet Arrakis. Arrakis er leverandør af det bevidsthedsudvidende stof melange, som er af central vigtighed for bl.a. rumtrafikken og den religiøse, kvindelige orden Bene Gesserit. Som det hedder i begyndelsen af bogen: ”Den der kontrollerer krydderiet, kontrollerer universet”.
Kort efter ankomsten til Arrakis angribes familien Atreides af deres ærkefjende Harkonnan, som i hemmelighed samarbejder med kejseren. Hertug Leto dør, og Paul flygter sammen med sin mor ud i den ørken, der udgør størstedelen af Arrakis. Her finder han et nyt hjem hos Arrakis’ oprindelige befolkning, frimenerne. Frimenerne er påvirket af den religiøse propaganda, som Bene-ordenen har udspredt over galaksen gennem flere tusind år. Paul, der gennem sin mor, som er en del af et større avlsprogram iværksat af Bene Gesserit, kender til denne propaganda. Endvidere har han visse genetiske træk, der sandsynliggør, at han er Kwizatz Haderach – det supermenneske hvis fødsel har været målet for Bene Gesserits avlprogram. Disse to egenskaber gør, at Paul kan samle Frimenerne under sig og i værkets afslutning overtage magten efter kejseren.
Et sådan referat yder dog ikke værket retfærdighed. For det 'Dune' først og fremmest er båret af, er den underliggende samfundskritik og den ekstreme realisme, som opnås gennem detaljerne. Alt i værket er gennemarbejdet. Frank Herbert har skabt et fagsprog, en religiøs kultur med historier, myter og begreber, samt en planet med et realistisk økosystem. Faktisk beskrives 'Dune' som den første roman, der i større målestok beskæftigede sig med planeters økosystemer og konsekvensen af økologiske forandringer – en trend der dog allerede var begyndt med Rachel Carsons samfundskritiske 'Silent Spring' (1962. da. 'Det tavse forår', 1963 ), der bl.a. stillede spørgsmålstegn ved pesticiders indvirkning på jordens økosystem og var med til at sætte gang i den amerikanske miljøbevægelse.
Herbert, der selv var interesseret i miljøspørgsmål, især i problemer med sandflugt, brugte denne interesse i 'Dune' og gjorde en af bogens hovedpersoner, Liet-Kynes, til planetolog med speciale i ørkenfordrivelse. Det er i denne interesse for økosystemer, samt i den underliggende samfundskritik der præger historien, at værkets virkelige værdi ligger.
Superhelte
I 1985 udtalte Herbert i en introduktion til romanen, at pointen i 'Dune' var, at minde folk om, hvor farlig ideen om en ufejlbarlig leder kan være, idet menneskets historie, med al tydelighed viser, at en fejl begået af en leder (eller i en leders navn) mangedobles af de mennesker, der følger uden at stille spørgsmål. I 1960’erne, hvor 'Dune' udkom, havde der inden for science fiction-genren allerede længe eksisteret en stor mængde superhelte, såsom 'Superman' (1938), Gilbert Gosseyn fra Vogts roman 'The World of Null-A' fra 1948 og 'Spiderman' (1962), der alle har opnået deres status på forskellige pseudo-videnskabelige måder. Herberts Paul Paul adskiller sig imidlertid fra denne type helte. Både fordi Paul ikke opnår sine evner gennem videnskab, men gennem en form for religiøst-mystiske filosofier og teknikker, og fordi Paul ikke udelukkende fremstilles som en positiv tilføjelse til sin verden.
Godt nok er Paul hovedpersonen i romanen og har derfor også læserens sympati, men hen imod slutningen bliver det tydeligt, også for Paul selv, at hans status vil føre til uanede mængder af vold og ødelæggelse – et tema der yderligere udfoldes i Herberts senere romaner i Arrakis serien som 'Dune Messiah' (1969, da. 'Profeten på Klit', 1982) og 'Children of Dune' (1976, da. 'Børnene på Klit', 1985-1986)
Herbert ønsker altså ikke bare at beskrive en superhelts opståen og sejr, men ligeledes de negative sider, som bevidstløs heltegørelse tilsat militær magt, kan føre med sig.
Determinisme og frihed
Det interessante ved Herberts version af superhelten er ikke blot fænomenets iboende kritik, men ligeledes den balance mellem religiøs determinisme og selvstændige handlinger, der former Paul som ”superhelt”. Som allerede anført er Paul produktet af et avlsprogram, hvis formål det er, at skabe det perfekte menneske. Imidlertid er han så at sige født en generation for tidligt. Bene Gessirits plan var, at Pauls mor, Jessica, skulle føde en datter, der så skulle giftes med en søn af Harkonnan-huset. Jessica nægtede dog at følge sine ordrer og fødte Paul. Baggrunden for at Paul overhovedet har muligheden for at blive et ”overmenneske” er altså kombination af en tusindårig planlægning og en enkelt kvindes egensindige valg.
Samme kombination gør sig gældende i forhold til den måde Paul påvirker sin egen skæbne. Han vælger at udsætte sig selv for den livsfarlige prøve, der forvandler ham fra en, om end yderst kompetent så nogenlunde almindelig ung mand, til Kwisatz Haderach. Imidlertid ville Paul aldrig have haft muligheden for overhovedet at gennemgå denne prøve, hvis det ikke var for Bene Gesserits propaganda.
Da Paul først har opnået sin overmenneskelige status, tages spørgsmålet om determinisme et niveau op. Paul kan se ind i fremtiden – se hvilken betydning hver enkelt af hans handlinger får, ikke bare for hans egen fremtid, men også for universets. Man skulle tro, at en sådan form for alvidenhed, kunne hive Paul ud af determinismens klør – men det modsatte sker. Jo længere han bevæger sig frem mod sit mål – at befri frimenerne og sig selv for kejserens diktatoriske overherredømme, jo mere snæver bliver fremtiden. Paul kan kun se tavst til, mens hans handlinger fører ham tættere og tættere på den jihad som han både frygter og ved, vil blive i hans navn.
Hele romanen leger med spørgsmålet om determinisme kontra frihed – og ender interessant nok med at vægte determinismen højest. 'Klit' er altså en bog om en næsten almægtig superhelt, der alligevel er fanget af sin egen faste fremtid. Det er således ikke kun superhelte-effekten som bogen italesætter, men ligeledes det eviggyldige spørgsmål om det frie valg – og dette valgs konsekvenser.
Kommentarer