Agnete Friis’ 'Sommeren med Ellen' er en hybridroman, der først og fremmest udfordrer den klassiske krimi som genre, men som også udforsker den psykologi, der ligger bundet i en mands dramatiske fortid.
Det er en roman, der benytter sig af henholdsvis thrillerens, socialrealismens, hjemstavnsfortællingens og krimiens greb og dermed undervejs udfordrer læserforventningen i stadigt nye forgreninger og tilføjelser til plottet.
Hovedpersonen Jakob er en mand midt i tilværelsen, som døjer med både arkitektkarriere og et skrantende ægteskab. Han bliver ringet op af sin farbror, der vil have ham til at undersøge, hvad der siden skete med den unge betagende og fascinerende Ellen, som alle mændene forelskede sig i en begivenhedsrig sommer i de sene 1970’ere. Jakob tager modvilligt tilbage til sin jyske hjemstavn og de skeletter, der stadig rasler i skabene så mange år senere.
Det er Jakobs stemme, vi som læsere følger gennem fortællingen, og således er det også et noget idiosynkratisk billede, vi får af tingenes stadigt mere febrilske tilstand. Fortællerstemmen springer mellem udførlige miljø- og naturbeskrivelser og Jakobs indre monolog, der bidrager til at farve læserens opfattelse af hændelserne og de landlige omgivelser. Den høje detaljegrad kommer dermed til at fungere som en art suspense – og skiftevis understreger og kontrasterer den den højspændte handling.
Friis har tidligere skrevet en række regulære krimier sammen med Lene Kaaberbøl, og man mærker da også tydeligt en forståelse for og gøren brug af krimigenrens virkemidler. Hun bruger i høj grad sin krimierfaring i karakteropbygningen og i den måde, hvorpå oplysninger holdes tilbage for læseren. Idet vi kun har Jakobs blik at fæstne os ved, er der hele tiden overhængende fare for vildledninger og fejltolkninger – helt i overensstemmelse med de afledningsmanøvrer, krimigenren traditionelt benytter sig af.
Det sker for eksempel i persontegningerne, hvor det ikke skorter på mænd, der potentielt set måtte stå bag den ene nederdrægtige forbrydelse efter den anden. Hvad enten der er tale om den smukke og diabolske kollektivist Carsten , den teenageklistrede Sten med dyreplagertendenser eller den enfoldige farbror Anders, der er skåret over en art ’Lenny’-figur fra John Steinbecks 'Mus og mænd', er vi som læsere konstant sat på prøve i forhold til de forudanelser, der er strøet ud som små spor i teksten.
Romanen springer mellem to fortællespor, der foregår i henholdsvis sommeren 1978 og i bogens nutid. Som fortællingen skrider frem, sker disse spring stadigt hyppigere således, at der sker en form for sammensmeltning af tid og fortællespor. Det bidrager til fornemmelsen af den kvalmende og ulmende katastrofe, der løber som en understrøm gennem hele bogen.
Friis er en forfatter, der kender sine virkemidler, og 'Sommeren med Ellen 'bliver derfor en roman, der ikke blot inviterer til krimiens frydefulde forargelse, men også tilføjer andre genrelag således, at romanen udvikler sig til at blive en mere psykologisk præget socialrealistisk hjemstavnsfortælling om både et landsbysamfund i kollektiv krise samt en mands forsøg på at komme overens med sin fortid.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer