Analyse
Green Jensen, Bo - Rosens veje
I Rosens veje viser Bo Green Jensen, hvordan forskellige tråde, stemmer og billeder spiller en afgørende rolle for den enkeltes erkendelse af sin tilstedeværelse i verden.
Samling af digtkredsen: Requiem & messe ; Det absolutte spil ; Den blivende engel ; Mondo sinistro ; Undergangstestamentet ; Stedernes mening ; Porten til jorden. Bo Green Jensen (f.1955) tilhører den række af unge lyrikere som debuterer omkring 1980 og er på flere måder med til at tegne tiåret litterært set. Bo Green Jensen debuterer i 1981 med digtsamlingen Requiem & Messe, der senere bliver første del af det store lyriske hovedværk Rosens veje. Udover digte skriver Green Jensen også romaner, essays og gendigtninger. Sit mere brede gennembrud får han med ungdomsromanen Dansen gennem sommeren, der som Requiem & Messe udkommer i 1981. Som Cand. phil. i engelsk gør Green Jensen sig også som oversætter, skrivelærer og litteratur- og filmanmelder. Senest har Green Jensen sammen med Benn Q. Holm i 1999 udgivet ungdomsbogserien Det seje sjak.
Digtkredsen Rosens veje udgøres af de første syv digtsamlinger, som Bo Green Jensen udgiver i årene fra 1981 til 1986; værket begynder således med Requiem & Messe og fuldendes med Porten til Jorden, som Green Jensen modtager Kritikerprisen for.
Modsat flere af “80'er-generationen”s lyrikere, forsøger Bo Green Jensen ikke umiddelbart at skabe et konkret og sanseligt nærvær imellem værk og læser. Han vil ikke påpege læserens mellemværende med digtet, men vil med Rosens veje snarere forsøge at vise, hvordan mange forskellige tråde, stemmer og billeder spiller en afgørende rolle for den enkeltes erkendelse af sin tilstedeværelse i verden. Derfor er digtene heller ikke tætte eller afrundede i deres form, men ofte længere, snakkende strømme af ord, tanker og et væld af litterære- og musikalske hentydninger til forbilleder som T.S. Eliot, Keats, David Bowie, Jim Morrison og utallige andre. Set i dette lys placerer Rosens Veje sig på mange måder i den amerikanske litterære tradition, vi kender fra digtere som Charles Bukowski, Alan Ginsberg o. a., der netop lader teksten flyde efter indfald, tanker, rytme og ordklange.
Trods de mange mere eller mindre åbenlyse henvisninger til andre kunstnere er det imidlertid ikke en forudsætning, at læseren har kendskab disse for at få noget ud af værket, og det er vigtigt at påpege. Overordnet set synes værket at udtrykke en konkret spørgen og søgen efter meningen med tilværelsen og livet som sådan. Det punkterer flere af de, ifølge det lyriske jeg, kunstige forestillinger, vi har skabt i vores moderne tilværelse. Der er således helt eksplicit en skarp kritik af den kunstige skærmverden, som flimrer døgnet rundt, og som formaterer virkeligheden til uvirkelighed, til fiktion: I TV er der øer af skrig / Men herude er virkeligheden / Hunde der skider på halvtomme gader / I cellekompleksernes dominoland / Mens ejerne vender sig bort/ (fra digtet En af de usynlige fra digtsamligen Requiem & Messe).
For at kunne afsøge de grundlæggende problemstillinger om tilværelsens og livets mening afprøver Bo Green Jensen undervejs flere af de billeder og myter, som netop vores moderne samfund er bygget op omkring, men som det også har tømt for betydning. Han forsøger at give de velkendte billeder og myter liv igen, og gennemlever den ligegyldighed, som det moderne samfund er præget af - det er ifølge Green Jensen gennem den personlige erfaring, at vi kan finde meningen med tilværelsen og livet.
Efter at have gennemskrevet modernitetens ligegyldighed og fremsat modsætningerne hertil lader Green Jensen selv hele det enorme værk få karakter af skrøbelighed. Også dette værk har, ligesom al anden kunst og billeddannelse, en sandsynlighed for at stivne og blive glemt. Det må påpege sin egen skrøbelighed: Den sorte rose af plastic og silke / Som vi købte for sjov i byen forleden/ Er en passende fetich at sætte som tegn./ Den ligner på afstand, er gennemsyntetisk/ Og som sådan en bestandig lille blomst./ (...) En ganske smuk hån er dette levn /Af en drøm jeg havde om verden. Den sorte rose er blomsten jeg blev / Og den fik et nyt blad her til morgen. / ( fra digtet Den sorte rose fra digtsamlingen Porten til jorden). Det gælder om at gennemleve de overleverede billeder og sætte dem i forhold til den moderne verden, således at den enkelte selv kan finde vej frem både i forhold til fortiden og den fremtid, vi allerede er en del af.
I Rosens veje viser Bo Green Jensen, hvordan forskellige tråde, stemmer og billeder spiller en afgørende rolle for den enkeltes erkendelse af sin tilstedeværelse i verden.
Samling af digtkredsen: Requiem & messe ; Det absolutte spil ; Den blivende engel ; Mondo sinistro ; Undergangstestamentet ; Stedernes mening ; Porten til jorden. Bo Green Jensen (f.1955) tilhører den række af unge lyrikere som debuterer omkring 1980 og er på flere måder med til at tegne tiåret litterært set. Bo Green Jensen debuterer i 1981 med digtsamlingen Requiem & Messe, der senere bliver første del af det store lyriske hovedværk Rosens veje. Udover digte skriver Green Jensen også romaner, essays og gendigtninger. Sit mere brede gennembrud får han med ungdomsromanen Dansen gennem sommeren, der som Requiem & Messe udkommer i 1981. Som Cand. phil. i engelsk gør Green Jensen sig også som oversætter, skrivelærer og litteratur- og filmanmelder. Senest har Green Jensen sammen med Benn Q. Holm i 1999 udgivet ungdomsbogserien Det seje sjak.
Digtkredsen Rosens veje udgøres af de første syv digtsamlinger, som Bo Green Jensen udgiver i årene fra 1981 til 1986; værket begynder således med Requiem & Messe og fuldendes med Porten til Jorden, som Green Jensen modtager Kritikerprisen for.
Modsat flere af “80'er-generationen”s lyrikere, forsøger Bo Green Jensen ikke umiddelbart at skabe et konkret og sanseligt nærvær imellem værk og læser. Han vil ikke påpege læserens mellemværende med digtet, men vil med Rosens veje snarere forsøge at vise, hvordan mange forskellige tråde, stemmer og billeder spiller en afgørende rolle for den enkeltes erkendelse af sin tilstedeværelse i verden. Derfor er digtene heller ikke tætte eller afrundede i deres form, men ofte længere, snakkende strømme af ord, tanker og et væld af litterære- og musikalske hentydninger til forbilleder som T.S. Eliot, Keats, David Bowie, Jim Morrison og utallige andre. Set i dette lys placerer Rosens Veje sig på mange måder i den amerikanske litterære tradition, vi kender fra digtere som Charles Bukowski, Alan Ginsberg o. a., der netop lader teksten flyde efter indfald, tanker, rytme og ordklange.
Trods de mange mere eller mindre åbenlyse henvisninger til andre kunstnere er det imidlertid ikke en forudsætning, at læseren har kendskab disse for at få noget ud af værket, og det er vigtigt at påpege. Overordnet set synes værket at udtrykke en konkret spørgen og søgen efter meningen med tilværelsen og livet som sådan. Det punkterer flere af de, ifølge det lyriske jeg, kunstige forestillinger, vi har skabt i vores moderne tilværelse. Der er således helt eksplicit en skarp kritik af den kunstige skærmverden, som flimrer døgnet rundt, og som formaterer virkeligheden til uvirkelighed, til fiktion: I TV er der øer af skrig / Men herude er virkeligheden / Hunde der skider på halvtomme gader / I cellekompleksernes dominoland / Mens ejerne vender sig bort/ (fra digtet En af de usynlige fra digtsamligen Requiem & Messe).
For at kunne afsøge de grundlæggende problemstillinger om tilværelsens og livets mening afprøver Bo Green Jensen undervejs flere af de billeder og myter, som netop vores moderne samfund er bygget op omkring, men som det også har tømt for betydning. Han forsøger at give de velkendte billeder og myter liv igen, og gennemlever den ligegyldighed, som det moderne samfund er præget af - det er ifølge Green Jensen gennem den personlige erfaring, at vi kan finde meningen med tilværelsen og livet.
Efter at have gennemskrevet modernitetens ligegyldighed og fremsat modsætningerne hertil lader Green Jensen selv hele det enorme værk få karakter af skrøbelighed. Også dette værk har, ligesom al anden kunst og billeddannelse, en sandsynlighed for at stivne og blive glemt. Det må påpege sin egen skrøbelighed: Den sorte rose af plastic og silke / Som vi købte for sjov i byen forleden/ Er en passende fetich at sætte som tegn./ Den ligner på afstand, er gennemsyntetisk/ Og som sådan en bestandig lille blomst./ (...) En ganske smuk hån er dette levn /Af en drøm jeg havde om verden. Den sorte rose er blomsten jeg blev / Og den fik et nyt blad her til morgen. / ( fra digtet Den sorte rose fra digtsamlingen Porten til jorden). Det gælder om at gennemleve de overleverede billeder og sætte dem i forhold til den moderne verden, således at den enkelte selv kan finde vej frem både i forhold til fortiden og den fremtid, vi allerede er en del af.
Kommentarer