Thorkild Bjørnvig er mester for et af dansk litteraturs store forfatterskaber. Med Ravnen forsøgte Bjørnvig at sætte ord på sammenhængen mellem menneske og kosmos.
Thorkild Bjørnvig (1918-2004) havde som digter et anderledes udgangspunkt end de fleste af sine kolleger. Bjørnvig havde nemlig en litterær akademisk karriere ved siden af sin digtervirksomhed – derfor tilnavnet ”den lærde digter”. Der er dog ingen tvivl om, at Bjørnvig selv først og fremmest betragtede sig som digter. Efter krigen blev han medstifter af det toneangivende litterære tidsskrift Heretica og indtog således en vigtig position i det litterære miljø. Bjørnvig er i den brede offentlighed nok mest kendt for sit engagement i miljødebatten i 70’erne og 80’erne, hvilket fik sit faste udtryk i hans ”miljødigtning”, f.eks. Delfinen (1975), men forfatterskabet har en langt større spændvidde.
Forfatterskabet strækker sig fra første til sidste udgivelse over godt 45 år og omfatter blandt andet 12 digtsamlinger, adskillige essays og flere erindringsbøger. Gennem hele sit forfatterskab har Bjørnvig udtrykt en høj grad af traditionsbevidsthed med hensyn til stil, men kombinerer denne bevidsthed med et moderne sprog. Tematisk beskæftigede Bjørnvig sig med eksistentielle emner som kærlighed, død og tro. Særligt undersøgte han, hvordan individet forstår sig selv i forhold til disse store spørgsmål. Dette er også tilfældet i Digtkredsen Ravnen fra 1968. Digtsamlingen er skrevet i en meget kompakt og kompleks stil. Sproget er højstemt og spændt op om en fast form med et fast rim. Den faste form er kombineret med et voldsomt ekspressivt billedsprog, der giver en kaotisk modvægt til den formelle stivhed.
Et sted må den findes, skabelsesplanen, en brændende stjernenat under mit liv, et væsen, som fatter mig ubrudt og tydeligt, hele min værens rene motiv.
Således lyder Ravnens første strofe, der tematiserer digtsamlingens gennemgående spørgsmål: ”Hvem er jeg?” Udgangspunktet for Ravnen er et unavngivet jegs ønske om at forstå sig selv. Ikke at forstå sig selv som et selvberoende individ, men at forstå sig selv som en del af verdensaltet – forstå ”skabelsesplanen”. Centralt står altså et individ, der føler sig som en del af en større virkelighed. Man kan karakterisere Ravnen som en art dannelseshistorie. Den begynder som en monolog, hvor jeget gør rede for ønsket om at kende sig selv og ransager sin barndom for at søge svar. Men ”fortællingen” tager imidlertid en drejning, da jeget opgivende råber mod ”himlen”, for at få svar på sine spørgsmål dér. Der kommer imidlertid intet svar, kun tavshed, som umiddelbart efter brydes af skriget fra en ravn, som kommer ud fra jegets bryst. Jeget splittes i mand og fugl. Ravnen karakteriseres som et dæmonisk væsen, der har adgang til og erfaring med det hinsidige. Man kan derfor sige, at ravnen giver jegets søgning en ny dimension. Ravnens eftersøgning i dette univers får karakter af en rejse – en indre og ydre rejse, som går gennem forskellige mytologiske scenarier, gennem verdensrummets uendelighed og underverdenens dæmoniske univers. Jeget konfronteres med forskellige instanser, som hver især udfordrer jegets søgen og leder det i forskellige retninger. Blandt andet konfronteres jeget med det erotiske, i form af den mytologiske figur Leda, og det religiøse, i form af en skytsengel, men ingen af disse synes at tilfredsstille jeget – det er ikke dér, svarene skal findes. Forsøget på at forstå sig selv mislykkes gang på gang, fordi jeget er så forhippet på at finde et objekt for sin søgen og længsel, men mod slutningen ændrer perspektivet sig - der findes ikke én sandhed:
Een sandhed, men også en anden; et nadir, men også et zenit.
På selvmordets rand ser jeget, at en omvending af forholdet giver mening. I kosmos ser jeget sig selv – skabt i kosmos’ billede. Frem for at se sig selv som subjekt, ser det nu sig selv som objekt i en forståelse af dets placering i verdensaltet. I slutstrofen er ravnen derfor blot en plet på den enorme solskive – eller om man vil et punktum.
Med Ravnen forsøger Bjørnvig at sætte ord på en implicit sammenhæng mellem menneske og kosmos – at begribe jeg og verden.
Stud.mag. Martin W. Rasmussen, juli 2006
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer