Analyse
Brandt, Jørgen Gustava - Der er æg i mit skæg
I digtsamlingen Der er æg i mit skæg går Jørgen Gustava Brandt i selvironisk dialog med hverdagslivets nærende banaliteter og blander dem i en frydefuld kassabel forvirring.
Ofte betragter man lyrik som et jegs enetale, som et jegs monologiske formgivning af sit indre uden smålig skelen til hverdagens banaliteter. Lyrikken er af en højere karat, evig og tidløs og utilgængelig. Lyriker i denne romantiske forstand er Jørgen Gustava Brandt ikke, og lyrik i denne verdensfjerne forstand er Der er Æg i mit Skæg fra 1966 slet ikke. Brandt forviser ikke de ”nærende banaliteter” fra sin digtning, men går i dialog med dem og blander dem i ”en frydefuld kassabel forvirring”. Ikke at løfte sig over verden metaforisk, men ”sanddru orienterende sig i livsfragmentet”, som det hedder i digtet ”en dag i 60erne”, er målet.
I begyndelsen af digtsamlingen henvender Brandt sig direkte til læseren: ”Hvad der er i min skrift / er noget du allerede kender / her er intet nyt /”. Så enkelt er det imidlertid ikke, for ”alt er / om du genkalder genkender det / hinsides din interesse / og en simpel sætningsbygning”. Det er i dette farvand der grænser op til det alt for kendte, Brandts digte navigerer: ”Men husker, erindrer, kender du det ikke / kan forståelsen være dig det samme / og kender du det straks i skriften / behøver du ikke længere skriften”.
Det alt for kendte, banaliteterne, afvises ikke, men opsamles i digtenes sætninger, der frem for metaforisk at fortabe sig i en højere verden koncentrerer sig om at indfange denne verden i rytmiske gentagelser og variationer: ”Det er sætningens almindelighed der er nærende / Det uforlignelige er det trivielle nærværende”, som det hedder et sted; et andet sted beskrives opgaven: ”Opgaven er udelukkende et spørgsmål / om dynamisk pausering”. Den samtidige forfatter Per Højholt beskrev, at det, der skete i Der er Æg i mit Skæg, var en vending ”fra en metaforisk suggerende til en syntaktisk suggerende poesi”. En poesi der end ikke viger uden om klicheen over dem alle: ”Den hjort der står ved en skovsø, / hvad vi vil med den? / Joh. Jeg ved det, / det er enkelt som soldaters breve, / skal I vide, / hovmodige kunstnere / hovmodige poeter / og omvendt”. Et sted hedder det: ”vi kan fordybe os i intens samtale / sommetider er det helt poetisk, virkelig …”. Brandt afmonterer forestillingen om digteren som en der står over verden, uden for måske, men i intens samtale med den. Med plads til en selvironi som den, der har givet navn til digtsamlingen: ”jeg kalder på jer / med æg i mit skæg".
Litteraturhistorisk er det vanskeligt at placere Brandt. Han er for lidt metaforisk til at være en egentlig hereticaner. Man har talt om dialogisk modernisme i forbindelse med Brandt. Det er ingen dårlig beskrivelse af Brandts syntaktisk suggererende poesi.
I digtsamlingen Der er æg i mit skæg går Jørgen Gustava Brandt i selvironisk dialog med hverdagslivets nærende banaliteter og blander dem i en frydefuld kassabel forvirring.
Ofte betragter man lyrik som et jegs enetale, som et jegs monologiske formgivning af sit indre uden smålig skelen til hverdagens banaliteter. Lyrikken er af en højere karat, evig og tidløs og utilgængelig. Lyriker i denne romantiske forstand er Jørgen Gustava Brandt ikke, og lyrik i denne verdensfjerne forstand er Der er Æg i mit Skæg fra 1966 slet ikke. Brandt forviser ikke de ”nærende banaliteter” fra sin digtning, men går i dialog med dem og blander dem i ”en frydefuld kassabel forvirring”. Ikke at løfte sig over verden metaforisk, men ”sanddru orienterende sig i livsfragmentet”, som det hedder i digtet ”en dag i 60erne”, er målet.
I begyndelsen af digtsamlingen henvender Brandt sig direkte til læseren: ”Hvad der er i min skrift / er noget du allerede kender / her er intet nyt /”. Så enkelt er det imidlertid ikke, for ”alt er / om du genkalder genkender det / hinsides din interesse / og en simpel sætningsbygning”. Det er i dette farvand der grænser op til det alt for kendte, Brandts digte navigerer: ”Men husker, erindrer, kender du det ikke / kan forståelsen være dig det samme / og kender du det straks i skriften / behøver du ikke længere skriften”.
Det alt for kendte, banaliteterne, afvises ikke, men opsamles i digtenes sætninger, der frem for metaforisk at fortabe sig i en højere verden koncentrerer sig om at indfange denne verden i rytmiske gentagelser og variationer: ”Det er sætningens almindelighed der er nærende / Det uforlignelige er det trivielle nærværende”, som det hedder et sted; et andet sted beskrives opgaven: ”Opgaven er udelukkende et spørgsmål / om dynamisk pausering”. Den samtidige forfatter Per Højholt beskrev, at det, der skete i Der er Æg i mit Skæg, var en vending ”fra en metaforisk suggerende til en syntaktisk suggerende poesi”. En poesi der end ikke viger uden om klicheen over dem alle: ”Den hjort der står ved en skovsø, / hvad vi vil med den? / Joh. Jeg ved det, / det er enkelt som soldaters breve, / skal I vide, / hovmodige kunstnere / hovmodige poeter / og omvendt”. Et sted hedder det: ”vi kan fordybe os i intens samtale / sommetider er det helt poetisk, virkelig …”. Brandt afmonterer forestillingen om digteren som en der står over verden, uden for måske, men i intens samtale med den. Med plads til en selvironi som den, der har givet navn til digtsamlingen: ”jeg kalder på jer / med æg i mit skæg".
Litteraturhistorisk er det vanskeligt at placere Brandt. Han er for lidt metaforisk til at være en egentlig hereticaner. Man har talt om dialogisk modernisme i forbindelse med Brandt. Det er ingen dårlig beskrivelse af Brandts syntaktisk suggererende poesi.
Kommentarer